Hej derude!

Kom tilfældigt forbi siden, har læst flere indlæg der gav mig ny indsigt. Især indlæg fra pårørende om deres liv med misbrugere, har bidraget med perspektiv på en livstil centreret om rusmidler.

Vil derfor bidrage med min egen historie. Jeg er i dag 30 år, har en kandidatuddannelse, har haft flere gode jobs, går op i min træning - de fleste i min omgangskreds vil sikkert mene jeg er en type med styr på sit liv.

Min historie med cannabis begynder som 18 årig, hvor jeg var i København med nogle venner og besøgte staden. Vi røg noget skunk jeg blev helt utroligt skæv af. Fra den oplevelse kan jeg tydeligst huske synet af en grønlænder der gik på krykker i takt til musikken på værtshuset Woodstock - om en ædru person ville have opfattet det samme er tvivlsomt.

I de følgende år røg jeg ca. 1-2 gange om året. Det var altid sammen med andre, det var aldrig på hverdage. Det var spændende (lidt farligt) og jeg så meget op til mine venner/bekendte, der havde viden og erfaring med at ryge hash. På det tidspunkt anede jeg ikke hvor man købte det, og kendte ikke til forskellene på de forskellige sorter.

Kort og godt tænkte jeg på hash/narko som noget sejt og spændende. De folk der vidste noget om det, var derfor også nogle seje typer med en masse hemmelig viden om rusmidler. Igennem min gymnasietid drak jeg mig fuld 2-3 gange om ugen, og det blev lejlighedsvist (måske 1-2. måned) suppleret med hash eller narko.

Jeg brugte ikke rusmidler på hverdage, udover lidt øller her og der, men altså ikke noget der mindede om fast dagligt forbrug af hash eller andet. Kom igennem ungdomsuddannelsen med et flot karaktergennemsnit. Var der advarselssignaler, tja, flere venner bemærkede jeg festede lidt for meget og vildt. På det tidspunkt vil jeg stadig beskrive det som et rusmiddelforbrug - det var socialt og sjovt, og var mentalt der man ville forvente af typisk en 20-årig.

I mit sabbatår med ufaglært arbejde begyndte jeg at ryge bong, meget bong. På det tidspunkt havde jeg efterhånden fået et netværk af andre brugere/misbrugere jeg kunne købe hash fra og eksperimentere med indtagelsen sammen med. Flere grænser blev overskridet, vigtigst jeg begyndte at ryge meget hash alene, og det blev dermed ret isolerende. Mit liv handlede om at ryge bong, sove, tage på arbejde, tage hjem og ryge mere bong, sove, gentage.

Efter et års tid på den måde blev jeg optaget på universitetet. Det var tydeligt at det ikke kunne kombineres med bong-stener livstilen, og derfor forærede jeg bongen til en ven. Det lykkedes at droppe hashen helt, desværre efterlod det et hul der blev fyldt med alkohol.

Efter nogle semestre med daglige flasker rødvin efter undervisningen erkendte jeg det ødelagde mit liv, og begrænsede mit udbytte af studiet - jeg overlevede i stedet for at leve. Indtagelsen var som regel af alene, eller lidt sammen med andre, og bagefter en masse alene. Så på det tidspunkt var det ikke længere en social ting, det var virkelighedsflugt og misbrug.

Jeg stoppede det helt, altså ingen hash, ingen narko ingen sprit, og det gik rigtig godt. Efter ca. 1 års tid begyndte jeg igen lidt i det små, fik bl.a. en festglad kæreste der også røg hash/skunk, så det gik vi og hyggede med. Vi flyttede så til en anden by pga. studie, hvor det hurtigt accelerede til et dagligt forbrug af hash.

Var jeg en dårlig kæreste? Tja, Mit forbrug var større end hendes, og der skulle godt nok være en god grund, hvis min første prioritet efter undervisningen ikke var at få fingre i noget hash og ryge det med vennerne. I den tid røg jeg kun sjældent alene - med venner i byen og med kæresten derhjemme. Pointen her er dog at jeg på det tidspunkt var afhængig, og jeg ville bare ryge alene, hvis jeg ikke havde selskab.

Med afhængig mener jeg der skulle større mængder til, jeg blev mere skuffet hvis noget kom på tværs, det er absurd hvad jeg ville kæmpe mig igennem af dårligt vejr osv. bare for at få fat i et par gram hash. Dog var jeg i stand til at stoppe det i eksamensperioder, stadig har det ikke ligefrem hjulpet på indlæringen :-) Jeg drak forsat ikke, og brugte den afholdenhed til at retfærdiggøre min hashrygning.

Så var jeg blevet færdig med studiet og fik et job (igen i en ny by). Det tog jeg meget alvorligt, at nu var jeg blevet "voksen", i hvert fald det første halve års tid. Så begyndte jeg langsomt at støde på mennesker der røg, og kom igang med at ryge en masse skunk, der ikke virkede helt så sløvende som hashen. Den mest skadelige virkning var vel mest, at der gik så meget at min koncentration, tid og penge med at købe og ryge skunk.

Forholdet gik sådan at vi blev ex-kærester, vi burde have sluttet forholdet tidligere, men der er jo trygheden og håbet på det igen kunne blive som det var. Jeg flyttede nogle gange, og fik igen et nyt job, som jeg var mindre glad for. Den manglende arbejdsglæde fik jeg bedøvet med rigelige mængder fyraftensjoints.

Det gik aldrig så galt jeg ikke kunne betale regninger/spise godt, men prøvede da flere gange at bruge over halvdelen af månedslønnen på skunk. Jeg kunne godt se det var ret ekstremt, og at det også havde alvorlige sociale konsekvenser. Jeg kom simpelthen mindre ud, mødte færre mennesker, oplevede mindre - samt blev skide nærrig fordi der skulle være råd til skunk over alt andet.

På det tidspunkt (2011-2012) havde jeg også udviklet en nærmest automatisk planlægnings- og overtalelsesproces, dvs. jeg gik igennem arbejdsdagen og fandt på grunde, til at netop i dag skulle jeg også ryge og rygestoppet skulle vente. Det er klart den enkelte del af misbruget der har været sværest for mig at tøjle, at der helt ubevidst kører en masse i baggrunden i psyken, der arbejder for at forsætte misbruget. Rationelt ved man udemærket at det er fucked, og det nedbryder langsomt ens selvrespekt osv. at man lover sig selv at stoppe, og så det næste svage øjeblik er man faret ud af døren på vej til et sted man kan købe.

Mange små ting kunne trigge min rygertrang. Hvis jeg fx fandt noget jointpapir og en lighter, så manglede der jo kun skunk og cigaretter, for at det kunne blive til nogle joints. Og det føltes så logisk at købe de ting, i stedet for blot at smide papir og lighter ud. Det er helt vanvittigt at sidde og skrive i dag, men sådan var det sgu. Der skulle bare den mindste påmindelse/tanke om skunk til, vupti så producerede hjernen en masse sammenkædninger og grunde til at ryge. Følte mig nærmest bare som tilskuer, i det liv jeg selv burde have styringen over.

Flyttede igen i forbindelse med jobskifte. Skiftede så skunken ud med hash, og fik en vane med at ryge en joint efter arbejde. Så kan man sige "nå det er kun en joint", ja, men det fyldte så meget i mine tanker, at der snart ikke var plads til andet. At tænke på alle de sjove oplevelser jeg har takket nej til, fordi jeg havde "andre planer" - nemlig at ryge hash.

Jeg havde perioder hvor jeg stoppede fx 2-3 måneder, 2-3 uger, eller i det mindste mandag til torsdag. Alt i alt oplever jeg dog det accelerede, sådan forstået at det på hverdage var 1 joint, nogle gange 2, og meget mere i weekenden. Til folk der mener hash ikke er skadeligt vil jeg kun sige "tal for dig selv", for mig er det ekstremt skadeligt, i hvert fald for de ambitioner der rækker ud over at ryge hash.

Der hvor vi er nu, er at jeg er stoppet. De sidste gange jeg er faldet i, kan bedst beskrives som et totalt tab af kontrol, hvor jeg er røget i med dagligt forbrug, hvor jeg flere gange har smidt det hele ud i afmagt, for så at købe nyt få timer senere. Hvad har startet et tilbagefald, det kan fx være en god præstation, fejre noget, eller bare at der er gået lang tid uden hash, og så bilder jeg mig ind, at jeg godt kan ryge en enkelt joint og stoppe igen. Det kan jeg ikke.

Denne gang er jeg ret plaget af søvnforstyrrelser, dvs. tankemylder ved sengentid, falder sent isøvn, vågner ofte. Sveder desuden helt ulækkert meget om natten. Det er naturligvis meget ubehageligt, da jeg aldrig tidligere har oplevet problemer med min søvn. Og 2-3 dage uden ordentlig søvn, så er de fleste ved at blive skøre.

Får konstant på alle mulige tidspunkter impulser, vil ikke kalde det decideret rygetrang, men flere 100 gange om dagen tanker jeg spontant på smagen af en god joint, på hvor afslappet jeg bliver, hvor nemt og hurtigt jeg kunne købe hash, og ikke mindst - at jeg kan nøjes at ryge 1 gang og så stoppe igen uden problemer. Nu er jeg heldigvis kommet så langt jeg kan grine af det, man skal ikke tage sig selv alt for alvorligt, slet ikke i denne situation.

Havde længe håbet jeg ville blive i stand til at moderere mit forbrug, og holde det til netop et forbrug. Min konklusion her efter godt 10 års erfaring med rusmidlet hash:

- Jeg har oparbejdet en tolerance overfor THC der hurtigt kommer tilbage, så der skal større mængder til at give den ønskede rus.

- Hashrygning, især den indsats det kræver at købe og skaffe det, gør mig ekstremt ego-centreret og får mig til at lave vanvittige prioriteringer. Aflyse aftaler, skuffe sine bekendte, ikke holde sine løfter, alt sammen med den næste joint som mål.

- Jeg har lært en masse værktøjer til at manipulere mig selv og andre, til at bagatelisere/ignorere skaderne af misbruget. Har det meget dårligt med at have gjort mig til løgner for hashens skyld.

- Det har kostet en formue, jeg kunne sikkert have købt en fin ny bil og stadig have til udbetalingen til en bolig, for de penge jeg har brugt på hash gennem årene.

- Det eneste hash-forbrug for mig er dagligt forbrug. Dagligt forbrug betyder jeg er dårlig til at holde kontakt til familie og venner, det betyder jeg ikke gør noget langsigtet. Det gør at jeg overlever i stedet for at leve mit liv.

MVH