Hej
Min mand ryger pot (hash) en 4-5 gange om ugen. Han har fast arbejde og er velfungerende og overvejende vellidt. Da vi var unge og forelskede gjorde jeg det klart at jeg havde det rigtig svært med det, men jeg accepterede det, så længe det kun var når han var sammen med sine venner og altså ikke når han kun var sammen med mig. I perioder er denne aftale blevet brudt og han har røget meget mere, men størstedelen af vores tid sammen har han holdt sig "indenfor rammerne".
Vi er nu sammen på 5. år og venter barn nr. 2. Meget er sket igennem tiden og jeg er efterhånden sikker på at jeg bliver nødt til at forlade ham. Jeg kan ganske enkelt ikke være i dette uden dagligt at gå på kompromis med mig selv og samtidig også indirekte sige til mine børn at misbrug og bilkørsel i påvirket tilstand er okay (hvilket jo virkelig ikke er det jeg selv mener).
Mit spørgsmål og mine overvejelser går på, kan jeg tillade mig at ville beskytte mine børn mod dette miljø og eksempelvis ved ansøgning om bopælsretten angive at han er misbruger? Dette kan jo betyde at han kun kan se sine børn hvis han afleverer en ren urinprøve.
Jeg vil bl.a. forlade ham for at mine børn ikke skal vokse op i et misbrugsmiljø. Hvis han ikke får dette ultimatum, vil de jo fortsat være i et misbrugsmiljø næsten halvdelen af tiden, samt blive kørt rundt af en påvirket person. Kan man tillade sig at ville beskytte sine børn med alle midler eller er det forkert?
Spørger man misbrugscentre osv, er det ingen tvivl. De mener det er mit ansvar at beskytte dem og så må han vælge mellem hash eller familie. Men jeg synes bare ikke det er så enkelt. Jeg accepterede det jo mere eller mindre inden børnene kom og jeg ønsker ikke at ødelægge hans liv og stemple ham som en dårlig far. Selvom jeg synes hans opførsel ind imellem eks. ved bilkørsel i påvirket tilstand, dyrkning af egen hash etc. er uansvarlig.
På forhånd tak.
Hilsen den fortvivlede
Tilføj kommentar