Vi har været sammen i 3 år. da vi mødes røg han hash, og det var jeg klar over. Hash har aldrig sagt mig noget, og jeg har derfor aldrig sat mig ind i det, før jeg mødte ham. I perioder har han været stoppet helt. i 2020 er det gået hurtigt med hashforbruget igen. Han mistede sit arbejde, og i et år arbejdede jeg 60-70 timer om ugen, for at vi havde mad på bordet, kunne betale husleje, og hans hash forbrug. han var ude med drengene næsten alle døgnets timer, også var han hjemme når jeg stod op kl. 05:30, også tog han ud når han vågnede, og jeg havde fri. Han har altid sagt at jeg i den periode trak mig væk fra ham. jeg var sur hele tiden, og jeg gad næsten ikke være tilstede med ham. Jeg var ked af det, meget ensom, og så skuffet at det ikke kan forklares sort på Hvidt. nu har han et arbejde, men han ryger stadig. Han lyver om det, og jeg kan ikke se når han lyver mere. Han er blevet så god til det. Jeg har tjekket hans telefon, han ved godt, for han vågende. jeg kan aldrig godt gøre det, men jeg blev nød til at have lidt. Han giver mig intet, jeg føler jeg ikke er en del af hans liv. Men jeg knus elsker ham, jeg elsker ham så meget at det gør ondt.