Hashen eller mig.

Efter jeg har haft læst en del opslag og kommentarer herinde har jeg besluttet mig for og dele min egen historie. Jeg er 42 år og har røget i nok 20 år med små stop en imellem med en uge til en 14 dages pause. Har altid vidst jeg ikke ville stoppe da jeg syntes hashen gjorde mig mindre agressiv og et mindre røvhul :) jeg er en familie mand med en søn på 14 år og en datter på knap et år. Jeg har altid hængt ud med de lidt hårde drenge og altid været i et miljø hvor stoffer og røg altid har været normalt, så i 20’erne var det stoffer og røg og fest det der kom først, uddannelse og arbejde osv. var noget der kom i anden rækkke indtil jeg fik min søn. Det skulle ikke være helt let med moderen til min søn, det blev en grim affære som fik mig til og ryge for og få alt på afstand med statsamtet og retten og frem og tilbage. Da jeg fik min søn forstod jeg også at jeg blev nød til og ændre min livstil og måtte skære mange “venner” fra, for det og leve fra dag til dag har ingen fremtid i sig, så jeg valgte og tage min uddannelse færdig og fik hjælp af min familie til og købe en andelsbolig og der følte jeg egentlig jeg var begyndt og have styr på det, men røg stadig hver dag og havde egentlig trøst i hashen. Jeg har stortset altid trænet og været i god form så det har ikke været fordi hashen har stoppet mig fra og træne eller arbejde eller lign. Det var min trøst og jeg så altid frem til min aften joint når min søn var lagt i seng og jeg kunne have “min”tid om aftenen hvor jeg kunne se serie eller film eller ryge ned af YouTube hvor en time kunne blive til flere og klokken endte altid med og blive mange. Når jeg så mødte damer og begyndte et forhold med dem har jeg altid åben fortalt jeg røg en joint i ny og næ, men jo mere alvorligt forholdet blev måtte jeg jo fortælle dem ærligt at jeg røg hver dag og i starten var de altid jaaa der okay osv. men det ændrede sig altid i længden til de blev trætte af jeg altid endte med og sidde alene fordi jeg ville ryge min aften joint og det skulle de fandme ikke blande sig i! Og jeg undskyldte altid med at jeg jo ikke gik i byen og drak mig stiv og tog stoffer osv. men det var jo bare min forsvarmekanisme og de skulle fandme ikke blande sig i hvad jeg gjorde når alle var gået i seng, det eneste de ville var jo bare og hygge med mig om aftenen og se film eller lign. Men ærligt hver eneste gang vi så film og lå og puttede og de faldt i søvn, tænkte jeg bare i steder for og ligge her kunne jeg fandme sidde med en joint og hygge i stedet. Jeg spoler lidt frem til nu, hvor jeg har fundet den dejligste kæreste som virkelig altid har respekteret mit valg om og ryge hash hver dag og nok 10 Gr. om måneden. Vi har nu købt hus sammen jeg har fået en datter med hende på 1 år og hun har nu holdt mig ud i 4 år med hash rygning hver dag, selvom hun ikke bryder sig om det lader hun mig uden og dømme mig. Jeg har et fint job med lederstilling hvor jeg har arbejdet i 10 år + så alt kører hus bil osv. men jeg kunne mærke en dag jeg røg at jeg havde fået nok og havde egentlig dårlig samvittighed overfor min søn, datter og kæreste at jeg stortset altid så mere frem til jointen om aftenen og “min”tid end sammen med andre og når jeg tænker over det har jeg egentlig også skubbet mange af mine venner væk og det sociale liv. Så efter 20 års rygning er jeg nået til et punkt hvor jeg oprigtig gerne ville stoppe for min familie og jeg. Jeg begyndte og tænke over hvad jeg egentlig gik glip af og når jeg så mig i spejlet så jeg ikke længere den stærke selvtillids fyldte gut med et stærkt blik i øjet, men mere en mand der så lidt træt ud og havde tabt alle de kg der var trænet op igennem årene. Så jeg lavede et nytårs forsæt om at stoppe med rygning og finde det gamle jeg igen. Jeg er nu stoppet siden nytår og kan nikke genkendende til alle folks historier med angst for og stoppe for hvad sker der så ? Jeg har haft svedture øm i kroppen manglende appetit søvnproblemer hvilket har været det værste for mig, at bare ligge der om natten til kl. lort om natten hvor ens tanker bare vandre og alt imens en dame bare ligger og sover trygt og godt ved siden af, min kæreste har været den største støtte fordi hun ikke dømmer mig , men støtter mig i hvad jeg gør og hvordan jeg gør det og kunne ikke finde på og løfte en pegefinger af mig eller give mig nogle ultimatummer, problemet er bare jeg føler mig tom og tiden kører på slow og om aftenen når alle sover og jeg sidder alene, det der hvor min kamp virkelig kommer på prøve, men jeg vil ikke tabe denne kamp! Jeg nægter, jeg vil have den mand tilbage jeg så i spejlet og var stolt af! Men jeg kæmper virkelig må jeg indrømme kedsomheden, ensomheden selvom jeg er blandt folk jeg elsker er der bare , man tænker med tiden det bliver lettere. Efter og have læst alle jeres opslag og kommentarer tænkte jeg at jeg ville dele min historie og må indrømme det har været lidt som en sten er lettet fra mit hjerte som om jeg er blevet hørt. Håber i tager godt imod MIN historie og at i ikke tænker hold kæft er skvat :) tak for alles opslag for det har givet mig mere mod på denne kamp, hilsen ham med alt det grønne i blodet.