Er bekymret for min bror

Hej med dig

Du skal ikke undskylde for "et langt indlæg". Dit indlæg er ikke særligt langt…og faktisk kunne jeg godt have tænkt mig lidt flere informationer for at kunne besvare dig ordentligt. F.eks. hvor gammel din bror er og hvad laver han lige nu.

Nu at du ikke skriver det, så vil jeg gå ud fra at din bror er omkring 20 år og at han er i gang med en uddannelse (fordi du skriver at han "har planer for fremtiden".)

Jeg kan kun give dig ret i at det er bekymrende når man udskifter sin vennekreds på den måde, får lige pludseligt et voldsomt temperament samt ser op til en "leder" i den grad du beskriver det.
I sig selv kan alle disse ting være normale når man er ung: det er en tid hvor man ændrer sig og det skaber selvfølgeligt også ændringer i ens omgivelser. F.eks. kan det være en almindelig proces at man tager afstand til sine forældre på en mere eller mindre "dramatisk" måde…og så søger noget af den sikkerhed man har mistet hos en eller anden form for "leder". Det kan være ok hvis den "leder" er god…men selvfølgeligt kan det være meget problematisk hvis den leder er kriminel, ondskabsfuld eller tyrannisk.

Det kan være meget vanskeligt, selv for en fagmand at afgøre hvornår en ung mand/kvinde har alvorlige problemer eller hvornår han/hun bare er i gang med en (måske lidt sen) teenagekrise, men som regel er det sådan at mange mennesker opfører sig underligt på et eller andet tidspunkt i deres ungdom…og i langt de fleste tilfælde ender det godt alligevel og de ender med at blive nogle gode og fornuftige voksne.

Så,ud fra det du skriver er der ikke grund for at være overbekymret…men der er gode grunde for at være opmærksom.

Nu spørger du hvordan du kan hjælpe ham, og som jeg ser det kan du gøre det ved at være opmærksom på to ting.

Den ene er at du skal passe på dig selv og ikke skal finde dig i at han behandler dig dårligt. Hvis han er urimelig mod dig, så skal du stoppe ham lige med det samme og sige -på en ordentlig måde- at du ikke vil finde dig i det.
I den sammenhæng er det vigtigt at du fokuserer på hans faktiske adfærd og ikke på de eventuelle stoffer han tager(fordi du har ikke ret mange chancer for at kunne gennemskue om han har eller ikke har taget stoffer…og I kan nemt ende i uendelige diskussioner omkring det). F.eks. kan du sige til ham: ”jeg vi ikke snakke med dig når du råber ad mig (eller ”truer mig, ”nedgør mig” osv…). Jeg synes at det er ubehageligt og ikke frugtbart”.
 
Den anden er at du viser ham at du vil ham det godt og ikke udstøder ham, selv om han gør nogle ting du ikke synes er gode eller rigtige. For at bygge videre på det jeg skrev lidt før, så kunne du fortsætte din sætning ved at sige: ”…men det betyder ikke at jeg ikke holder af dig, og jeg vil rigtig gerne snakke med dig igen lige så snart samtalen er kommer på et mere fornuftigt niveau”. Nu er det en ret dårlig måde at sige det, men jeg håber at du kan fange tanken, og så finde dine egne ord for at sige det.

Det som er vigtigt er at eventuelle stoffer ikke bliver en undskyldning for at opføre sig dårligt. Hvis han f.eks. skulle sige ”ja, men det er fordi jeg er abstinent og har bruge for at ryge et joint”, så kan du sige at hvis han er stor nok til at tage stoffer, så skal han være stor nok til at tackle konsekvenserne af det, og ikke bede dig om at gøre det.

Når disse to ting er på plads, så det bedste I kan gøre er at snakke sammen om hvordan I ser på tingene fra hver sit synsvinkel. Du kan fortæller ham hvordan du ser på det der sker med ham lige nu…og så skal du også tage tid til at lytte til hvordan han ser på ting…uden at prøve at overbevise ham at han tager fejl og du har ret.

Endeligt skal du huske at du er hans søster og ikke hans hjælper, og at det kan aldrig være dit ansvar at det går godt eller dårligt for ham.

Jeg håber at mit svar giver mening og kan hjælpe dig lidt.

Du er velkommen til at skrive igen hvis du ønsker det.

Held og lykke.

Eric