Jeg vil være glad igen
Spørgsmål fraPige / kvinde
Jeg har nogle ting jeg gerne vil ud med og håber du kan hjælpe.
Jeg er en pige på 22 år og Jeg har en lille mistanke om at jeg måske har/er ved at få en form for depression?
Jeg føler mig tit nedtrykt, specielt om aftenen, jeg ved ikke altid hvad grunden er?
Nogle gange er det som om at jeg er meget følelsesladet, at jeg fx kan græde over ingenting og andre gange føler jeg mig følelskold?
Fx fortalte min mor at hun har fået kræft og muligvis skal i kemo, og mit svar var: det var da ikke så godt-agtigt!! jeg burde da tude brøle over det?? mine søskende går og er mega nervøs og bekymret og er meget nedtrykte, men det er jeg ikke? og det forstår jeg altså ikke? burde jeg ikke være det?
Jeg elsker min mor virkelig højt og ved ikke hvad jeg sku gøre uden hende, derfor forstår jeg ikke hvorfor jeg kan være så følelskold?
Der udover har jeg meget lavt selvværd, Jeg tænker rigtig meget på hvad andre mener og tænker om mig. og at jeg bliver accepteret.
samtidig har jeg svært ved at omgås nye mennesker. jeg elsker at være i kontakt med nye mennesker og at lære dem at kende, men jeg er også bange for det, jeg har svært ved at være mig selv og være social med dem, jeg føler hele tiden at jeg skal bygge en rolle op altså være noget som de kan acceptere, være en person som de kan lide. jeg har svært ved at have min egen mening og taler dem stort set efter munden, indtil de har kommet helt ind under min skal.
Jeg har ikke så svært ved at få venner, jeg har bare svært ved at holde på dem. det bare som om de hurtogt mister interessen for mig.
Jeg hader den del af mig selv, at jeg ikke bare kan slappe af og være 100% mig selv! der er mange gange hvor jeg fx har sagt noget eller gjort noget bestemt, så tænker jeg tit tilbage på det og ville ønske jeg havde gjort det bedre eller anderledes.
Når jeg skal snakke med nye bekendtskaber så tænker jeg rigtig meget over mulige emner at tale om. jeg er meget nervøs og ved ikke hvordan jeg skal holde samtalen kørende, og tænker hele tiden om personen mon synes det er interessant at vi snakker eller om personen egentlig bare gerne vil videre?
Nogle gange når jeg skal være sammen med nye mennesker, så kan jeg godt finde på at drikke mig fuld, for så slipper jeg ligesom hæmningerne og er på en måde mere mig selv. og der er rigtig mange der siger at de faktisk nærmest bedre kan lide mig når jeg er fuld. for jeg siger min mening og er egentlig ligeglad med hvad andre mener om mig. på en måde ville jeg ønske at jeg var sådan hele tiden.
At jeg har så lavt selvværd begrænser også min omgangskreds, forståes på den måde at mange venner forsvinder hurtigt fordi jeg ikke tør slippe hæmningerne og er meget stille og måske endda kedelig at tilbringe tid med..
Der er mange der siger at jeg er en flot pige og at jeg har en pæn krop, men jeg har bare så svært ved at tro på det? jeg tænker at de bare siger det for at være høflige.
Der er så mange ting jeg gerne vil lave om ved mig selv, både krop og ansigt. for jeg føler mig bare ikke særlig køn, jeg føler mig tyk og klodset og dum.
Lige nu er jeg fx lige begyndt nærmest at "sulte" mig selv. det gør jeg ved at drikke en hel masse vand for har læst at vand snyder din mave til at tro at den er mæt. og så spiser jeg lidt til frokost og aftensmad (jeg spiser mig aldrig mæt)
Jeg ved godt det er forkert, men hvis det kan give mig den krop jeg ønsker vil jeg sige at det er det værd.
Jeg føler at jeg ikke er god nok til andre, at jeg er værdiløs, jeg føler at jeg intet har at tilbyde mine venner, kollegaer m.m. og det er jeg rigtig ked af. desuden føler jeg at jeg ikke duer til noget, at jeg ikke kan finde ud af at gøre noget rigtigt, når jeg fx får et arbejde og bliver ansat, tænker jeg nogle gange, hvorfor vælge mig? når de kan få en der er bedre?
Jeg lider også rigtig meget af kortidshukommelse. jeg har meget svært ved at huske ting. og det påvirker meget i hverdagen, er der noget man kan gøre for at få en bedre hukommelse?
Jeg føler at jeg nærmeste går i slowmotion men alligevel stryger tiden bare afsted, som om jeg ikke kan følge med.
Jeg føler mig fraværende som om hverdagen bare skal overståes på en måde, jeg nyder slet ikke øjeblikkene
Jeg vil bare så gerne være glad igen, føle mig normal og nyde livet. istedet for at være nedtrykt og hele tiden tænke fremad.
Jeg har overvejet lykkepiller? men ved ikke så meget om dem, og ved ikke om de overhovedet vil hjælpe?
Er der noget man ellers kan gøre?
Mange vil mene at jeg er en meget glad pige der altid smiler, men det er bare en facade. for inden i.. ja du kan jo høre på mit brev hvordan jeg har det inderst inde.
Jeg har haft de følelser i nogle år nu, og jeg har ikke ville spørge min læge om det da jeg synes det er lidt pinligt hvis det bare er noget jeg bilder mig ind?
Jeg ved ikke om der noget jeg kan gøre for at få det bedre med mig selv?
Jeg undskylder for det lange og lidt rodet indlæg 🙂
Svar fra psykolog Eric Allouche
Hej
Du må undskyld at det tog mig så lang tid for at besvare din mail, men de sidste uger blev forstyrret af både ferien og meget travlhed på arbejde…og det har gjort det hurtigere at din mail er faktisk ikke helt enkelt at besvare.
Det er nu 6 uger siden du sendt den og det kan godt være at der er sket en del ændringer i dit liv og at det jeg skriver ikke længere svarer til din nuværende situation. Omvendt, du skriver at du har haft de samme dårlige følelser i nogle år, så der er også gode muligheder for at det jeg nu skriver stadig gælder.
For at starte med det nemmeste, så synes jeg helt klart at du burde snakke med din læge om dine problemer. Lægerne er vante til at tage sig af depression, og han/hun vil på ingen måde synes at det er pinligt at du henvender dig med den slags problem, og at du er i tvivl om det drejer sig om en depression eller om det er noget helt andet.
Nu, for at komme til det du skriver, så skriver du at du ”føler dig fraværende”. Og det er lige præcist det som jeg tænker er dit grundlæggende problem. Når du f.eks skriver at du bygger dig en rolle, prøver at være en person som de andre godt kan lide, tænker rigtig meget på emner som kan holde en samtale kørende så du ikke keder de andre, m.m.
det er som om alle dine tanker er rettet mod de andre og at du ikke på et tidspunkt tænker: ”synes jeg selv at det er spændende samtale jeg har gang i?” eller ”Er disse nye venner, mennesker jeg har lyst til at omgå?”.
Det du skriver om din mor kan muligvis også forstå på den samme måde: at du er fraværende ift de egne føleser…men man kan dog også tænke at hvis du har reageret på den måde, så er det fordi du har fået en chok som har bragt dig i et tilstand hvor du har været ud af stand til at rumme dine følelser.
Du nævner andre problemer i din mail som kunne være værd at tage op her, men hvis du ikke skal vente yderligere på 6 uger for at få et svar må jeg begrænse mig.
Så spørgsmålet er: Hvordan kan du blive nærværende i dit liv?
Lad mig sige det med det samme: det er ikke en nem opgave. En måde at gøre det er at du, så ofte som du kan (ideelt, hele tiden) fokuserer på dig selv og tænker ”hvad tænker lige nu?”, ”Hvad føler jeg?”, ”har jeg lyst til at gøre det jeg gøre lige nu?”, ”har jeg lyst til at fortsætte med den samtale jeg holder lige nu, eller vil jeg helst snakke om noget andet?” o.s.v
OG SÅ skal du rette dig efter det du tænker og føler!
For mange mennesker vil det være en dårlig ide og en opfordring til at være egoist, men i dit tilfælde, så skal du ikke frygt med at være ”egoist”. Når du på et tidspunkt er ”tilbage i dit liv”, så vil du kunne give slippe og glemme at tænke på dig selv hele tiden igen.
Nu er det sådan at det kan være krævende at gå hele tiden med en mask og spille en rolle…men du skal ikke forvente at det bliver mindre krævende at være dig selv. Det er også et stort arbejde at mærke sig selv og opføre sig derefter hele tiden. Forskellen er ikke i mængden af arbejde, men i den tilfredshed man får ud af det. Når du spiller en rolle, så arbejder du hårdt og så bliver du frustreret fordi du får ikke ret meget i gengæld. Omvendt når du opfører dig oprigtig, så arbejder du lige så hårdt… men så bliver du glad for at folk enten afviser dig eller holder af dig for den person du er og ikke for den person du tror de godt kunne tænke sig du var.
Hvad synes du? Giver mit svar mening… og synes du at min arbejdsplan er realistisk?
Held og lykke med det
…og en gang til undskyld for den lange ventetid.
Eric