Danskeren, der ikke føler sig dansk.
Spørgsmål fraDreng / mand18 år
Kære brevkasse.
Dette er nok en lidt uordinær henvendelse fra en dreng i nød, men jeg er virkeligt så ked af det efterhånden, at der bare skal ske et eller andet. Jeg kom i sommers hjem fra en uddannelsesrejse i Argentina. Denne rejse gjorde ikke blot, at jeg for første gang i mit liv, havde rigtige venner, men også at jeg følte mig elsket og værdsat. Det var en rejse hvor jeg følte mig hjemme og var glad, og er det ikke det, livet reelt set går ud på, at være glad og føle sig elsket?
Dog gik turen på, at jeg kunne være afsted i et år og ikke en dag længere. Trods meget strid skulle jeg hjem, der var ingen vej uden om og hjem kom jeg.
Det var den bedste oplevelse i mit liv, og jeg har siden da, haft rigtigt svært ved at vende mig til at være hjemme. Skolen går forrygende, har rene 12 og 10 taller, men dette har hverken hjulpet på humøret eller glæden ved livet. Det eneste, der kører rundt i mit hoved, er hvornår jeg kan komme tilbage til dem jeg holder af. Jeg har prøvet, i løbet af det sidste halve år at integrere mig i det danske samfund. Hver gang bliver jeg blot forarget over vores måder at imødekomme hinanden på, og at finde venner, bare nogenlunde lignende dem fra Argentina, er stort set umuligt.
Jeg søgte ind i en løbeklub, men følte mig udenfor. Jeg fik et arbejde, men kunne slet ikke tilpasse mig. Jeg søgte i fitness center, i håb om at kunne finde nogle nye, spændende venner, men gang på gang var der intet som gjorde mig glad. Jeg spurgte mine forældre om de kunne give mig financiel støtte til at studere i Argentina, men jeg fik blot et nej. Jeg spurgte dem, om de ville give mig lov til at studere i udlandet, med organisationen UWC, men jeg fik et blankt nej.
Det er som om, at lige meget hvad jeg end gør, føler jeg mig ikke hjemme. Hverken hos mine forældre eller her i Danmark.
Jeg er kort sagt blevet meget asocial og trist og er bange for, at jeg ikke kan fortsætte sådan her, de næste 2 og et halvt år.
Jeg ser 4 reelle muligheder:
Skal jeg leve videre på samme måde og være ked af det, men tage de næste 2½ år her i Danmark, få min studentereksamen og derefter rejse væk til udlandet?
Skal jeg flytte hjemmefra?
Eller skal jeg søge til udlandet uden mine forældres konsensus?
flytte klasse/gymnasium og håbe på det bedste?
Mvh.
El buscador
Svar fra psykolog Eric Allouche
Hej med dig
Du må undskyld at det tog mig lidt lang tid at besvare din mail, men jeg har været meget optaget de sidste 2 uger.
Som jeg ser det indeholder dit spørgsmål tre ret forskellige punkter.
Skal jeg flytte tilbage til Argentina uden min forældres konsensus?
Hvad kan jeg gøre i Danmark for at få det bedre?
Hvordan kan det være at det går så dårligt for mig i Danmark?
At flytte til Argentina uden dine forældres konsensus kræver at du har de økonomiske midler for at gøre det, samt at du får lov til det fra den Argentinskes stat (jeg går ud fra at der skal specielle tilladelser hvis man skal være der mere end 3 måneder). Ud fra det du skriver, virker det på mig at hvis du havde pengene, så var du allerede flyttet til Argentina… og mit indtryk er at dit spørgsmål drejer sig mere om det evt. konfliktet med dine forældre. Min umiddelbare vurdering, er at man en gang imellem skal gøre nogle ting imod ens forældres mening (det er for så vidt den eneste måde der findes for at blive en selvstændig person)…og når man er 18, så er man næsten lovligt forpligtet til at tage selvstændige beslutninger…med eller imod sine forældre.
Når det er sagt, så har måske dine forældre rigtige gode og fornuftige grunde, som jeg ikke kan læse i din mail, til at nægte dig til at rejse igen. Så tingene kan være mere nuancerede…
Hvad kan du så gøre i Danmark, mens du venter at tage til Argentina?
Mit bedste bud vil være at du gør nogle ting som er relaterede til Argentina: lærer spansk (men jeg går ud fra at du allerede taler flydende spansk), går til f.eks. tango (hvor du vil sandsynligvis møde folk som er begejstrede for Argentina) eller andre ting som et tætte knyttede til Argentina.
Men. For at være helt ærligt, det som er det meste bemærkelsesværdigt i din mail, er at du skriver at for ” første gang i mit liv, havde rigtige venner, men også at jeg følte mig elsket og værdsat” da du var i Argentina. Samt at du føler dig så udenfor når du er i Danmark. Man kan være mere eller mindre heldig eller god til socialerelationer…men når det går så dårligt som i dit tilfælde, så er det ikke længere et spørgsmål om held eller ikke held. Der er åbenbart noget som går helt skævt for dig i Danmark…og at flytte til Argentina er en løsning som er ok…men jeg vil dog opfordre dig til at prøve at prøve at finde ud af hvorfor tingene mislykkes i den grad for dig her. Du er åbenbart ikke dum (når du får 12 og 10 i gymnasium)…så du har gode forudsætninger for at finde ud af det. Prøv at tænke over det, og hvis du kan, prøv også at snakke med folk omkring dig om det, eller også med professionelle mennesker.
Og så, til sidst, i begyndelsen af din mail skriver du ”at livet gå ud på at føle sig glad og føle sig elsket”…og ja, du har ret, men det er ikke –langt fra- det hele…Det gælder også den anden vej: ”at kunne elske og gøre andre mennesker glade”. For mig at se, at have et liv hvor man er ”elsket og glad” uden at kunne elske og give noget tilbage, virker kun halv-vellykket.
Så, selv om du synes at du ikke føler dig glad og elsket i Danmark… prøv at gøre hvad du kan for at sprede lidt glæde og kærlighed omkring dig…det kan godt være at det hele ender i en højere enhed.
Jeg håber at mit svar giver mening og kunne hjælpe dig lidt.
Held og lykke med dine planer
Eric