Hej,
For et par år tilbage, oplevede jeg en ubehagelig hendelse.
Jeg møder en mand i byen, og har ikke drukket mere, en hvad der svarer til 4-5 genstande.
Pludseligt begynder jeg at få blackouts og snakke snøvlende. Han får mig med i en taxa, hvor vi ender hjemme hos ham. Jeg husker ikke noget, før jeg pludselig hænger over et toilet og kaster op. Derefter vågner jeg senere op ved, at dele af mit tøj er taget af, og han påbegynder en voldtægt. Jeg husker, jeg knap nok kan holde øjnene åbne, og samtdig har jeg ingen kræfter i kroppen. Jeg “svæver” ind og ud af at være vågen/ved bevidsthed, og i de perioder jeg er vågen, forsøger jeg at gøre så meget modstand, som muligt, før jeg falder ud igen. Sådan foregår det hele natten igennem. Jeg snakker på et tidspunkt før voldtægten, usammenhængende, og er konfus og tror jeg er i en lastbil, og snakker om lastbilchauffører. Da jeg vågner efter den lange nat, husker (og ved jeg) at der er noget helt galt, og det ikke ligner mig, at havne i sådan en situation. Et rum tid senere (1-2 timer) har jeg formået at komme med en taxa, og går direkte ind på voldtægtscentret på sygehuset. Her tager de alle beviser, og tager en urinprøve. Dertil bliver jeg afhørt af politiet og anmelder sagen. Jeg er på dette tidspunkt stadig meget træt – værre, end når man har tømmermænd. Det er senere blevet mig bekendt, at urinprøven ikke viste nogle spor af stoffer/narkotika.
Til dette forholder jeg mig uforstående, udfra de symptomer jeg oplevede.
Dertil er mine spørgsmål:
– Er det muligt, at det stof jeg måske/måske ikke er blevet givet, var aftaget da de testede min urin? Jeg er uvis om, hvorvidt jeg tissede om natten, men har med høj sandsynlighed gjort det, i forbindelse med, at jeg kastede op også.
– Er der nogen anden måde, hvorpå det kunne have været påvist, at det var sket?
Han blev frifundet i sagen grundet manglende beviser, da han erkendte vi havde været sammen, bare ikke mod min vilje. Derfor ville det for mig have gjort en stor forskel, hvis jeg kunne have bevist, at min adfærdsændring skyldtes noget udefrakommende.
– Hvor lang tid kan de gængse drug rape stoffer måles i urin, blod mv.?
Aftenens tidsinterval strækker sig fra kl 22 (byen) til 09 (morgenen, før jeg bevægede mig ind på voldtægtscentret)
– Jeg antager, at løbet er kørt for mig nu, og det ikke kan bevises længere, i og med det er et par år siden?
Jeg håber du kan gøre mig klogere på situationen.
Tak
Hej
Det er en rigtigt grim oplevelse du har haft. Jeg kan ikke indgå i om din retssag endte retfærdigt eller ej men hvis jeg tager din historie som udgangspunkt så svarer din beskrivelse din at du har fået ketamin. Ud over at være sløvende er ketamin også det man kalder dissociativt hvor der er en bedøvende effekt og problemer med at styre motorikken men hvor man samtidig svinger ind og ud af bevidsthed.
Ketamin virker i løbet af en times tid hvis det drikkes og størstedelen vil være ude af kroppen efter 24 timer. Ketamin omdannes til Norketamin som har en sløvende effekt i en kort periode.
Så hvis vi antager at du har sovet et godt stykke tid og du har fået ketamin er der en mulighed for at det ikke kan måles da du når frem til centret. Et andet spørgsmål er om der så er målt for ketamin.
Du spørger om der er en anden måde man kunne have påvist hvad der skete. Det har jeg ikke nok indblik i sagen til at sige noget om. Jeg kan kun give den forklaring jeg har givet under forudsætning af at det er ketamin du har fået.
Hvis du havde fået et benzodiazepin som for eksempel stesolid ville det sidde i blode og urin i meget længere og det ville dukke op på en standard-stoftest.
Jeg har svært ved at se at du kan gøre mere ved sagen i forhold til stoftest eller andet som ligger indenfor mit område.
Hilsen
Henrik