
Jeg er en mand på 60 der har været misbruger i 50 år er siden den 22/12 2014 er jeg stoppet med Anaboles steroider, cocain , alkohol . Nu mangler jeg bare hashen som jeg har bildt mig selv ind var det nemmest at stoppe med . Der er ikk ! Ville være godt at få en snak med en læge . Er selv trappet ud a de andre ting har været på kommunens stofrådgivning . Det virker ikk for mig Håber at høre fra jer hilsen mvh rikard

Kære Rikard
Det er utroligt godt gået, at du har lagt steroider, kokain og alkohol bag dig – og at du har fastholdt dette i mere end ti år. Det må have krævet viljestyrke og givet dig vigtige erfaringer, som du kan læne dig op af når du kaster dig ud i at slippe hashen.
Hash som det sidste anker
Cannabis kan godt føles sværere at slippe end andre rusmidler. Du har fået bildt dig selv ind at hashen er den mindste modstander, og at den vil være den nemmeste at slippe. Når du møder virkeligheden, kan du hurtigt føle sig slået ud. Ofte er det sådan, at cannabis fungerer som et usynligt “tæppe”, der dæmper nervesystemet og giver dig en oplevelse af at være stabil. Når du har sluppet de andre stoffer, er hashen måske blevet dit sidste sted, du søger trøst, ro eller en pause fra tanker og følelser.
Hashen spiller formentlig en funktionel rolle i dit liv og jo mere du ved om, hvad hashen hjælper dig med, jo tydeligere vil det være for dig, hvad du skal fokusere på og søge hjælp og nye værktøjer til. Måske vil du have gavn af at have trænet nye strategier og have nye støttemuligheder på plads inden du kaster dig ud i et reelt hashstop igen.
Det er helt okay, at kommunens stofrådgivning ikke har virket for dig. Metoder er ikke “one-size-fits-all”, og din erfaring på 60 år kræver en tilgang, der respekterer din historie frem for standardiserede skemaer. Nogle gange er det også et spørgsmål om timing og match med den helt rigtige rådgiver.
Se på helheden omkring dig
Hvad skal udfylde det rum, hashen forlader? Når man slipper det sidste rusmiddel, dukker der ofte følelser, kropslig uro eller tomrum op, som har været pakket væk i 50 år. Hvem har du omkring dig, og hvad giver dig ro i hverdagen?
Hvilke situationer eller tidspunkter på dagen er det primært, hvor du mærker, at trangen til at ryge hash bliver sværest at modstå? Mærk efter så du kan beskrive det for din læge. Hvad sker der, når du har forsøgt at stoppe? Kommer der tanker, kropslig uro, søvnbesvær, tristhed, ensomhed, kedsomhed – eller noget helt 3.?
Bestil en tid hos din læge
Fortæl din læge præcis det, du skriver her: at du har været stoffri fra kokain, alkohol og steroider i ti år, men at du har svært ved at slippe det sidste. Beskriv også for din læge, hvad der sker, når du ikke ryger.
Din egen læge – eller en læge på et rusmiddelbehandlingstilbud – kan hjælpe dig med at vurdere om din krop og hjerne måske har brug for sundhedsfaglig støtte til at stoppe hashrygningen.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar til at søge nye veje og finde modet til at søge hjælp til et hashstop.
Hvis du har brug for mere rådgivning kan du få mere hjælp her: Find rådgivning og behandling nær dig – Netstof
Mange hilsner
Camilla
SMS-coachen er gratis og anonym. Alle samtaler slettes efter de afsluttes af vores rådgivere.