
Min lillebror på 15 (snart 16) prøver at bilde mig, men især vores forældre ind i, at han ikke er afhængig af hash. Dog bruger han en god 40-50% af sin løn på købet. Der kan ikke gå mere end en uge uden han ryger. Det skal lige tilføjes at han og jeg kommer fra et hjem med MEGET elskende forældre, som er i den øvre arbejdsklasse. Min problematik er, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Men det har negative påvirkninger på ham som helhed, og vil ham egentlig bare sit eget bedste. Især i den alder…

Kære Søster
Tak for dit lille brev. Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for din lillebror og hans hashrygning. En teenagehjerne er særlig følsom overfor rusmidler og det er ofte de pårørende, som først lægger mærke til de negative påvirkninger, som følger med et tilbagevendende forbrug. Hold hovedet koldt og hjertet varmt! Du kan gøre en stor forskel for din bror.
Forbruger eller afhængig
Man kan godt have et forbrug af cannabis uden at være afhængig. Hvornår man bliver afhængig afhænger af mange forskellige individuelle faktorer. En diskussion omkring dette tema vil dog ofte blive endeløs. Din lillebror vil formentlig opleve det som et angreb og forsvare sig selv med, at han har styr på sit forbrug og måske endda påstå at cannabis er uskadeligt – særligt i sammenligning med alkohol.
I stedet kan en samtale omkring risikoen for at blive afhængig med fordel tage afsæt i, hvad din bror ved om cannabis og om han kender nogen, som han synes ryger for meget? Hvordan vil han vide, hvornår hans eget forbrug er for meget? Man kan også starte en samtale med sammen at opsøge viden og undersøge, hvad cannabis består af, hvor stærkt det er blevet gennem tiden og hvor længe det påvirker en, selvom man ikke længere føler sig skæv.
Rusmiddelbrug findes i alle slags familier og socialklasser
Uanset hvilken familie I kommer fra og hvor meget kærlighed og økonomisk og social kapital, der findes er i familien, kan rusmidler optræde. Mange unge eksperimenterer med rusmidler ganske kortvarigt og slipper det uproblematisk på egen hånd igen. Andre bliver stærkt draget af rusmidler og ender med at få et problem. Jo mere kontakt, samtale og tryghed, der er for den unge i familien jo nemmere vil det være for jer pårørende at få lov til at tale med den unge om forbruget og fortælle om jeres bekymring på en måde, som ikke skubber den unge væk.
Fra diskussion til omsorgsfuld nysgerrighed
Mange teenagere på din brors alder har endnu ikke opdaget at cannabis-rygning kan påvirke venskaber, søvn, appetit, selvbillede, pengepung, familie-relationer, kæresteforhold og meget mere på en dårlig måde. Derfor kan adgangen til at tale om de negative påvirkninger være ret vanskelig.
Måske kan du prøve at være nysgerrig på, hvordan din lillebror egentlig synes, det er fedt at ryge og hvornår det måske er mindre fedt? Måske har du selv gode og dårlige erfaringer som du kan få lov til at udvide hans perspektiv med? Måske vil det være rart for din lillebror, at du som storesøster drager omsorg for ham og spørger ind til hvordan han går rundt og har det? Er der noget, som han går at bokser med? Hvordan går det med skolen og vennerne? Måske hjælper hashen din bror med noget? Socialt eller følelsesmæssigt? Måske er han simpelthen blot nysgerrig og eksperimenterende. Det finder du bedst ud af ved at stille dine spørgsmål ud fra en nysgerrig og kærlig position frem for at løfte advarende pegefingre.
Find mere hjælp
Jeg håber, du kan finde lidt inspiration i mit svar til nye måder at samtale og tænke om din brors forbrug.
Husk at både din bror og du som pårørende kan få god og gratis anonym og uforpligtende rådgivning.
Du kan følge linket herunder og finde hjælp i hele Danmark
Find rådgivning og behandling nær dig – Netstof
Du er også velkommen til at skrive igen herinde, hvis du har brug for at stille uddybende eller opklarende spørgsmål.
Mange hilsner
Camilla
SMS-coachen er gratis og anonym. Alle samtaler slettes efter de afsluttes af vores rådgivere.