Jeg har flere gange været til skolepsykolog, psykiater og haft samtaler med kommunen og mine forældre men der er ingen der kunne hjælpe mig. Det med at jeg siger jeg er ligeglad med min storebror, det er fordi at jeg skræmmer folk væk når jeg snakker om mine problemer så jeg har til sidst valgt at bare ignorere mit savn og forsøge at glemme ham. Jeg har ikke taget for mange stoffer, det er nok rigtigt at jeg fik en slags 'black-out'. Jeg snakkede med min ven og han er nu stoppet med at sniffe og ryge, jeg har heller ikke røget siden juleferien og jeg er meget stolt af det selvom jeg må indrømme at jeg savner det af og til når jeg har nogen trælse dage.. Men det handler jo bare om at fortsætte fremad med løftet pande så se på alt det positive ved livet! Der er ikke rigtigt nogen der har kunnet hjælpe mig, så jeg valgte at hjælpe mig selv, min kusine har skaffet mig en kontrakt med H&M og min storesøster hjælper mig med at skrive en bog (hendes idé) så jeg synes selv det går fremad..