Voksen søn

Kære dig

Jeg kan godt forstå at du er usikker.
Dine overvejelser giver god mening og når  man lægger alle de ting du nævner sammen, virker det oplagt til at tænke at din søn har taget en eller anden form for opkvikkende stoffer.

Min bedste råd er dog at du, i først omgang, prøver at overveje andre forklaringer. Det er umiddelbart svært at forestille sig hvad et klippet sugerør med hvid pulver i, kunne været brugt til andet end for at indtage stoffer, men min erfaring er at verden er mere overraskende end det man tror og det kan godt være at det er en helt andet forklaring.
Prøv også at se om der er ting som kunne modbevise din hypotese om misbrug. F.eks. at din søn bliver ved med at opføre sig som han plejer, at han ikke lige pludseligt mangler penge, at han passer sin uddannelse, m.m. Disse elementer plejer at være næsten lige så afslørende af et misbrugsproblem som hvis du fandt en pose med kokain i hans lomme.

Når det er sagt, så tænker jeg at det grundlæggende problem i det du skriver, er at du virker til  at have en god og kærlig relation til din søn, men at I åbenbart har er et kommunikationsproblem.
For mig at se, en passende reaktion hvis man finder noget der ligner stoffer hos en af ens børn, vil være at man gik til det barn og spurgte på en kærlig (og sandsynligvis også bekymret) måde "hvad er det her? Fordi for mig at se, ligner det rigtig meget stoffer"….uden at være umiddelbart mistænkelig for at han/ hun vil lyve. 
Når du ikke gør det, må det betyde, for det første, at du må have en grund til at tro at din søn ikke vil fortælle dig sandheden. Nu ved jeg godt at børn (og voksne) lyver, men det burde ikke være den første forventning man har til sine børn. Derfor tænker at der må være en slags forhistorie med et problematisk forhold til sandheden i din familie.  
For det andet, at du  ikke kan bare gå til din søn med sygrøret og sige (igen på en kærlig måde) "hvad er det?", får mig til at tænke at du/I må have mistet mange lejligheder til at snakke alvorligt sammen i de sidste år, hvilket nu resulterer i en situation hvor det er svært at tale om problematiske ting på en naturlig måde. 
Hvis jeg ikke tager helt fejl med mine hypoteser, er mine bedste forslag at du  udnytter den nuværende situation til at skabe en ny og mere ærlig måde at snakke med din søn, og som lever op til den opmærksomhed og kærlighed du har for ham. Når det kommer til stykket drejer børneopdragelse sig først og fremmest om at fremstå som et godt eksempel for ens børn. Her får du muligheden for at vise ham hvordan man kan som forældre, forholde sig konstruktivt til en ukendt og bekymrende situation. Prøv f.eks.at tænke hvordan du gerne vil have at dine egne forældre vil have tacklet en lignende situation hvis du havde gjort noget som var grænseoverskridende da du var 20 år….det vil måske hjælpe dig med at finde en god måde at snakke med din søn.

For at skære det helt i pap, så tænker jeg at en ok måde at komme videre vil være at gå til din søn og sige at du fandt sygrøret sidst uge og har været bekymret og ikke vidste hvad du skulle tænke og hvordan du skulle tackle det, men at du efter overvejelse tænker at det er bedste er bare at snakke åbent med ham om det. 
Endeligt, nævner du ikke noget om hans far/ din mand. Betyde det at han ikke er til sted? Eller at han ikke tæller for noget? Hvis han er nogenlunde nærværende synes jeg at han burde involveres i det her.

Jeg håber at mit svar giver mening og kan hjælpe dig lidt videre.

Held og lykke med din søn, og skriv igen hvis du er i tvivl.

Eric