Leksikon

Dolol

Dolol kan være en hjælp til syge mennesker, der har ekstremt ondt i kroppen. For eksempel kan det være nødvendigt at dulme meget stærke smerter efter en operation eller efter en alvorlig skade. Uanset hvad er det altid supervigtigt at bruge Dolol meget forsigtigt. Det kan nemlig hurtigt blive en vane, som er svær at stoppe med – og det kan også være livsfarligt at tage for meget. Derfor skal du altid lytte til din læge og kun tage den dosis, du har fået at vide. Så er der mindre risiko for at opleve bivirkninger eller blive afhængig af stoffet.

Billedet er genereret af kunstig intelligens

4 hurtige om Dolol

1

Hvordan virker Dolol?

Når vi kommer galt af sted eller bliver syge, kan Dolol dæmpe smerter. For eksempel efter en operation eller et brækket ben. Medicinen kan samtidig virke døsende, men også give en afslappende og endda glad følelse i kroppen. Derfor oplever mange, at det er fristende at tage mere, end det de har brug for. Af den grund kan Dolol desværre også føre til misbrug.

2

Hvilke bivirkninger har Dolol?

Dolol kan give kvalme, forstoppelse (altså problemer med at komme på toilettet), opkast, træthed og forvirring. I nogle tilfælde kan det også give problemer med vejrtrækningen, hvilket er meget alvorligt og livsfarligt.

3

Hvor hurtigt virker Dolol?

Det virker ikke lige med det samme. Normalt går der 30-60 minutter, før effekten kan mærkes i kroppen.

4

Hvor længe holder Dolol?

Det kan vare fra 1 til 24 timer, alt efter hvilken type Dolol, der er tale om. Men medicinen kan stadig være i kroppen, selvom effekten er væk. Derfor er det vigtigt ikke at tage flere piller, medmindre din læge har sagt, du skal.

Hvad er Dolol

Dolol er en meget stærk smertestillende medicin, som også bliver kaldt Dol og Tramadol. Det hører til den medicingruppe, der kaldes opioider. Og derfor er det et stof, som kun fås lovligt med recept fra en læge. Dolol kan være en hjælp, når noget gør så ondt, at det ikke er til at holde ud. For eksempel kan lægen udskrive det efter en operation, eller hvis du har fået en alvorlig sportsskade. Men Dolol har også en slem skyggeside, fordi du nemt kan blive afhængig. Det betyder, at din krop meget hurtigt kan vænne sig til medicinen, og at du får brug for mere og mere af den for at have samme effekt. Derfor er det vigtigt kun at tage Dolol, når en læge har sagt, du skal. Hvis du tager Dolol uden lægens instruktioner, kan det nemlig føre til alvorlige problemer med stigende forbrug og livstruende bivirkninger.

Dolol kommer i forskellige typer og former, alt efter hvem der laver det. For det meste giver lægen det i kapsler eller tabletter, og de kan have forskellige størrelser. De fleste gange er de hvide, beige eller lysegule.

Man tager Dolol ved at sluge kapslerne eller tabletterne. Når lægen giver det på recept, vil patienten få forklaret præcist, hvordan det skal tages. Men Dolol bliver også taget som et rusmiddel. Nogle knuser eller opløser pillerne for at få en stærkere effekt, men det er ekstremt farligt. Det kan give infektioner, overdosis, vejrtrækningsbesvær eller andre livstruende problemer.

Dolol kan virke stimulerende og have en antidepressiv effekt, men hvis man bruger det som rusmiddel, kan det også føre til kramper – nogle gange flere timer efter, man har taget det.

Dolol kan dæmpe følelsen af, at noget gør ondt i kroppen. Det gør det ved at påvirke de dele af hjernen, der styrer, hvordan vi oplever smerte.

Dolol kan også gøre dig afslappet og i nogle tilfælde give en let følelse af lykke (eufori). Samtidig kan det gøre dig døsig og føre til afhængighed.

Det kan være meget forskelligt fra person til person, hvor stor følsomhed man har over for dolol. Det betyder også, at det kan virke i kortere eller længere tid, alt efter hvor god din krop er til at nedbryde stoffet. Hvis du har taget det gennem noget tid, kan din krop vænne sig mere til medicinen, og så kan effekten blive mindre.

Som en tommelfingerregel kan effekten af en normal dosis mærkes inden for en time, og virkningen varer typisk mellem 4-6 timer. Men det er som sagt meget individuelt.

Selvom du følger lægens råd, kan du stadig få bivirkninger som kvalme, forstoppelse, svimmelhed, opkast, døsighed og forvirring af at tage Dolol. 

Hvis du tager Dolol på egen hånd uden lægens hjælp – for eksempel for at få en rus – kan det føre til alvorlige problemer som afhængighed og overdosis. Det kan have livstruende konsekvenser, hvor medicinen kan føre til kramper og i værste fald et stop for din vejrtrækning.

For at forklare det lidt nærmere: Du kan udvikle ”tolerance”, hvis du tager mere Dolol, end lægen anbefaler. ”Tolerance” betyder, at din krop er blevet vant til stoffet, og der skal tages mere for at få samme effekt.

En af de farlige ting ved Dolol er, at det kan give en rar følelse i kroppen. 

Den rus-agtige følelse kan gøre det være svært at stoppe igen. Og du kan få abstinenser, der gør det fysisk og psykisk ubehageligt at holde op, fordi din hjerne sender beskeder til din krop om, at du skal have mere. 

Mange har derfor brug for hjælp til at stoppe med at tage Dolol, når de er blevet afhængige. 

Fordi Dolol kan have alvorlige bivirkninger og gøre dig afhængig, kræver det en recept fra lægen at få det. Det betyder, at det er ulovligt at eje det uden en recept. Du må heller ikke, lave, dele eller sælge det. Hvis reglerne brydes, kan det koste bøder og i alvorlige tilfælde en fængselsstraf.

Find rådgivning og behandling nær dig

Find rådgivning og behandling nær dig

Få svar på SMS. Helt anonymt.

Send Coach til 1234 og start samtalen nu

SMS-coachen er gratis og anonym. Alle samtaler slettes efter de afsluttes af vores rådgivere.

Med 3 korte spørgsmål serverer vi dig det bedste content - er du med?

1 / 4
Fandt du hvad du ledte efter?