Hej brevkassen! Jeg skriver til jer, fordi jeg ikke aner hvad jeg skal stille op. For et års tid siden slog min storesøster op med sin kæreste, og oplevede efterfølgende en stor identitetskrise, da hun ovenikøbet tabte sig en stor del i vægt. I starten var tingene meget normale, hun var i sorg og var ofte hjemme – havde meget kontakt til hende på dette tidspunkt. Hun bor i Vojens, og jeg i Svendborg, og vi ses derfor ikke så tit. Efter nogle måneder begynder min søster at være meget sammen med en gammel vennekreds af mine, som jeg for længst havde lagt på hylden (af en grund). Hun tager mere og mere til Svendborg, hvor hun overnatter hos mine forældre, og fester stort set hele weekenden med den her vennekreds, og ikke så meget for at se mig. Da jeg en til nytår bliver inviteret med til en af disse fester, fortæller min søster mig til min store frygt, at hun tager lidt stoffer, som kan være alt fra Coke, til ketamin i weekenderne, men at hun selvfølgelig er opmærksom og passer på, og dette forstår og stoler jeg på, da hun jo er min storesøster. Jeg opdager hurtigt, at jeg er et helt andet sted end dem mentalt. Festerne bliver flere og flere, og det samme bliver stofferne i weekenderne til festerne.Jeg giver udtryk til min søster om, at jeg er blevet meget utryk ved det. Igen afvises jeg, hvor jeg bliver mødt med “Jeg har styr på det søs, der sker ikke noget. Det er bare sjovt en gang i mellem.”. Igen får jeg følelsen af ikke at skulle have noget at få sagt. Jeg spørger hende ind til om hun stadig gør det et par uger efter, og får svaret at det gør hun ikke. Efterfølgende finder jeg ud af at hun har løjet, og stadig gjort det. Nu tager de Ritalin i lange baner i weekender til fester. Jeg er sindssygt splittet i den her situation. Jeg ved hvor farlige de her stoffer er, og hvad det gør ved folk mentalt. Jeg savner min “gamle” søster, og ses nærmest ikke med hende nu, fordi hun nærmest altid bare skal til disse fester i weekenderne, og jeg ikke gider sidde blandt dem. Jeg har svært ved at skulle stå med det her “store ansvar” overfor hende, samtidig med at jeg skal lyve for mine forældre om at hun ikke gør det, og se/høre hende lyve for både mig men også mine forældre. Det må vel betyde hun har et problem?, eller ihvertfald et weekendproblem… Hvad skal jeg gøre?
Hej
Jeg kan godt forstå du bliver bekymret. Det ville jeg også være hvis jeg var dig. jeg tænker du skal tale med jeres forældre. Det kan godt være hun bliver sur og siger det ikke kommer dig/jer ved, det kan også godt være hun bliver så sur at hun ikke vil tale med dig i en periode. Så du måske kunne få en fornemmelse af at du var ved at miste kontakten til hende, men det har du jo allerede gjort lidt, og det vil du sikkert gøre mere og mere, hvis hun ikke holder op med at tage stoffer. Håbet er jo at hun bliver i stand til at træffe nogle andre valg og at hun på sigt ville holde op med at tage stofferne. Hvis hun gør det (stopper med stofferne) vil hun sandsynligvis kunne se hvorfor du valgte at gøre som du gjorde.
Når og hvis I vælger at tage en snak med hende. så er det rigtig vigtigt at i øver jer i at sige jeg oplever, jeg ser, jeg er bekymret. Det kan hun nemlig ikke sige ikke er sandt, for det er jeres oplevelser. Hvis I derimod siger du gør, du bliver og så videre, så vil hun kunne sige det ikke passer. Det kan være svært, men det betaler sig at I tænker over hvordan I henvender jer til hende.
Jeg ved svaret har hængt lidt, men håber det stadig er brugbart.
Har du brug for yderligere skal jeg nok være hurtig på tasterne.
mvh
Flemming