Min mor
Spørgsmål fra
Hej.
Jeg har en del problemer med min mor, de har været der mere eller mindre de sidste mange år. Det toppede i 2006, hvor jeg flyttede hjemmefra i trods i en alder af 19 år, da jeg ikke ville have at hun skulle kontollere og bestemme over mig.
Hun opsøgte mig flere gange trods hemmeligt nummer samt adresse.
En dag kom hun også og fandt lejligheden. Lukkede hende ikke ind, men snakkede med hende igennem vinduet. Hun fortalte at min far var døende og indlagt på intensiv afdeling og at jeg skulle komme med ud for det kunne være sidste gang at jeg så ham. Men det viste sig ikke at være tilfældet. Han fejlede absolut intet andet end bekymring over at han ikke vidste, hvor jeg var.
Et andet ekspempel er at hun skrev til mig at hun sad på en mark og overvejede selvmord, ringede til politiet, hvor det så viste sig at hun sad hjemme i sengen.
De troede ikke på mig på kommunen, trods slemme beskeder fra min mor med trusler osv. De tjekkede bare om hun kunne passe børn, som er hendes erhverv.
Det var meget lidt om fortiden.
I 2008 fandt jeg en kæreste. Elskede ham meget. Han blev simpelthen sådan kritiseret af min mor og svinet til, at han kunne hverken det ene eller det andet,. havde en dårlig familie, gæld osv osv.
Selvfølgelig havde han lidt gæld, men det er han jo ikke den eneste.
Og ja, mig og ham havde da skændes. Men det gør kærester nogen gange.
Hun skrev og sagde at hun ikke ville være min mor mere og at hun ville gøre sådan at jeg ingenting arvede osv.
At hun ville melde kæresten til politiet for noget, jeg ikke måtte få af vide.
HUn skrev jeg ikke kunne være hendes datter, når jeg valgte sådan osv osv.
Mig og kæresten gik så fra hinanden i januar, og hun hjalp mig med lejlighed. Hun var stadig ikke god ved ham og fortalte ham at jeg kunne få meget bedre, at jeg skulle ha' en grim kæreste, sådan at at ingen rendte med ham osv.
Jeg bad hende tage hensyn til ham stadig, da jeg elskede ham, men synes ikke det fungerede i det øjeblik.
Jeg har så fortrudt og fundet ud af at han var den eneste for mig.
Nu er hun så gået amok igen og hun vil ødelægge hans og hvis det sker også mit liv.
Hun skriver at hun har nok på ham til at han skal kunne komme i fængsel, hvilket vi ikke kan se hvordan.
Hun er skuffet over at jeg går tilbage, når jeg lige havde fået et godt liv.
Det er som om at hun er den rareste på jorden, så længe jeg ikke gør noget, hun ikke synes om.
Hun siger hun har kilder som fortæller hende det aldrig vil blive bedre osv osv.
Hun siger at jeg skal vælge mellem min familie og min kæreste.
Hun skriver vi skal sælge gården og at jeg skal skynde mig at komme væk, selvom vi denne gang har besluttet at vi vil have løst alle problemer inden vi flytter sammen.
Hun siger også at jeg ikke kan elske ham.
Hun har sagt en million gange at hun ikke ville snakke med mig mere og at jeg ikke må kontakte min øvrige familie.
Hun sætter deadlines for hvornår jeg har frist til at beslutte mig for at gå fra ham og få et godt liv og ellers vil hun ikke snakke med mig mere og heller ikke resten af familien.
Hun overholder aldrig de her deadlines. Det er ligesom at hun ikke skriver nogle timer, måske dage og så prøver hun lige igen om hun ikke kan overbevise mig eller hun skriver som om intet er hændt.
Kæresten er blevet så chikaneret at han har henvendt sig til politiet, som siger at hun skal ha' hjælp men det kan de ikke give hende.
Så hvad gør vi nu????
Skrevet af: HC
Svar fra psykolog Eric Allouche
Hvis det du skriver om din mor stemmer, så må jeg sige at du har en ualmindelig invaderende og manipulerende mor.
Langt de fleste mennesker vil have sagt fra over for hende for lang lang tid siden, og det undrer mig når jeg læser din mail, at du stadig har kontakt med hende og stadig lader dig i den grad påvirket af det hun mener, siger og gør…men sådan er det altså.
Det jeg kan anbefale dig er:
At lade være med at tro på hvad din mor siger: f.eks. kan hun ikke gøre noget imod din kæreste, hun kan ikke forhindre dig i at have kontakt med din øvrige familie, hun kan ikke vælge til eller fra om hun vil være din mor, det er hun bare og det er ikke noget hun, eller nogen som helst, kan bestemme.
Hvad angår hendes selvmordstrusler, så vil jeg understrege at du kan hverken gør til eller fra ift det: hvis hun ønsker at begå selvmord, vil hun gøre det selvom du er den sødeste datter i verden, og hvis hun ikke ønsker det, kan du være den værste datter uden at hun nogensinde vil komme på den slags tanker.
Så, husk hele tiden at der er en stor forskel mellem virkeligheden og hvad din mor siger.
Den anden ting er at du skal blive bedre til at tackle din mor. Som jeg sagde det før, det meste forventelige vil være at du afbryder al kontakt med hende, men det er ikke nødvendigvis det bedste valg…og det er heller ikke det du har valgt, så problemet er så: hvordan kan du forholde dig til hendes løgn og manipulation? Mht løgn, så er det, som sagt, enkelt. Du kan gå ud fra at alt det hun siger er usandt indtil det modsat er bevist. Det er måske en anelse for firkantede, men i hendes tilfælde vil det være et godt udgangspunkt.
Mht manipulation, så er ting mere kompliceret: ofte kan man ikke mærke lige med det samme om man bliver manipuleret. Så det kræver i først omgang at du lærer at mærke og stole på dine egne følelser, fornemmelser og tanker. Derefter kan du mærke om det din mor beder dig om går imod dine følelser, fornemmelser og tanker. Hvis ja, så er du muligvis i gang med at blive manipuleret. F.eks når din mor siger at du skal vælge mellem din familie og din kæreste. Hvis du har det nemt at træffe sådan et valg, så er der intet problem og ingen manipulation, men omvendt hvis du synes at du ikke kan eller vil vælge, men skal gør det, nu at din mor har stillet dig det ultimatum, så er du i gang med at blive manipuleret. Og så skal du ligge holde fast ved dig selv og tænke (og svare hende), at det ikke er et valg du har lyst til at træffe, og at du slet ikke er overbevist at det er sådan at problemet skal stilles op. F.eks at du synes at det er mere konstruktivt at stille problemet som ”hvordan kunne jeg få det hele til at hænge sammen på en god måde?”. Hvis hun vælger at stille problemet på sin måde, så er det hendes problem, og så er det hende som skal løse det. Husk at man ikke er forpligtet til at overtage andre menneskers problemformuleringer.
Så det det jeg kan anbefale dig er at først og fremmest lade være med at tro på din mor, lade være med at overtage hendes måde at fremlægge problemer på, og så bruge din tid og kræfter på at mærke hvad er rigtigt for dig og hvilke problemer DU har lyst til at forholde dig til og arbejde med.
Endeligt vil jeg opfordre dig til at hjælpe din mor til at søge hjælp. Snakke med din far og din søskende om det. Spørg din læge eller folk omkring dig, hvilke hjælpemuligheder der findes for en kvinde som hende.
Jeg håber at mit svar kunne hjælpe dig lidt.
Held og lykke med det.
God weekend
Eric
![""]("http://netstof.dk/AjrGfx/gfx/1x1px.gif"){kind=spacer}