Spørgsmål i Brevkassen d. 21.6.2018

Kan vi hjælpe vores far til ikke at få stress?

KategoriAlkoholBlandet med alkoholKærlighedKrop og sundhedPårørendeStoffer og hverdagenTrivsel i hverdagen
Se svar
kommentar

Spørgsmål fraPige / kvinde23 år

Vi er to voksne søskende, som har en far, der er alkoholiker og ”arbejdsnarkoman”.

Han har så længe vi kan huske, klaget over at være stresset og presset med arbejde og uddannelse, selvom det er ham selv, der ikke siger fra overfor chefer, ekstra uddannelsestilbud mm. Han kan ikke finde ud af, at hvile i sig selv og derfor påtager han sig flere og flere opgaver.

Forleden ringede han og brød næsten grædende sammen. Han fortalte, at han havde fejlet med sit arbejde, og nu ville få en ekstra arbejdsbyrde, hvilket han ikke følte han kunne klare, da han også har fået ekstra helbredsproblemer. Han sagde, at han ikke følte han havde et liv, og følte sig håbløs. Det var et klart råb om hjælp. Vi sagde, at han da skulle sige til sin chef, at han ikke kan klare det, eller spørge, om arbejdet kan fordeles bedre ud. Hans svar er blot, at det kunne han ikke.

Vi tror ikke på, at hans chef ønsker at give ham stress. Vi tror derimod, at vores far er for skrøbelig, til at indrømme, at han ikke kan det hele. Det eneste han føler, han har nogenlunde styr på, er sit arbejde, og derfor siger han ja til enhver mulighed for at bevise sig selv. Han kunne aldrig drømme om at indrømme sårbarhed på det område, da det ville være et personligt fallit. Han er udadtil en meget kold og robust mand, så det er nok slet ikke tydeligt for nogen kolleger, at han er ved at brase komplet sammen.

Vi er virkelig bange for, at han får stresset sig selv i sænk. Dog kan vi ikke tage beslutninger for ham, og han er selv fast besluttet på ikke at få hjælp, eller indrømme sin skrøbelighed. Det er dog meget tydeligt, at han virkelig har brug for en pause. Kan vi gøre noget, for at han selv indser det? Kan vi gå til hans chef og sige på en mild måde, at han har brug for aflastning, uden at afsløre alle hans problemer?

Vi ønsker at hans arbejdsbyrde bliver mindre, og at han snakker med en psykolog. Han har tidligere været til afvænning og vi har gjort alt for at modvirke hans alkoholisme, men det løb er kørt, så vi ved godt han ikke lægger flasken væk. Men måske kunne han få nogle lidt roligere omgivelser, så det kunne hjælpe bare en smule på hans helbred og humør. Hvad kan vi gøre? Vi ved at situationen er skrøbelig, så vi ønsker ikke at bebrejde ham, eller sætte ham i en værre situation.

Svar fra rusmiddelekspert Lone Walsøe

 

Kære I to voksne børn

Tak for jeres brev. Det er meget tydeligt at I har stor omsorg for jeres far og ikke ønsker at bebrejde ham hans måde at handle på. Hvor må det være dejligt for jeres far, at der er en basal tillid i mellem jer. Den tryghed og tillid må I kunne bruge til at bygge noget nyt på.

I spørger hvad I kan gøre for jeres far og jeg tænker at det bedste I kan gøre er at lægge ansvaret tilbage til ham. Det lyder som om han fralægger sig ansvaret for sig selv og sit liv, når han deler sine frustrationer og sin magtesløshed, kun med jer. Selvfølgelig kan man hjælpe hinanden i familien og selvfølgelig kan man hjælpe sin far, men jeg vil nu mene at det er for meget, hvis I som voksne børn ”hvisker” jeres fars chef i øret, uden hans viden, at han har brug for at blive beskyttet. Det kan ikke være godt for nogen, om end intentionen er den allerbedste.

Jeg synes I skal bruge jeres omsorg og kærlig til jeres far, ved at tale med ham om at det er nu han skal søge professionel hjælp. I kan tilbyde at gå med, så hjælpen blive en hjælp til familien og ikke kun til ham. En familiesamtale hvor man får talt om jeres bekymring for hans helbred, jeres tanker og den belastning som jeg mener bliver pålagt jer. I skal dermed fortælle ham at det betyder noget at han lever, at han er i jeres liv.

I kan desværre ikke hjælpe jeres far med at undgå stress fordi den stress han føler formentlig ikke kun kommer fra de ydre omstændigheder. Når han drikker alkohol dagligt, gør han det formentlig for at lægge låg på en indre stress. Den indre stress går dog kun kortvarigt over og vender helt sikkert tilbage med yderligere styrke. Så at få jeres far til at ændre presset på jobbet er helt sikkert ikke tilstrækkeligt. Han skal lave en generel livsstilsændring.

Jeg synes det er en rigtig god ide at kontakte en psykolog eller et alkoholambulatorium. Den offentlige alkoholbehandling er supergod, den er gratis og den tilbyder hjælp til hele familien også jer voksne børn. I kan endda kontakte den, for at få konkret hjælp til hvordan I kan få jeres far med på ideen. Alkoholbehandling findes i alle kommuner eller nabokommuner. Håber I kan bruge svaret ellers er I velkomne til at skrive igen.

Bedste hilsner Lone Walsøe

 

0 kommentar

Skriv en kommentar

Relaterede spørgsmål

Pige / kvinde28 år

Levertal

Hej. Jeg har fået målt mit levertal (gamma-GT) som desværre var blevet lidt højt pga. mit overforbrug af alkohol (tallet var på 62). Jeg har derfor besluttet mig for at stoppe med at drikke, da det...
Pige / kvinde13 år

Min 13-årige datter og risikoadfærd

De sidste to måneder har min datter på 13 sneget ud af huset om natten for, sammen med en veninde, at tage på +18 klubber og hænge ud med en kæreste på 15 år hun har fået, som ryger og sælger hash....
Pige / kvinde17 år

Min bror er kokain og hash misbruger

hej min storebror har haft et stort stof og druk misbruge. han er kommet ud i noget værre rod med dømbøder så nu bor han hos vores bedsteforældre. vil bare høre om i har nogle hjælpe midler til at ...
Se flere spørgsmål >