Spørgsmål:

Benzodiazepin som smertestillende medicin

Dato: 05.01.2020

Køn: 

Dreng/Mand

Alder: 

60år

Til eksperten Jeg har stærke neurogene og Nosiseptive smerter pga en rygmarvsskade, og andre lidelser i min ryg. Jeg er el-kørestoldbruger, har handicapbus og handicaphjælp 7/24, og er meget bundet til sengen. Altså rimelig invalid. Jeg får på 3. år smertestillende medicin Panodil 665 mg, 6 stk i døgnet, som ikke hjælper meget, og Oxapax 15 mg op til 3 stk i døgnet til blærespasmer og svære muskelspasmer. Jeg har været på smerteklinik, og morfin og andre præparater er afprøvet, men der er for mange livstruende bivirkninger, da jeg har en medfødt hjerterytme forstyrrelse. Dette afskærer mig for at blive smertestillet ordentligt. Jeg har bemærket, at Oxapax, altså benzodiazepin, virker smertestillende på mig, udover at afhjælpe blærespasmer, hvorledes kan dette være? Det er jo et muskelafslappende middel, som får mine blærespasmer og muskelkramper til at falde til ro. Ville det være forsvarligt at medicinere mig med dette stof, benzodiazepin, mod mine, til tider meget voldsomme, smerter? Præparatet er jo afhængighedsskabende. Lægen har som sagt afprøvet alt andet smertestillende medicin, der er kun Panodil og Oxapax at gribe i. Jeg ved, at benzodiazepin er afhængighedsskabende, men her tænker jeg mere på min livskvalitet, end at medicinen er afhængighedsskabende. Jeg er ikke misbruger, har aldrig været det. Drikker heller ikke alkohol eller ryger. I dette tilfælde her taler vi om “smertemedicin”, der virker for mig. Som sagt kunne jeg godt tænke mig og få en forklaring på, hvorfor benzodiazepin virker smertestillende på mig? Og om det er forsvarligt at bruge præparatet mod mine meget stærke smerter og spasmer, det giver mig jo noget livskvalitet. På forhånd tak. Mvh Holger V.

Svar: 

Hej Holger

Den smertestillende effekt kommer jo af at dine spasmer i muskulaturen går ned og dermed får du smertelindring.

Det er en kompleks smerteproblematik som ikke rigtigt hører hjemme på Netstof og som kræver at man er tæt på behandlingsforløbet for at kunne komme med forslag til hvad der er bedst for lige netop dig. Benzodiazepiner udvikler tolerance forholdsvis hurtigt og for en del er de afhængighedsskabende så man får behov for mere sammen med en kraftig trang. Abstinens efter benzodiazepiners er som efter alkohol men varer længere så derfor har man bedt lægerne om at være påpasselige når de udskriver.

Om det er forsvarligt at give dig benzodiazepiner eller ej er en afgørelse som man skal være tæt på for at afgøre og det er din læge og dig i samarbejde som skal finde den bedste behandling. Benzodiazepiner har været på markedet i mere end 60 år så vi kender bivirkninger og problemer i detaljer, men der er også sygdomme hvor de er relevante så derfor er de ikke fjernet fra markedet. Man skal blot være meget mere opmærksom på effekt, bivirkninger og dosis end man var i gamle dage.

I sidste ende er det en afgørelse som dig og din læge, eventuelt sammen med en smertelæge som afgør hvad der er bedst for dig.

Hilsen
Henrik 

Henriks billede

Besvaret af: Henrik Thiesen