Hej!
Jeg tænkte på.. Hvis man nu aldrig har taget kokain før, og så får en overdosis aller første gang? Hvad sker der så i kroppen?
Mvh
Katty
Hej
Første gang man tager et stof kan man ikke vide hvordan man reagerer – nogle får slet ikke den effekt de forventer mens andre får ubehagelige følelser i kroppen eller psykisk.
Når man tager kokain, tager man et stof som speeder kroppen op på alle mulige måder – man får hjertebanken, tør mund og uro i maven. Når man ikke kender stoffet og dermed heller ikke den måde man reagerer på kommer man let til at få for meget.
Ved en overdosis kan den opkvikkende og humørløftende effekt man søger slå over i ophidselse, fjendtlighed og aggression. Man kan have svært ved at opfatte omverdenen på den rigtige måde og få hallucinationer som man kan blive angst for og derfor også aggressiv overfor andre der er i nærheden.
Hvis man samtidig har drukket alkohol bliver det værre fordi man mister en del hæmninger sammen med alkoholen og hvis man så kombinerer det med, at man bliver bange og aggressiv så kan det få ubehagelige følger.
Den gamle regel om at man ikke må blande stoffer, heller ikke med alkohol og at man i virkeligheden bør holde sig fra det gælder også her.
Hilsen
Henrik