mistanke om at min søn har forbrug/misbrug af kokain

Jeg har fået en henvendelse fra en voksen (kendt i min familie) som har kendskab til, at min søn på 18 år er blevet taget af politiet med kokain til eget forbrug på sig. Jeg er tidligere, for 2 år siden, blevet kontaktet af en person,  som angiveligt havde set min søn tage kokain til en stor fest. Dengang konfronterede jeg min søn, som benægtede det og selv bad om at tage en narkotest. Den var negativ, men i bagklogskabens lys tænker jeg, om han tog den test korrekt eller snød. 

Min søn som er 18 år og går i 2.G på STX har igennem længere tid haft et stort fravær i gynmasiet og har fået flere  både mundtlige og skriftlige advarsler for fravær.Det har jeg hidtil  forklaret med manglende motivation, at han er havnet på den forkerte hylde eller "dovenskab".

Han har store humørsvingninger, det er som at have en doctor Jerkyl and mr. Hyde boende. Han er irritabel og har en meget kort lunte overfor mig, eksploderer i vredesudbryd. Det har stået på i flere år og jeg har hidtil forklaret det med at han altid har haft en stort temperament, og med teenage-udfordringer.  

Han har gennem de senste måneder været utrolig træt, orker stort set ikke noget i hverdagene og sover flere eftermiddage om ugen, ofte i flere timer. Og han har svært ved at finde ro og sove om natten, hvilket jeg har forklaret med hans eftermidagslure.  

Han går til fest og i byen hver weekend og drikker meget alkohol, hvilket vi har talt om ofte og jeg har udtrykt min bekymring for mængden af alkohol.

I bakspejlet kan jeg godt se, at ovennævte punkter måske ikke bare skyldes de sædvanlige problemer og udfordringer, der kan være i teenageårene, men at det kan kan være tegn på et rusmiddelmisbrug.

Jeg ved med sikkerhed, at episoden, hvor politiet har været involveret og han har været i besidelse af kokain, er sand, men jeg kender ikke noget til omfanget af problemet.

Jeg synes det er meget svært at navigere i som mor til en ung over 18 år, fordi man ikke længere bliver informeret og involveret fra myndigheder, når der er problemer i fx skolen eller hvis polititet er involveret. Det er som om, der er et store "batteri" der træder i værk, når der er tale om unge under 18 år, men i det øjeblik de fylder 18 falder det bort og de er overladt til eget ansvar. Det gør det særdeles svært som pårørende. Er der nogle steder man kan henvende sig som pårørende og få hjælp, råd, sparring og konkrete værtøjer til hvordan man håndterer det, og lige så vigtig, hvordan man ikke skal håndtere det??? Skal ligge kortne på bordet med den viden jeg har? Skal jeg stille nogen krav? Og hvornår? Og hvilke?  Eller skal jegholde det ved at være lyttende og favnende i første omgang og vente med at være løsningsorienteret? Hvad gør jeg, hvis han ikke vil fortælle om det/indrømme det?  

Jeg har brug nogle konkrete råd til, hvordan jeg griber det an. Hvordan tager jeg bedst snakken med ham, uden at det går i hårdknude? Hvad skal der komme ud af den samtale, for at det er en succes/hvor langt skal vi komme i den første snak? Han er som regel ikke videre informativ eller villig til at åbne op og lyver sig hellere ud af situationen, så hvordan får jeg en god dialog med ham? Er det bedre at det er en anden voksen der taler med ham? Hvad er vigtig udbytte af den samtale? 

Hilsen en bekymret mor