Min kæreste slipper aldrig kokain
Spørgsmål fraPige / kvinde26 år
Hej
Tak for denne mulighed til at skrive til jer!
Jeg har en kæreste. Vi har været sammen i 5 år. Vi har en søn på 2 år.
Vi bor lækkert, har en skøn opsparing, bil, begge har jobs, så alt er godt på den front – ingen bekymringer her.
Men min kæreste har taget stoffer i alle de år jeg har kendt ham. Engang røg han hash + tog kolain til hverdag. Dette er mindsket. Nu ryger han ca 2-3 gange om måneden og tager kokain 1 gang om måneden.
Men jeg kan ikke holde det ud mere. Jeg er træt. Og ked af det. Jeg er mest af alt ked af at han kan finde på at gamble sådan med sin krop og sit liv.. Jeg er bange for at han dør. Det sagde jeg til ham med bævrende stemme en dag han sad og sniffede kokain (i sorg over at min graviditet blev en spontan abort, for 2. gang i træk)… han tog det til sig i momentet. 1-2 uger efter spørger han mig:” mener du virkelig at du er bange for jeg dør?” Og herefter kommer der en svale af:” det er også farligt at sidde stille i sofaen, usundt at drikke kaffe og spise slik…..” Osv. Som det ofte sker når jeg er helt ærlig omkring hans stoffer.
Jeg er løbet tør for ord nu. Jeg er tyndslidt.
Ofte spørger han:” skatter, er det ikke ok jeg køber en lille pose kokain i aften, det er alligevel 3 uger siden sidst!” Så siger jeg:” nej, det synes jeg ikke er ok”. Han godtager det. Men begynder efter nogle minutter at blive lidt “pigefornærmet”. Nogen gange “trodser“ han mig og andre gange fortsætter han bare med at være fornærmet resten af aftenen. Eller tyr til alkohol.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige mere. Jeg føler ikke jeg kan støtte ham nok i at stoppe… han har overvejet hjælp, men det bliver aldrig til noget. Og samtidig siger han:”kokain vil jo altid være mit drug”, så han vil aldrig stoppe helt..
men jeg kan ikke mere. Både for min skyld men også for min søn. Men jeg har heller ikke lyst til at give ham et ultimatum.. for jeg vil rigtig gerne stadig være sammen med ham…
hat I nogle gode råd..?
Med venlig hilsen M
Svar fra rusmiddelekspert Løkke Dee Vium
Hej M
Tak fordi du skriver til os,
Jeg læser dit brev der er fyldt med stor kærlighed, men også med en stor sorg over din situation.
På den ene side ser det hele perfekt ud ude fra, men det er bare ikke perfekt inde i dig.
Du mangler, at din kæreste vælger dig til fremfor sit stof.
Du har sat ord på din angst for, at miste ham. Det har fået din kæreste til kortvarigt, at sætte sit forbrug ned, men det har ikke ændret hans trang til stoffet.
Han har mange ord og kan mange ”krumspring” for, at få lov til, at få sit stof når han har lyst. Det er nedslidende og det udnytter han måske til et passiv ok fra din side.
Du har manglet, at han har set, hørt, trøstet, holdt om, eller bare snakket med dig efter de spontane aborter og måske også i hverdagen i jeres lille familieliv.
Men spørgsmålet er, om han er villig til, at ofre noget for at kunne give dig dette. Han har gjort helt klar for dig, at kokainen er hans stof og så kommer du nok lige bagefter?
Det stiller dig i en udsat position fordi du er tvunget til, at vælge. Enten skal i snakke sammen og han skal være villig til at stoppe sit forbrug, evt. søge noget professionelt hjælp, hvor han kan få hjælp til, at få reflekteret og sat ord på hans tanker, følelser og prioriteter.
Alternativet kan være, at du sammen med din søn skal finde et andet sted at bo.
Der er ingen tvivl om, at det er svært, at træffe et valg når man følelsesmæssigt er tyndslidt. Lige nu er det vigtigt, at du skal gøre noget for ikke, at miste dig selv.
Det bliver ikke nemt, at vælge, men når du har valgt begynder det efter noget tid, at lysne.
Det er nemlig altid usikkerheden der ”æder” ens energi når der er katastrofetanker og et virvar af følelser der flyver rundt i kroppen.
Husk, at det altid er ok, at sætte grænser for, hvad du vil være med til og det er helt ok, at stå fast på dem. For det er kun når vi har os selv med, at man kan tage sig selv alvorligt.
Jeg ønsker dig alt held og lykke med dit valg.
Løkke