Jeg har stærke neurogene og Nosiseptive smerter pga en rygmarvsskade, og andre lidelser i min ryg. Jeg har el-kørestol og handicapbus og hjælp 7/24, og er meget bundet til min seng. Jeg får på 3. år smertestillende medicin Panodil 665 mg, 6 stk i døgnet, som ikke hjælper meget, og Oxapax 15 mg op til 3 stk i døgnet til blærespasmer og svære muskelspasmer. Jeg har været på smerteklinik, og morfin og andre præparater er afprøvet, men der er for mange livstruende bivirkninger, da jeg har en medfødt hjerterytmelidelse. Dette afskærer mig for at blive smertestillet ordentligt. Jeg har bemærket, at Oxapax, altså benzodiazepin, virker smertestillende på mig, hvorledes kan dette være? Det er jo muskelafslappende, og får mine blærespasmer til at falde til ro. Ville det være forsvarligt at medicinere mig med dette stof, benzodiazepin, mod mine, til tider meget voldsomme, smerter? Lægen har som sagt afprøvet alt andet smertestillende medicin, der er kun Panodil og Oxapax at gribe i. Jeg ved, at benzodiazepin er afhængighedsskabende, men her tænker jeg mere på min livskvalitet, end den egentlige afhængighedsskabende medicin. Jeg er ikke misbruger, har aldrig været det. Drikker heller ikke alkohol eller ryger. I dette tilfælde her taler vi om smertemedicin, der virker for mig. Som sagt kunne jeg godt tænke mig og få en forklaring på, hvorfor benzodiazepin virker smertestillende på mig. Og om det er forsvarligt at bruge præparatet mod mine meget stærke smerter, det ville give mig noget livskvalitet. Jeg håber på et svar. På forhånd tak. Mvh Anne-Marie L.
Hej Anne-Marie
Den smertestillende effekt kommer af at dine spasmer i muskulaturen går ned og dermed får du smertelindring.
Det er en kompleks smerteproblematik som ikke rigtigt hører hjemme på Netstof og som kræver at man er tæt på behandlingsforløbet for at kunne komme med forslag til hvad der er bedst for lige netop dig. Benzodiazepiner udvikler tolerance forholdsvis hurtigt og for en del er de afhængighedsskabende så man får behov for mere sammen med en kraftig trang.
Abstinens efter benzodiazepiners er som efter alkohol men varer længere så derfor har man bedt lægerne om at være påpasselige når de udskriver.
Om det er forsvarligt at give dig benzodiazepiner eller ej er en afgørelse som man skal være tæt på for at afgøre og det er din læge og dig i samarbejde som skal finde den bedste behandling. Benzodiazepiner har været på markedet i mere end 60 år så vi kender bivirkninger og problemer i detaljer, men der er også sygdomme hvor de er relevante så derfor er de ikke fjernet fra markedet. Man skal blot være meget mere opmærksom på effekt, bivirkninger og dosis end man var i gamle dage.
I sidste ende er det en afgørelse som dig og din læge, eventuelt sammen med en smertelæge som afgør hvad der er bedst for dig.
Hilsen
Henrik