Hej Mor (far)
Det lyder som om du gør mange af de rigtige ting.
Når jeg rådgiver forældre, så plejer jeg at sige at de aldrig må gøre som jeg siger, men I skal bruge det jeg siger til at tænke, og kigge på jeres søn og så finde ud af hvad det rigtige er at gøre her og nu. Det jeg siger er jo genereret ud fra et langt arbejdsliv med unge og unge og rusmidler. Og nu er jeg jo helt på herrens mark, fordi jeg kun har dine få linjer og min fantasi at arbejde ud fra 😉
Min erfaring er at svaret “det ved jeg ikke” ikke er et forsøg på at være flabet. Der kan være flere muligheder.
Du kunne evt. spørge ham hvad der skal til for at han kan give et svar og/eller du kan spørge hvorfor er det svært at svare.
Jeg tænker også at de samtaler du har haft med ham, har haft til formål, skjult eller åbent, at få ham til at ændre stil/vaner. Har du prøvet at have en samtale med ham hvor du “bare” er nysgerrig?
Har du prøvet at sætte dig ned, og sige jeg vil rigtig gerne prøve at forstå hvad det er der sker i dit liv. Hvorfor hashen giver mening for dig. Fordi jeg tænker at når du ryger og drikker, så er det fordi det giver mening for dig og hjælper dig med noget i dit liv. Du kan sige du har fået af vide at unge der bruger rusmidler ofte og meget, som regel gør det fordi de oplever de får et bedre liv. Så hvad er det stofferne/hashen/alkoholen gør for dig, er det det samme (alkohol og hash) eller giver de forskellige rusmidler dig noget forskelligt.
Du kan spørge om rusmidlerne altid virker på samme måde, om det er de samme mennesker du tager rusmidlerne med.
Du kunne også spørge ham om hvordan han har det når han ikke ryger hash og drikker, hvordan er hans liv så. Mange unge oplever jo de får ro på når de ryger (ro på fra skolen/forældrene/livet).
Det er vigtigt at du har den samtale uden anden intention, end at du gerne vil lytte forstå og blive klogere. Du skal hele tiden sige jeg jeg jeg, og ikke sige du.
Du kan også spørge til hans drømme ønsker og håb for livet og igen – du skal ikke sige “det kan du ikke når du ryger/drikker”
Vi kan nemlig ikke få andre mennesker til at leve et liv de ikke har lyst til, hverken voksne eller børn. Måske kan han ved at tale med dig få lyst til at gøre noget andet end det han gør nu, men du kan ikke bestemme det.
nogen gange er der også sket det at teenageren og forældrene er vokset fra hinanden, tidligere fiskede i meget sammen nu fisker i næste aldrig mere, spørg ham hvad han kunne tænke sig at lave sammen med dig, så siger han “det ved jeg ikke”, så siger du hvis der nu skulle være en ting vi kunne lave samme hvad kunne det så være, så siger han “det ved jeg ikke” så siger du hvis der nu skulle være bare en lille ting vi kunne lave samme……………og så videre.
Du kunne også prøve at gøre noget andet, hvis du har brugt meget energi på at være kontrollerende og efter ham husk nu, tøm skraldespanden og så videre, så kunne en opgave til dig være at holde en pause med det, og så hver dag finde en ting du kan anerkende ham for, det kan være små ting (pænt tøj, han holdt døren for dig, han ryddede af bordet, han ????). Det at du gør noget andet får måske ham til at gøre noget andet.
Jeg oplevet at forældre så ofte siger, jammen så ryger han jo bare videre, så siger jeg lidt provokerende og det gør han ikke nu? Så hvad kan du miste ved at prøve? en anderledes tilgang.
Så tænker jeg du skal lade behandleren behandle, og du kan så være forælderen der bare er sammen med sin søn.
Nu har jeg sagt mange ting og jeg har kommet med mange ideer, tag dem ind, kig på dem og skriv evt. igen, så skal jeg nok uddybe.
Ønsker dig held og lykke på rejsen. Den er svær og vanskelig og bøvlet, men giv ikke op 😉
mvh
Flemming
SMS-coachen er gratis og anonym. Alle samtaler slettes efter de afsluttes af vores rådgivere.