Magtesløs
Spørgsmål fraPige / kvinde23 år
Hej
Jeg står i en situation hvor jeg føler mig komplet magtesløs. Jeg aner ikke længere mine levende råd.
Jeg har været sammen med min kæreste i snart seks år og det har været nogle meget turbulente år til tider.
Min kæreste er misbruger på flere områder. Hans opfattelse går på at han er misbruger af hårde stoffer, men i mine øjne er han også dybt afhængig af hash og alkohol.
Han er altid røget hash og drukket som et almindeligt ungt menneske, men det har taget overhånd.
Han ryger hash stort set daglig. Det kan jeg leve med. Til tider er det endda rart når han ryger for så slapper han af. Men stofferne og alkoholen, det kan jeg ikke.
Han drikker ofte alkohol, men han drikker sig ikke snothamrende stiv hver dag. Men når han drikker sig fuld bliver han vanvittig ubehagelig. Han bliver voldelig og udadreagerende.
Stoffer er det værste. De bringer så meget dårligt med sig.
Han er endelig begyndt i misbrugsbehandling, hvilket gør mig utrolig glad! Men jeg er stadig syndebukken. Alt hvad der sker skal være min skyld. Når jeg prøver at snakke med ham om det er det svar jeg oftest får: "Du fatter ikke en skid!".
Han siger altid at jeg ikke støtter ham og at han står alene i det her. Men jeg vil så gerne hjælpe ham! Jeg vil så gerne være en fast støtte for ham! Men hvordan kan jeg det når han ikke vil involvere mig?
Han har sagt til mig at han ikke har taget stoffer længe, men jeg finder så ud af at han har løjet overfor mig og har taget stoffer flere gange. Når jeg så spørger ham ind til det bliver han sur og siger at jeg alligevel ikke fatter hvad rigtige problemer handler om.
Det er hårdt at se på! Han kommer dybere og dybere ned og jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre for at hjælpe! Hvordan hjælper man en der gerne vil hjælpes, men som ikke vil åbne op. Hvad skal jeg gøre når jeg finder ud af at han har løjet? Skal jeg sige at det er okay? Hvvad gør jeg??
Hvordan bliver jeg ved med at kunne holde det her ud??
Svar fra rusmiddelekspert Lone Walsøe
Kære kæreste
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå din magtesløshed. Det lyder som om du gør dit bedste, med den bedste intention og alligevel bliver du afvist og oven i købet nedgjort.
Når du får et svar der lyder ”du fatter ikke en skid”, så må du forstå, at det gør du heller ikke. Du kan forsøge efter bedste evne at sætte dig i hans sted, men du er ikke i hans sted. Hvis du havde tilsvarende problemer, ville du formentlig løse dem på en anden måde. Han løser sine problemer ved at dulme det han mærker med alkohol eller stoffer, han lyver om det og gør dig medansvarlig for sine valg. Det er dog ene og alene hans valg at løse problemer på denne måde. Det kan sagtens være, at det er svært for ham at se andre muligheder, særligt fordi det har været hans strategi i 6 år. Men det må være hans opgave at dele sine frustrationer med dig, så du forstår, hvis han ønsker at du skal være en del af hans liv.
Jeg synes ikke han behandler dig særlig pænt. Hvordan kan du på nogen som helst måde stå model til at være hans syndebuk. Han tager stoffer og bliver voldelig og udad reagerende over for dig. Han lyver og bliver sur når han bliver taget i det. Det skal du ikke finde dig i.
Jeg tænker, at svaret på dit spørgsmål i virkeligheden er, om du skal blive ved med at holde ud, om du skal finde dig i hans adfærd. Nogen gange hjælper man bedst, ved at hjælpe sig selv – sige fra over for hans opførsel – det kan f.eks. være ved at gå din vej. En anden måde at sætte grænser på er at du spørger ham, hvad og hvordan han ønsker din hjælp. Så kan du gøre præcis det i har aftalt og ikke andet. Du kommer på alt for stort overarbejde, hvis du skal regne ud eller gætte på det han har brug for.
Ønsker det bedste for dig.
Bedste hilsner Lone