De seneste år er fænomenet “mikrodosering” begyndt at vise sig flere og flere steder. Derfor vil vi også gerne forholde os til fænomenet her på Netstof. Så – hvad er mikrodosering for en størrelse, hvordan virker det, hvad skal man være opmærksom på og hvilke undersøgelser og forskning er der blevet lavet inden for området? Det vil vi prøve at svare på i denne artikel.

10 til 20 gange lavere dosis 

Mikrodosering går kort sagt ud på, at man tager en meget lav dosis af et psykedelisk stof. Nogle af de psykedeliske stoffer der anvendes til mikrodosering er eksempelvis LSD eller psilocybinsvampe. Den dosis man tager, er som regel 10 til 20 gange lavere, end den mængde nogle mennesker bruger til at “trippe”. Til gengæld gør man det relativt ofte i en længere periode. Det kan for eksempel være 2 gange om ugen i nogle uger eller et par måneder.

Når man mikrodoserer, så gør man det ikke med det formål, at komme til at føle sig stærkt påvirket, skæv eller høj. Mange af dem, der bruger det, gør det enten for at bekæmpe psykiske eller fysiske udfordringer som for eksempel angst, tristhed eller træthed – eller fordi de gerne vil forbedre deres præstationsevne, blive mere kreative, mere opmærksomme eller lignende. Man kan sige, at mikrodosering bliver brugt som en form for selvoptimering eller selvregulering.

Mikrodosering anvendes sommetider inden for forskellige former for behandling af psykiske lidelser eller traumer – der findes endda en behandlingsform der kaldes “psykedelisk terapi”. Det er vigtigt at skelne mellem decideret mikrodosering og det at tage et stof i små mængder. Selvom man tager et eller andet stof i en lille mængde, så er det ikke nødvendigvis mikrodosering. Mikrodosering er, når man tager en meget lille mængde af eksempelvis LSD eller svampe, som er nøje doseret og tilpasset, af nogle andre.

Mange meninger om mikrodosering 

Der er mange meninger om mikrodosering. Generelt er mange af de fortællinger, anekdoter eller artikler man finder, hvis man søger på nettet, positivt stemt over for ideen. De beskriver ofte de mange fordele, der er ved at mikrodosere. Og der findes uden tvivl også mennesker, som har oplevet at have god effekt af mikrodosering. Dog er det altid en god idé, også at være opmærksom på ulemperne ved et nyt fænomen som mikrodosering. Eftersom der ofte er fokus på de positive fortællinger om mikrodosering, vil vi her kort beskrive nogle af de ulemper og usikkerheder der er på området.

Begrænset med forskning

En af de vigtigste ting, at være opmærksom på, i forhold til mikrodosering er, at der endnu ikke er forsket særlig meget i, hvordan det virker og hvilken effekt det har. De studier der er lavet, er ofte baseret på subjektive fortællinger og beskrivelser fra deltagerne, som hovedsageligt er personer med positive erfaringer og/eller holdninger til psykedeliske stoffer – simpelthen fordi det typisk er denne gruppe mennesker, der melder sig frivilligt til studierne.

Selvom det er begrænset, hvor meget forskning der er i mikrodosering, har man dog alligevel fundet ud af, at mikrodosering kan have visse ulemper. Det kan for eksempel medføre øget angst og ubehag, samt mindre energi og fokus – hvilket på en måde er lidt paradoksalt, da mange netop anvender det som en måde at behandle angst, træthed eller manglende fokus.

Ud over ovennævnte udfordringer, mener nogle eksperter, at mikrodosering muligvis kan øge risikoen for hjerteproblemer. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at der kan være en risiko for krydsreaktioner med anden medicin.

I forhold til effekten af mikrodosering, så findes der et nyere studie som konkluderer, at mikrodosering slet ikke har den effekt, som dem der tager det, håber på – eller i hvert fald at effekten er ren placebo – med andre ord: At deltagerne har bildt sig selv ind at det havde en effekt.

Så, hvis vi kort skal opsummere: det er begrænset hvor meget forskning der er i mikrodosering og den forskning der er, peger både på fordele og ulemper ved mikrodosering. Fælles for forskningen er dog, at der stadig mangler viden på området og at det kan være svært at konkludere noget generelt endnu.

Konklusion

Hvad betyder det så, for dem som mikrodoserer? Først og fremmest betyder det, at de eksperimenterer med noget, som der endnu ikke er så meget forskning og viden om. Det er helt forståeligt, at man kan have lyst til at prøve det af, fordi der er så mange beretninger om folk som har positive erfaringer med det. Inden man gør det, er der dog endnu en ting at være opmærksom på. Nemlig det, at det ikke er et reguleret marked man køber det fra. Det betyder, at man faktisk ikke ved hvad man køber og hvor “rent” det stof man køber, er – man doserer derfor ud fra noget man ikke ved hvad er og man kan risikere at komme til at tage for meget, hvis den portion man har købt, viser sig at være stærkere eller mere koncentreret end det man er vant til.

Vi håber at denne artikel kan være med til at give et mere nuanceret billede af, hvad man skal være opmærksom på, i forhold til mikrodosering. Det er altid en god idé at være kritisk og opmærksom på mulige ulemper, inden man begiver sig ud i at eksperimentere med at bruge stoffer til selvregulering eller selvoptimering – det mest optimale vil naturligvis være, hvis man kan finde andre veje og muligheder, og kan lade være med at eksperimentere med stoffer.

 

Fandt du hvad du ledte efter?