Det hele tager overhånd meget hurtigt..

Jeg er i et forhold med det sødeste, kærligste og mest fantastiske menneske jeg nogensinde har mødt. Han er næsten ti år ældre end jeg og er helt klart det mest voksne og anstændige menneske jeg har haft i mit liv nogensinde. Vi begge to, hver i sær, tager stoffer og har brugt det til fester også før vi fandt sammen, og jeg har i bund og grund ikke et problem med det og det har han i og for sig hellere ikke. Problemet er bare at jeg før har haft et misbrug, jeg har flere gange været ved at miste livet pga det. Til hverdag og i weekenderne føler jeg egentlig intet behov for det. Min kæreste tager af og til ud med sine kammerater og de hygger sig, det skal der selvfølgelig være plads til. Jeg er af den overbevisning at så længe man ikke har et behov for det på daglig basis og har en eller anden forestilling om at man er mere sig selv på stoffet, så har man det under “kontrol” Når vi bruger weekender sammen, så er der ingen af os der har noget behov, men problemet er at når vi så tager ud og vi egentlig hjemmefra aftaler at vi blot skal have et par enkelte genstande, så er jeg udemærket klar over allerede inden vi tager afsted at det ender ud i at vi tager kokain. Jeg føler lidt trods vores aldersforskel at jeg er nået til et punkt hvor jeg gerne vil kunne tage i byen og få bare sammen med min kæreste uden at det ender med at vi er påvirket af kokain. Et er at min kæreste gør det, det kan jeg leve med men at JEG er så let påvirkelig og at jeg har svært ved at sige nej, det nager mig helt vildt.. HVAD GØR JEG??