Vores søn drikker meget alkohol og nu også snus

Hej med dig
Ift. de specifikke aspekter vedr. snus vil jeg gerne henvise til leksikon på Netstof.
Til gengæld vil jeg gerne fokusere på to mere psykologiskprægede spørgsmål.
-At din søn tager snus fordi han føler sig presset
-At han har aldrig villet tale om følelser. 

At føle sig presset må være blandt de meste almindelige oplevelser i vores samfund, dog er mennesker meget forskellige i hvordan de oplevelser pres og hvor meget pres de kan klare. Nogle mennesker bliver hurtigt stresset mens andre godt kan lide at mærke pres og føler sig tværtimod stresset når der ikke sker nok. Det er en banalitet at skrive det, men det der ikke er en banalitet er at folk som trives under pres har meget svært at forstå folk som bliver stresset af det, og omvendt folk som bedst kan lide ro kan ikke forstå at nogen kan blive stresset fordi der ikke sker noget.   
At tage et produkt for at tackle pres er i sig selv ikke sygeligt. Nogle spiser lidt chokolade, tager en kop kaffe eller ryger en cigaret, andre tager snus, ryger et joint eller lign., nogle produkter eller lovligt andre ikke, nogle er accepteret af samfundet andre bliver betragtet som problematiske, men i bund og grund er der ikke den store forskel. Problemet med det er at man nemt kan komme til at udvikle de "forkerte" kompetencer. Dvs. at man lærer at lede efter produkter som kan hjælpe en med at klare presset snarere end at finde hvordan man kan løse de problemer som opstår, eller om ikke andet, at blive stærk nok til at udholde dem.
Så, alt i alt, hvis du skal hjælpe din søn, skal det ikke være ved at problematisere at han tager snus med ved at hjælpe ham med at udvikle sine evner til at løse problemer og modstå pres.

At din søn ikke vil tale om følelser er problematisk fordi man har ikke en direkte – eller rettere sagt, indlysende- adgang til sine følelser. Ofte kan man blive trist eller glad uden at rigtig vide hvorfor og det er først når man taler om det og at man får en ide om hvad årsagen kan være. Mere endnu, hvis man ikke taler om sine følelser og ikke lærer at nævne dem, genkende dem og socialisere dem, kan de nemt opleves som underlige, uhåndterlige og truende størrelser. Jeg har således ofte mødte personer som ikke kunne mærke om de var stresset, angst eller bare sultne/tørstige. Når man taler om sine følelser, er formålet ikke at udlevere sig selv men at gå på opdagelse i sin indre verden, og til en vis grad bygge den. Nu er det sådan at man kan ikke spørge en person som ikke har lært at tale om sine følelser at lige pludseligt tale om dem, så skal du hjælpe din søn, skal du være en slags rollemodel for ham, og selv begynde at fortælle om dine følelser. F.eks. når I ser en film, ser tv avisen, taler sammen om en følelsesladet situation, m.m., så kan du prøve at fortælle ham hvilke følelser du oplever. Ikke bare at det er trist, sjov eller irriterende, men kom lidt dybere og f.eks. hvordan de følelser føles i kroppen, hvordan du oplever aspekter af dine følelser som indlysende og andre som mere utydelige, hvilke gamle minder disse følelser genkalder, m.m.

At tale med en professionel er som udgangspunkt altid en god ide, fordi fagpersoner er forhåbentligt særlige trænet i at mærke, genkende og nævne følelser og sætte dem i passende sammenhæng… men det burde ikke være en løsning som kortslutter jeres mulighed for at din søn og dig taler sammen…ellers vil det være lidt ligesom at tage et produkt for at løse et problem :-).

God påske og held og lykke i det hårde arbejde det er at være en god nok far.
Eric