Vrede. Følelsen af at have dårlig samvittighed og selvmedlidenhed
Spørgsmål fraPige / kvinde23 år
Jeg er en kvinde på 23 år.
Min problemstilling falder måske meget udenfor kategorien at være pårørende til en med stofmisbrug, da min mor ikke er misbruger længere. Alligevel finder jeg det ofte svært, at komme videre i min bearbejdning af min mors misbrug efter alle disse år. Jeg tror jeg har fået det svært igen i forbindelse med at blive mor første gang. Nu er jeg gravid for 2. gang og er snart færdiguddannet socialrådgiver.
Kort om min baggrund: jeg har altid boet sammen med min mor. Hun havde et misbrug af hash og alkohol fra jeg var få år gammel til jeg var 12 år. Min mor var også misbruger før hun blev gravid med mig. Min far lærte jeg først at kende da jeg var 14 år. Han har været alkoholmisbruger til jeg var 14 år. Jeg har en halvbror der er 31 år og en halvsøster på 20 år.
Min problemstilling bunder vel i min barndom og ungdom. Jeg ved ikke om det er min mors misbrug der er skyld i dette, men det ligger i mit baghoved og dukker op med jævne mellemrum.
Først og fremmest er jeg ofte vred på min mor. Jeg har set en psykoterapeut der tog udgangspunkt i behaviorismen som jeg fik en smule ro af sidste år, da jeg havde en periode, hvor jeg var meget vred på min mor. Jeg klandrer hende min turbulente barndom har givet mig mange unødvendige kvaler i livet: jeg flyttede skole fire gange og flyttede med min mor omkring 18 gange i løbet af min barndom. Min mor var kontanthjælpsmodtager og lyttede ofte ikke efter systemet = færre penge i kassen eller intet. Min mor havde kun mig og havde intet netværk = jeg var med på kunstakadamiet, udstillinger, fester og bodegaer. Jeg husker kun få meget tydlige episoder, men de skræmmer mig. Og det dukker ofte op igen. Min far forsøgte at drikke sig selv ihjel i forbindelse med min konfirmation. Jeg forsøge selvmord umiddelbart efter med hovedpinepiller.
Mit spørgsmål er i forbindelse heraf: Hvorfor bliver jeg ved med at være så vred på hende? Hun har erkendt hendes skyld men det virker ikke som nok for mig? Jeg har på fornemmelsen at der er mere skræmmende minder som jeg ikke kan huske som ligger og ulmer. Kan det have noget med min vrede? Og skal jeg på en eller anden måde prøve at huske disse minder eller lade dem ligge?
Dernæst er jeg SÅ træt af mit navlepilleri. Jeg føler i perioder mig som en elendig mor, fordi jeg tænker så meget på mit eget og hvor hårdt jeg har det! Hvordan kommer jeg videre i dette? Jeg synes det er egoistisk og spild jeg tid. Ja bare det, at jeg skal sidde og spilde tid på at skrive mine desperate tanker ned her gør mig helt vred på mig selv.
Til sidsr døjer jeg meget med skyldfølelse og dårlig samvittighed. Jeg sætter mig ofte i situationer, hvor jeg føler mig skyldig. Eks.: samme gruppe kvinder jeg har kendt siden 6. klasse; hver gang jeg er fuld sammen med dem, når vi engang imellem mødes, så dummer jeg mig slemt, begynder at græde eller skaber mig. Dagen efter kan jeg så have det SÅ dårligt med mig selv. Ofte kan det resultere i at jeg føler alle snakker grimt om mig bag min ryg, jeg isolerer mig socialt og ser helst kun min kæreste og datter. Det er ikke det største problem på nuværende tidspunkt, fordi jeg ikke drikker i min graviditet. Men jeg frygter at skulle røre alkohol igen. Skal jeg lægge alkohol helt på hylden måske? Eller kan jeg på andre måder coope med mit problem i forbindelse med alkohol?
Jeg frygter generelt at jeg bliver min mor eller far. Jeg er bange for at alle vil gennemskue mig med tiden og fjerne mine børn fra mig. Jeg føler at jeg kan krakelere på ethvert tidspunkt det skal være. Og at alle vil pege på mig og sige: "vi vidste jo godt, at du ikke kunne. Du er ikke en disse bedre end dine forældre. Du er en elendig mor. Du er intet værd" ISÆR efter alkoholindtag.
Svar fra rusmiddelekspert Lone Walsøe
Kære 23 årig
Tak for dit indlæg og undskyld det sene svar.
Det lyder som en voldsom historie du har med dig – ikke mærkeligt at det stadig rumler rundt i dig. Det er jo det din opvækst har været præget af.
Du stiller mange spørgsmål og jeg skal forsøge at besvare dem så godt jeg kan, men som du sikkert også ved, er der ingen entydige svar på nogen af dem.
Hvorfor bliver du ved med at være vred på din mor? Tja, det er du jo nok fordi DU stadig lider under de vilkår du blev budt som barn og ung pige. Det går jo ikke væk med en erkendelse fra din mors side eller en undskyldning. Det kan tage lang tid at tage en undskyldning ind i sjælen og virkelig mærke hvad det betyder. Når du fornemmer at der ligger oplevelser i hukommelsen som ikke er fremme i din bevidsthed, har du sikkert ret i at det er sådan det hænger sammen. Kroppen og hjernen har en forunderlig evne til at sortere eller lukke af for dårlige minder (men også for gode minder) Når det er de dårlige der lukkes af for, kan det være en overlevelsesmekaniske der er trådt i kraft. Så er det jo godt nok. Det er svært at vide om de skal findes frem eller ej, men jeg tror du vil vide det når du er klar til at undersøge det nærmere. Det kan man gøre som du også har gjort i terapi hos en kyndig terapeut. Stol på processen og din intuition.
Hvordan kommer du videre? Jeg tror du allerede er godt på vej i din proces, jeg synes du gør dig nogle gode refleksioner omkring det at være mor og det at være mor med din historie. Jeg tror du skal stole på at du ikke vil gentage de ting du selv har oplevet og at du ikke er en elendig mor. Du ved ting og gør dig tanker i en alder af 23 år – det er godt, det gjorde din mor formentlig ikke dengang. Men det at komme videre er en livslang proces og jeg tror man tager nogle skridt i ryk, som man nu er klar til. Måske kan du spørge dig selv om hvad dine barndomsoplevelser vil fortælle dig, hvad kan du bruge dem til nu i dit voksne liv. Minderne forsvinder jo ikke, men kan måske bruges mere konstruktivt til noget i dit arbejdsliv f.eks.
Du fortæller at du ofte føler skyldfølelse og har dårlig samvittighed. Skyldfølelsen opstår ofte når ens handlinger ikke stemmer overens med de værdier man selv står for. Du kan ikke ændre på de ting der er sket, men du kan ændre på dine handlinger fremadrettet. Så det kan godt være du ikke skal drikke alkohol sammen med veninderne fra 6. klasse. Din erfaring er at du bliver for fuld, græder, skaber dig og får det rigtig dårligt dagen efter. Så prøv et samvær med dem hvor du ikke drikker alkohol og se om ikke det kan blive en god oplevelse for dig.
Begge dine forældre har drukket alkohol i en bekymrende grad, så det er gået ud over dig og din opvækst. Dine forældre har muligvis en særlig følsomhed over for rusmidler og det kan jo være at du har arvet denne følsomhed, så det er derfor du ikke tåler alkohol så godt. Men det er selvfølge svært at sige om det hænger sådan sammen, men faktum er, at du får dårlige oplevelser ud af det. Så hvorfor drikke alkohol i det hele taget? Min anbefaling vil være at lade helt være.
Du kan hente hjælp forskellige steder. Jeg er sikker på du kan få et tilbud om samtaler i den kommune du bor i. Kommunen er forpligtet til at have et tilbud til dig. Det kan være på et misbrugscenter, alkoholbehandlingssted eller lignende. Det er helt relevant for dig, man behøver ikke have udviklet et alkoholmisbrug før man søger hjælp. Jeg kan også anbefale dig TUBA som er et tilbud til børn og unge af alkoholfamilier. Jeg ved at mange har stor glæde og gavn af at mødes med andre i lignende situationer.
Jeg håber du kan bruge nogle af svarene. Held og lykke i dit liv – det skal nok gå og du skal have lidt tålmodighed og stole på din intuition.
Bedste hilsner Lone Wasløe