Spørgsmål:

Min bror er misbruger og ender snart på gaden

Dato: 01.03.2018

Køn: 

Pige/Kvinde

Alder: 

36år

Kære brevkasse,

Jeg skriver til jer i håb om råd. Det drejer sig om min lillebror på 30 år som har et misbrug som har eskaleret med hæslige konsekvenser.

Historien er lang men i korte træk begyndte han at ryge hash som 16 år gammel og blev ganske afhængig hurtigt. Vi har mange alkoholikere i familien (bla vores far) og psykiske sygdomme samt adhd og autisme. Min bror har ingen diagnose men kunne sagtens være højt fungerende autist efter min mening (har selv datter med samme diagnose).

Efter gymnasiet tog hans hashmisbrug til, han prøvede 2 gange at starte på uni men droppede ud. Samme med arbejde, altid kun nogle uger og så stoppede han eller blev fyret for ikke at komme overhoved eller alt for sent. Han har en gave i form af musik men har aldrig kunnet leve af det. Det er dog hans ønske og han siger han ikke er en 8-16 type som har et arbejde.

I 20érne fortsætte det nedad, han begyndte at tage alt muligt i weekenderne, kæresten smed ham ud og han kom i økonomiske problemer. Han er på sort liste hos alle banker og lever af små penge af musikgigs og så får han penge af vores forældre så han ikke ender på gaden.

De sidste 2 år har han boet hos vores forældre men knap et år siden flyttede han til Tyskland. Der ville han prøve at få en musikkarriere og så syntes han stofferne var billigere. Han er slet ikke tilbageholdende ift. at tale om sit misbrug, selvom han ikke ser det som misbrug. Han synes det er helt normalt at tage amfetamin flere gange om ugen for at behandle selvdiagnosticeret adhd. Sidste jul ønskede han sig feks penge af mig i julegave så han kunne købe stoffer.

I december måned kom han hjem fra Tyskland og til mine forældre i nogle dage og han var helt ude af den. Skreg, bankede sit hoved i væggen og var så truende at de var tæt på at ringe til politiet. De fik akut nogle beroligende piller fra vores praktiserende læge og han nåede at sove og spise og så lidt bedre ud da han rejste tilbage til Tyskland. Han nægter blankt at tage imod hjælp og siger han vil "live fast die young".

Nu er mine forældre så i Tyskland for at besøge ham og situationen er værre end nogensinde før. Han var så dårlig at han kunne kun være med dem i 30 minutter ad gangen, han er mager (spiser ikke mere end 2-3 gange om ugen når det er værst), han er så påvirket af gud ved hvad at det er svært at forstå hvad han siger og han har ikke været i bad, ej heller skiftet tøj i flere uger og lugter dårligt. Han går foroverbøjet som min svigemor på 80 år...han er lige blevet 30.

Vi er desperate og bange for han ikke lever meget længere hvis han ikke kommer hjem og får behandling/bliver tvangsindlagt hurtigt.

Er det et tidspunkt hvor man kan tvangsbehandle en misbruger som tilsyneladende har psykisk sygdom oven i eller får de "lov" at slå sig selv ihjel simpelthen?

Vi vil bare hjælpe ham men ved ikke hvordan. Hvis vi presser på at han søger hjælp forsvinder han i dagevis og nu har han ikke engang telefon mere; den blev solgt for stoffer.

Så vidt vi ved sprøjter han sig ikke.

 

Svar: 

 

 

 

Kære Søster

Det er godt nok en sørgelig historie du fortæller om din bror. Det lyder, som du også fortæller, som om han har haft let ved at blive afhængig af rusmidler og er blevet det - han kan derforslet ikke få øje på et liv uden. Det er formentlig helt uoverskueligt for ham. Det lyder dog også som om der er fare for hans liv.

Ved livsfare må man forholde sig til det – få ham indlagt på somatisk afdeling eller akut psykiatrisk afdeling. Det er på den ”korte bane”.

På den ”lange bane” er man nødt til at få ham til at arbejde med. Den måde man arbejder med livsstilsforandring på, kræver at man i en nogen grad, selv vil arbejde med. Så til det kan man arbejde med motivation til forandring, med håb og drømme og det kræver selvfølgelig at nogen kan ”få lov” til at komme i kontakt med ham.

I Danmark har vi overalt i landet, borger-opsøgende medarbejdere som er vældig gode til at etablere kontakt, selv til de der ikke umiddelbart ønsker det. De kaldes ofte §99´ere og deres opgave er at bygge bro til det offentlige system og til behandlingstilbuddene. Man kan kontakte dem via sin hjemkommune og fortælle om sin bekymring eller gå direkte via hjemmeside osv.

Vi har i Danmark tillige en række forsorgshjem, som er et midlertidigt botilbud til hjemløse og andre udsatte borgere. De har lang erfaring og stor faglighed med arbejdet med udsatte borgere.

Jeg er sikker på han er nødt til at opholde i Danmark for at få hjælp.

Med hensyn til dit spørgsmål om tvangsindlæggelse på psykiatrisk hospital, så vil jeg foreslå dig at læse om det i psykiatrilovens §5 Tvangsindlæggelse.

Med hensyn til ”tvangs-misbrugs-behandling” eksistere det ikke, men der finde metoder hvor man laver en intervention, som du måske har set i tv. Det har dog sjældent – efter min mening og erfaring – ikke den store effekt for den misbrugende, men bliver mere en symbolsk handling for de pårørende.

Jeg ved desværre ikke hvordan man vil gå til det i Tyskland. Men der må være et lignende tilbud.

Mit bedste råd til dig, vil være at få ham hjem til Danmark og kontakte det konkrete behandlingstilbud i hjemkommunen. Alle behandlingstilbud har også tilbud til pårørende – også selvom den misbrugende selv ikke er i behandling. Det kan af og til også være en vej til livsstilsforandring.

Jeg vil ønske det bedste for jer pårørende og for din bror.

Med venlig hilsen Lone  

 

 

 

 

Lones billede

Besvaret af: Lone Walsøe