Spørgsmål:

Hjælp til at komme videre

Dato: 14.08.2020

Køn: 

Pige/Kvinde

Alder: 

40år

i de 18 år vi har været sammen har han røget weed/hash i snart 17/ 16 af dem. Da vi mødtes, røg han fra morgen til aften. Jeg kan huske at om morgenen jeg ventede med at stå op indtil at han havde fået de første par joints så han var rolig. ellers så kunne han godt finde på at råbe af folk ud på gade hvis han synes de larmede,kast rundt med ting og sager hvis de stod i vejen. Så jeg vidste sanset godt hvad for en type han var men alligevel, blev jeg sammen med ham. Men da vi ventedede os, lykkedes det for ham at stoppe. Han røg så kun cigaretter, jeg kan huske hvor mærkeligt det var at se ham med en cigarette i munden og ikke en joint ! han stoppede i ca. 2 år måske under jeg kan ikke hel huske. Men så genoptog han lidt. Først en gang i mellem, indtil det blev hver aften, hele dage om weekenderne og feriedage og til sidst (for allerede mange år siden) var han tilbage til fra morgen til aften, eklusiv hash og weed, ingen cigaretter, kun hvis vi var ude i det offenlige. Og dog - på et tidspunkt er han også blev ligeglad med at alle kan lugte det, at man kan se at det ikke er bare en cigarette han har i hånd. Vores børn er vokset op i det. De ved hvad han ryger, sidne jeg ved ikke hvornår. Måske da de var små, passede han lidt på så at de ikke fik sagt noget om det i bornehaven eller noget. Men nu er det bare "normalt" at Far ryger som han gøre. Hans rygning har haft så mange betyding for vores liv både det financielle og det sociale. For vores livstil, og vores mental sundhed. Alt er bare ødelagt, jeg er ødelagt og jeg tror nok også vores børn er. Over en lang periode er vores liv blevet til en routine hvor han lever sit liv og vi agerer rundt omkring. Det sker intet. Vi er gået i stå. Der er ikke nogen der tør at snakke om misbrug fordi så får man at vide at man er ikke bedre på så mange andre områder at vi må heller tænke over det i stedet for at kritiserer ham. Lige som den gang han blev stoppet af politiet, kontrolleret positiv for hash, mistede kørekort, fik en bøde osv. Da datteren spurgte om ikke han skulle stoppe, blev hun sat på plads. Blot en eksampel. i stedet for man vælger at lade være med at køre, og så alle tilhørende opgaver lander på mig den anden voksne i huset der har kørekor men det er selvfølgelig ok. Vi er nå så langt at jeg er virkelig bekymret for vores børn og hvordan de har det. teenageren er for eks. overvægtig som kunne måske være en konsekvens af situationen, pre-teenageren har virkelig store problemer med det sociale og at styre sin vred. Jeg ved at jeg har en del ansvar i det med at jeg ikke har gjort noget, og føler mig fanget uden at se hvordan vi kan komme ud af denne situation. Det er svært at finde andre i det samme situation eller at læse om lignende oplevelser på nettet. Jeg vil gerne videre men jeg ved jeg ikke kan det uden hjælp, jeg ved simpelthen ikke hvem eller hvor jeg skal starte. Tak fordi du læste med, jeg håber du måske har et par gode råd til mig.

Svar: 

Kære mor

Tak for dit brev. Jeg har læst det stor medfølelse og forstår din magtesløshed og fortvivlelse. Du har været meget tålmodig længe. Men jeg synes også at høre, at du er ved at have fået nok, fordi du kan se samlevers adfærd, går ud over jeres børn, over dit liv og jeres familieliv.

Det lyder som om det er svært at tale med ham om det. Og det lyder ikke som om har overvejet at ændre livsstil sådan lige nu.

 

Det sværeste i verden er at få et andet menneske til at gøre noget andet – ja, det er faktisk umuligt, hvis den anden ikke selv vil. Det betyder, at du er nødt til at ændre på situationen.

Så spørgsmålet er hvor meget du ønsker at ændre livsstil/livssituation, og om det er en muligt for dig at gøre alene.

Jeg synes at spore at han kan blive aggressiv og vred og vende kritik til ubehagelig angreb. Du beskriver ikke fysisk vold, men mere i retning af psykisk vold. Det er ikke rart at være i og det er ikke sundt for nogen over hovedet.

Du skriver, at du føler at dit liv er ødelagt, at du er fanget i hverdagsrutiner, at du ser dine børn mistrives og at du er ulykkelig. Det kalder på forandring.

 

Jeg synes du er nødt til at træffe dig nogle beslutninger, beslutninger om det du vil og det der vil være godt for dine børn.

 

Ud fra det må du undersøge hvad der er mulig; feks. Hvis du for alvor siger fra over for hans livsstil, vil han mon lytte til det? Er det muligt at gå fra ham? at skabe et andet liv med dig og børnene. Kan du bo et andet sted. Eller er det muligt at bede ham om at flytte?

Jeg tænker også på om du skal være bange for ham, hvis du siger fra. Hvis ja, skal du passe godt på dig selv og børnene.

Jeg tænker du har brug for mere konkret hjælp og støtte til at træffe de rigtige beslutninger. Derfor vil jeg anbefale dig søge hjælp hvor du kan komme til en samtale, ansigt til ansigt og give dig god tid.  

 

Det kan være på et Misbrugscentre/ Rusmiddelcentre som alle har tilbud til pårørende. De vil formentlig kunne tilbyde dig pårørende-samtaler.

 

Der findes kvindekrisecentre og hele landet. Der vil du også altid kunne få konkret råd og vejledning.

 

Og endelig kan du kontakte din kommune, som også har tilbud til unge og familier.

 

Jeg vil ønske dig mod og kræfter til at komme videre.

 

Kærlig hilsen Lone

Lones billede

Besvaret af: Lone Walsøe