Diagnose og stoffer
Spørgsmål fraPige / kvinde36 år
Hej. Min søn på 22 år har længe eksperimenteret med stoffer. Men lige siden han startede i skole har jeg også været klar over, at han ikke fungerede optimalt, rent socialt. Gennem hans skolegang har jeg kæmpet med lærerne (og hans far – vi er stadig sammen) for at få "nogen" til at hjælpe sønnen og evt. tjekke op på om der kunne være tale om en diagnose. Men jeg fik blot at vide, gang på gang, at jeg ikke måtte tvivle på mine evner som mor, og at jeg bare skulle favne ham. Han har ikke været med til nogle af samtalerne eller vidst besked om min kamp. Så snart han blev myndig, fløj han op til sin læge og kom løbende hjem med adskillige diagnoser, som han påstod, at han havde fået tildelt af en for os ukendt psykiater. Vi har været rundt om ADD og bipolar type 2 – samt skizofreni, som han dog trak i land igen. De to første diagnoser var sjovt nok samfaldende med at han datede piger, der havde disse diagnoser. Jeg har aldrig fået lov til at få oplyst hvilken psykiater, han talte med, men jeg har af og til fået vist nogle medicinpakker med hans navn på. De indeholdt midler til ADHD patienter. Samtidigt med dette er han – ifølge eget udsagn – startet på hash og kokain i en alder af 14 år. Hvilket igen kan få mig til at undre mig over, at jeg har måttet kæmpe for at få andre til at lytte, og at selv hans nærmeste familie har været på nakken af mig for at "se spøgelser". Undtagen hans 5 år ældre storebror, der var enig med mig – men det kunne jo skyldes så meget andet, fx søskende-jalousi, så ham tog jeg ikke som kvalificeret medhold. Han har i 2019 boet og arbejdet i et halvt år i Amsterdam, hvor han – igen iflg. eget udsagn – startede på heroin, fordi det var så billigt. Mellem 5 og 6 gram om ugen, siger han. Jeg ved ikke en dyt om stoffer, ud over hash, så jeg skal ikke kunne sige, om det er inden for et normalt budget. Han sniffer heroinen, siger han. Og det gør han stadig. I hvert fald indtil for en måned siden, hvor hans pusher og gode ven døde af en fejl-dosis. Hele hans misbrug er oplysninger, jeg har fået siden pusheren døde, og jeg glider stadig ind og ud af chokfasen. Jeg var godt klar over, at noget var galt, men har jo igennem de sidste 20 år hele tiden fået at vide at jeg var idioten, der så spøgelser, og havde måske håbet at det var sandt. Han er nu startet på Rusmiddelbehandlingen i Københavns kommune, og henter hver dag sin dagsration af Suboxone og vist nok Naloxon, 8 mg/2 mg. Jeg ved ikke om han får yderligere hjælp (terapi osv.). Hans misbrug skyldes helt og holdent mig, siger han, at jeg er iskold og nyder at tvære ham ud og håne ham. Jeg er faldet i "grøften" og har spurgt ham om han har skænket det en tanke, at det gør mega ondt på hans far og mig, men det skal man ikke diskutere med ham. Han vil kun gentage, at det er min fejl, og selv om faderen får samme besked af og til, er sønnen begyndt at splitte os ad sådan at han kun kommunikerer med faderen (som gør hvad sønnen beder om – låner ham penge, vækker ham hver dag osv) – og faderen er nok lige så fortvivlet som jeg. Og her står jeg så – tuder så jeg er totalt hævet i hovedet hver dag, tuder på jobbet, kan ikke koncentrere mig, ser i ånden at mit 24-årige ægteskab snart lukker og slukker pga. den møgunge – jeg er både vred på ham og systemet, der ikke gad lytte mens tid var, og jeg er totalt ulykkelig over at få kastet skylden for hans misbrug på mig. Selvfølgelig er jeg ingen engel, men jeg har sku heller ikke negligeret ham, og jeg har heller ikke haft noget misbrug. Selv om han kalder os forældre for alkoholikere (vi drikker stensikkert under 2 genstande om ugen pr. person, men i ferier og godt selskab drikker vi vin og drinks). Mit spørgsmål er: Findes der ingen rådgivning til os forældre? Jeg er forsikret via jobbet, men jeg er i tvivl om hvor jeg skal gå hen. Familieterapi er udelukket – det har vi forsøgt for nylig, for egen regning, og knægten sad og løj åbenlyst, så initiativet var helt til grin og spild af penge. Jeg er også forsikret, så han kunne skifte hjem-adresse til vores og dermed få et betalt ophold på en døgnbehandling, men det vil han ikke. Han vil klare det selv, siger han. Og det argument kan jeg jo ikke gøre noget ved. Håber I kan foreslå hvem jeg kan søge hjælp hos. Mvh En-mor-fra-helvede
Svar fra rusmiddelekspert Løkke Dee Vium
Hej en mor der virkelig lyder til at kæmpe både for sig selv, sin søn og ægteskab.
Der er ingen tvivl om, at det er en hård og nok til tider ret ensom kamp du har kæmpet for din søn. En kamp han ikke kender til og som måske gør, at han føler sig misforstået eller ikke set. Det har på intet tidspunkt været din mening med det hele. Han har også holdt dig udenfor fordi han ikke har været ærlig i ungdomsårene med, hvordan det har været at være ham i verden med sociale relationer, koncentration eller i familien. I har måske begge gerne ville passe på hinanden, men er i den proces kommet til, at såre hinanden mere end nogen af jer ville.
Nu står I så her som familie. En far, en bror, dig som mor og ham som det hele drejer sig om. Han har rakt ud til lægen efter hjælp og er blevet taget alvorligt, men også smækket døren i til, at I må vide hvad der foregår med og omkring ham i behandling. Det har han ret til, men det gør ondt.
Med hensyn til dit spørgsmål omkring rådgivning til pårørende, så tænker jeg, at du og evt. sammen med din mand skal have samtaler evt. på et misbrugscenter uden jeres søn er med, men hvor der er mulighed for, at snakke om, hvordan I oplever ham i det daglige og jeres rolle som forældre. (de behøves ikke at have kendskab til jeres søn).
Jeg ønsker jer som familie alt held og lykke med samtalerne og håber, at I finder de svar der vil være med til, at bringe ro og tillid i jeres familie igen.
De bedste hilsner Løkke