Hej jeg er en pige på 15 år.
Jeg har et ret stort misbrug. For 2 år siden var jeg en helt normal god pige, passede skolen og alt det, men så begyndte jeg at få nye venner, og de var måske lidt dårligt selvskab kunne jeg godt mærke men elskede at det var lidt farligt og være sammen med dem, følte mig lidt sej, og følte endelig der var nogen jeg passede med.
En dag var jeg sammen med nogen af mine drenge venner, en af drengene kunne og kan jeg stadig virkelig godt lide, og ja de ryger meget hash, tager stoffer og sådan. Vi tog så ned i en park og så skulle de ryge hash, og så synes de jeg skulle prøve det, var lidt argh omkring det men så tænkte jeg fuck det, det skal prøves så jeg prøvede det. Lige siden den dag har jeg røget hash i en del større mængder, og ryger det meget.
i midten af sidste år, blev det hele værre, jeg begyndte så på stoffer også, jeg tog kokain, egentlig bare alt jeg kunne komme til.
Når jeg ryger hash eller tager kokain, føler jeg at alt er bedre sådan, jeg glemmer alt det dårlige i mit liv, glemmer alt det lort jeg har været igennem, og det nemmere for mig at magte livet, og når jeg er sammen med de mennesker som også gør denne slags, så føler jeg det er som at hyg sig med familien, for de er der altid for mig, og de er bare den familie jeg har manglet.
Komunnen har før været lidt inden over det, men valgte ik og gør noget ved det, så jeg sidder stadig i fritiden og ryger hash, er på alt muligt andet.
Jeg har fået en kæreste jeg elsker rigtig meget, han har selv været inde i et misbrug, er det godt nok ik stadig, men han vil virkelig gerne have mig ud af mit misbrug, og på en måde vil jeg også selv ud af det så jeg ik mister ham, men på en måde nyder jeg at være inde i mit misbrug, og være sammen med alle dem der har det som mig.
Ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre
Hej
Tak for dit spørgsmål, synes det er rigtigt godt du skriver til os.
Jeg synes du er god til at beskriver alle de tanker og overvejelser du går rundt med. Det her med at stofferne kan føles som en "hjælp", så man oplever man bedre kan være med de svære ting man har i livet, har jeg hørt flere andre unge beskrive. At man på den ene side gerne vil stoppe med sit misbrug, men på den anden side ikke vil stoppe alligevel- præcis som du beskriver det.
Når jeg taler og skriver sammen med unge som dig, tænker jeg tit hvad det er de bruger stofferne til, hvad det er for en funktion stofferne har for netop den unge, netop for dig. Du beskriver det meget præcist synes jeg. Det gør for dig, at du oplever alt bliver bedre, alt det dårlige forsvinder, du glemmer alt det svære du har været igennem og det er nemmer for dig at magte livet.
Når jeg læser det du skriver, tænker jeg, at jeg godt kan sætte mig ind i at det derfor kan være svært for dig at stoppe med dit misbrug. For måske du tænker ”hvad skal jeg så gøre når de dårlige tanker kommer?”, ”hvad skal jeg så gøre når der er lort i dit liv?”, hvad skal jeg så gøre når jeg bare har lyst til at glemme?”
Når man tager stoffer har mange den samme oplevelse som du har, at man føler de svære ting forsvinder.
Men de forsvinder ikke, de bliver bare skubbet i baggrunden når du er påvirket, men kommer igen og tit bliver de større og flere- eller hvordan er det for dig?
Din kæreste lyder sød, det lyder til han er en man vil gå lang for at holde fast på:-)
Det lyder til han vil dig en masse godt, at han er sød ved dig og du skriver også han gerne vil have du stopper med at tage stoffer, som han selv har gjort.
Måske han kan fortælle dig om, hvordan han stoppede, hvad der var svært og ikke så svært og hvad du skal være opmærksom på. Måske han kan fortælle om alle de gode ting han oplevede med sig selv, sin krop og sit sind efter han er stoppet- for når man stopper et misbrug oplever man som ofte en masse ændringer. Mange beskriver at de kan mærke mange flere følelser igen, at de bedre kan huske og koncentrerer sig, at de får mere energi og føler sig mere ovenpå, på sådan en mere naturlig måde. Måske din kæreste kan fortælle om nogle af de ting?
Jeg tænker det måske også vil være godt for dig at snakke med nogle om det her med, gerne ville stoppe og så ikke ville stoppe alligevel. Jeg ved de fleste kommuner har en ungerådgivning, hvor man kan søge hjælp.
Hvis du går ind på netstof.dk siden og går ind under " find hjælp" og skriver din kommune – så kommer der telefonnumre og steder op, hvor du kan søge rådgivning.
En du kunne snakke med- også om de ting du har med dig i dit liv. Jeg tænker på det omkring din familie du beskriver og at du skriver du har oplevet meget lort. For når man snakker med en Ungerådgiver om et misbrug taler man også altid om alle andre ting i ens liv, for tingene hænger for det meste sammen. Sådan er det måske også for dig?
Jeg håber du tænker videre, og måske kommer til at tale med en om dine tanker og overvejelser. Jeg håber du finder en vej, der passer lige til dig og håber du og din kæreste får en dejlig sommer sammen.
Har du lyst må du meget gerne skrive igen.
Pas på dig selv.
Helle