Min kæreste ryger hash dagligt, han gjorde det lidt i starten da vi begyndte at være sammen. Nu er der så gået 6 år.. Vi er enlig begyndt på at vi gerne vil have et barn. Men jeg kommer i tvivl. Han lover at han vil holde osv. Men kan ærlig talt ikke se nogen forbedring. Og nogengange har jeg bare lyst til at gå min vej. Selvom han betyder alt for mig, så ved jeg snart ikke hvad jeg skal gøre. Han siger flere gange at han vil trappe ned, for at tilsidst stoppe. Men der sker intet. Selvom jeg fortæller ham hvordan jeg har det og åbner mit hjerte, så får jeg lovet en masse ting ellers får jeg en sviner. Han er ikke til at snakke med når han ikke ryger. Vil lige sige at samtlige af hans venner ryger og den ene af hans brødre. Så derfor er det heller ikke nemt at stoppe. Men jeg gider ikke have et barn med en der vil være stenet hele sit liv. Og synes at det er okay. Hvad skal jeg gøre.? Skal jeg blive ved med at prøve og hjælpe ham, eller betyder jeg bare ikke nok. Jeg fatter ikke hvad der foregår i hans hoved længere.
Kære 24 årige kæreste
Tak for dit brev. Det lyder virkelig som om du efterhånden har fået nok af løfter der ikke bliver indfriet. Det kan jeg sørme godt forstå.
Det lyder som om din kæreste et godt og grundigt tilvænnet et hashforbrug. Alle hans venner ryger, så i det fællesskab bliver han blot bekræftet i at det er okay. Han er ikke til at snakke med når han ikke har røget – det betyder at han er afhængig, så når han ikke har røget bliver han abstinent. Han har flere gange lovet at trappe ned eller at stoppe uden du kan se forandring. Han lytter ikke til dine behov og ønsker for fremtiden, men kan formentlig kun tage udgangspunkt i egne behov. Du fortæller, at du åbner dit hjerte og at du enten får tomme løfte eller en sviner. Det er sørme ikke i orden – han behandler dig jo ikke ordentligt! Det betyder ikke nødvendigvis at du ikke betyder noget for ham, men det betyder at hashen har 1 prioritet og han ikke kan tilsidesætte sine behov for andres.
Du skriver at han betyder meget for dig. Jeg tænker på hvad det er ved forholdet der betyder noget; er det mindet om den forelskelse I havde engang og håbet om at den tid kommer igen. Eller ønsket om at være så betydningsfuld i hans liv, så han vil stoppe med hash-rygning. Eller måske noget helt andet. Det kan være værd at tænke godt og grundigt over.
Supergodt du ikke har lyst til at få barn med en der er stenet – det er ikke godt for hverken dig eller et barn. Så super-fornuftig beslutning.
Du kan ikke hjælpe ham mere end du allerede har gjort. Han er nødt til selv at ville forandring og det ser ikke ud som om han i virkeligheden ønsker det. Jeg synes du skal gå efter dine drømme og håb for fremtiden – du er en ung kvinde med livet foran dig – du skal leve det og ikke vente på at en kæreste forandre sig.
Held og lykke
Kærligst fra Lone