Hej,
Jeg er pårørende til en hvis brug af stoffer har taget overhånd, men hun har selv svært ved at se det. Det startede med at hun begyndte at tage stoffer når hun festede og var med venner der også gjorde, til hun nu tager det alene en hverdagseftermiddag. Hun har selv svært ved at indse hun har et misbrug, og når jeg har prøvet at tale stille med hende om det siger hun bare "jeg kan ikke blive afhængig og jeg kender mange der tager flere stoffer end mig." Jeg mener det er gået hen og blevet et problem når man i perioder på 2-3 mdr tager stoffer stort set hver dag og føler man (læs: min veinnde) bedre kan klare en skoledag når hun er påvirket. Hun nævner selv at hun bedre kan "lide sig selv" når hun er påvikret og tingene bliver lidt nemmere. Hun er begyndt at døje med rigtig meget angst og depression og tager stoffer for det forsvinder, men det er tydeligt at se det er stofferne der gør hun har angst og er deprimeret – hun mener selv det er dem der hjælper. Hun har været til lægen for hun ville gerne have hjælp til hendes angst, men de (lægen) fandt hurtig ud af at det ville være bedre for hende at komme i en gruppe for afhængige, det her tilbud har hun stadig ikke takket ja til.
Hvad skal man gøre som pårørende i sådan en situation? Hendes andre venner tager selv mange stoffer og jeg føler jeg er den eneste der kan gøre noget, men jeg ved ikke hvad? Burde man tale med hendes forældre om det som ikke har en anelse om det her forgår? Jeg vil stadig gerne beholde mit venskab til hende, men jeg ønsker også at passe på hende – jeg synes det har taget overhånd, men hun kan ikke selv se det.
Mvh.
Kære veninde
Tak for dit brev. Det er et spørgsmål og en fortvivlelse, som jeg er sikker på flere kan genkende.
Din veninde er heldig at have en som dig, der kan se klart udefra. Det er dog ikke sikkert – og det skriver du også – at din veninde, som står midt i misbruget, oplever det hele helt anderledes. Og den pointe kan du starte med at fortælle din veninde – at hun ikke ser klart, netop fordi hun tager stoffer.
Din veninde plages af angst og depressive symptomer, måske netop pga. stofferne. Og så bliver det en ond cirkel som hun forsøger at løse med stoffer og dermed gør alting værre.
Der er ingen tvivl om, at du har ret i at dagligt brug af stoffer over flere måneder er bekymrende.
Derfor skal du heller ikke stå alene med denne alvorlige bekymring, så du skal søge en ”voksen” som kan støtte og hjælpe dig. Det kan være svært at forudsige konsekvenserne af at ”gøre noget” – og at gøre det man finder rigtigt. Så støtte til dig, så du ikke er alene om det.
Jeg synes du skal sige til din veninde, at du som veninde, er nødt til at gøre noget. Om ikke for hendes skyld så for din egen, så du kan lægge ansvaret fra dig. Jeg mener at hendes forældre bør inddrages, også selvom din veninde ikke vil være enig i den betragtning. Hvis der er andre relevante ”voksne” som du kan tale med, er det også en god idé.
Held og lykke med det
Bedste hilsner Lone