Spørgsmål i Brevkassen d. 24.9.2012

Er jeg ond?

KategoriAlkoholAndre stofferAngstDepressionEnsomhedKonkrete bekymringerSeksualitet og sexTraumer
Se svar
kommentar

Spørgsmål fraPige / kvinde

Jeg skriver til dig her, fordi jeg aldrig har turdet åbne mig for andre. Du får den hundrede procent sandhed. Den sandhed jeg ikke har været i stand til at fortælle nogen. Heller ikke min psykolog. Jeg er en pige på 15 år. Jeg har altid følt mig anderledes. Jeg har altid lidt af raserianfald, og når først jeg raser, kan jeg finde på alt. Jeg husker tydeligt, dengang jeg var lille. ikke mere end 7 år, da jeg fik mine første selvmords tanker. Jeg husker, at hver gang jeg var sur på mor og far, forsøgte jeg at hænge mig selv med min bamse (Den havde en lang hale), hænge bamsen fast på den lille krog jeg havde i loftet. Da jeg endelig var næsten op at hænge, fortrød jeg altid. Men tanken var der. Mine forældre og jeg har aldrig haft det godt sammen. Vi har haft gode tider, men i den grad også virkelig slemme, og det var dem der fyldte mest. Som sagt, når jeg var sur kunne jeg finde på alt. Jeg mindes at have råbt til min mor, at hun skulle "dø af kræft", eftersom hendes mor døde af det, og nærmest "truede hende på livet", gjorde jeg også. På trods af jeg elskede min mor ud over alle grænser, ønskede jeg hende alt ondt og havde ingen hæmninger, når jeg var vred. Det gik senere op for mig, at det var for at afreagere, og jeg begyndte at gøre andre ondt – mig selv. Jeg var ikke andet end 10 år, da jeg begyndte at gøre skade på mig selv. Jeg bankede mit hoved ind i ting og kradsede mig selv. Jeg havde hørt om det at "skære i sig selv", men det faldte mig ikke ind i der, da jeg ikke turde det. Min bedstefar døde, og min far var helt nede over det. Alligevel, var jeg vred og jeg husker tydligt, at jeg skreg af ham. Min far gav mig en lussing, jeg husker det tydeligt. Jeg var sønderknust, selvom jeg nu godt kan se at det var min egen skyld. Jeg flyttede skole i 4 klasse. Jeg havde det ikke specielt godt på min gamle skole, jeg blev holdt udenfor. Da jeg endelig flyttede skole, var alt anderledes. Alle folk var meget mere modne. På det tidspunkt gik folk i mærkevarer, havde kærester og var nogen små rebeller. Jeg var vellidt og folk kunne lide mig. MÅske fordi jeg var så dygtig til at skjule hvordan jeg egentligt havde det indeni og hvordan mit forhold til mine forældre var. Mit forhold til mine forældre blev værre, da jeg flyttede skole. Jeg blev oftere ond og rasende, og jeg drev mine forældre helt ude på randen. Tit endte med at mine forældre og jeg nærmest slås. Husker tydeligt de gange, min far havde taget fat i mig og smidt mig ned i gulvet. Det var dog min egen skyld. Jeg begyndte selv at være voldelig; især imod min mor. Jeg fortrød det altid bagefter, men jeg sagde aldrig undskyld til hende. I mit hovede var mor den svageste, og det var derfor jeg gik efter hende. Jeg skreg også af min far, men det meste ondskab gik ud over min mor. Det var her at noget gik op for mig hundrede procent – det var ikke dém. Det vár mig. Det var mig og mit had, jeg blev nødt til at få ud af kroppen. Derfor gik det ud over dem, da det var dem jeg elskede allermest i hele verdenen, og at det var dem jeg vidste, aldrig ville forlade mig, ligemeget hvor ond jeg var. Alt blev værre i syvende klasse. Jeg var ked af det hele tiden, og det gik også udover min skole. Jeg fulgte mindre og mindre med. Jeg lod også mærke til, at jeg blev mere og mere følelsesløs. Det eneste jeg kunne mærke indeni mig hvor rastløshed, følelsen af ikke at være forstået og vrede. Jeg var en tikkende bombe. I skolen kunne folk ikke mærke det på mig. Jeg har altid været besat af, at folk kunne lide mig, og jeg synes at mit forhold til mine forældre var utrolig pinligt, derfor holdte jeg det for mig selv. Jeg begyndte at skære i mig selv med barberblade. Mest på min venstre inderarm og skulder og i nakken. Steder, hvor der var mindst chance for at nogen så det. Det fik mig til at slappe af. Det var rart at gøre nogen ondt på den her måde. Og så især mig. At mærke smerten og se blodet var ubehageligt, men jeg frydede mig med det. Hver gang jeg var vred, var jeg ond. Som sagt, jeg kunne finde på alt. En gang tog jeg 20 panodiler, imens jeg var alene hjemme. Jeg havde lige skændtes med min far. Der skete dog ikke noget, heldigvis. Dog fik jeg det rigtig rigtig slemt, og jeg husker at jeg bare lå i min seng og var svimmel og græd. Min mor kom senere ind, sagde at jeg skulle lade være med at skabe mig. Hun spurgte, hvorfor panodilglasset stod der, og jeg svarede at jeg havde taget tre panodiler for at dulme min hovedpine. Jeg holdte det hemmeligt i langt tid, jeg skammede mig over det. For når jeg var ved mine fulde fem og jeg var i godt humør, havde jeg jo ikke lyst til at dø. Det var som om at jeg havde to sider af mig selv. Den ene, som var vellidt, respekeret af alle, hende der hjalp andre. Og så var der den anden side af mig, som hadede alt og alle. ville alt ondt og kunne finde på at gøre de sygeste ting for at opnå det. Det gik bedre et stykke tid i sommerferien. Jeg skulle til kbh i to uger og jeg glædede mig som et lille barn. derovre fik jeg tilbudt hash af to af mine venner. Først takkede jeg nej, men senere sagde jeg ja. "Det skulle jo prøves på et eller andet tidspunkt." Jeg kunne godt lide det, det fik mig til at slappe af. Desuden, skadede det ingen. Jeg havde stadig noget med hjem, og min veninde (som var med i kbh) gemte det i sin skoletaske. Vi blev busted – og efter det – havde jeg det værre med min familie end nogensinde. Da mine forældre og jeg skændtes, fortalte jeg min mor det om panodilerne af afmagt. Jeg fik konstateret en depression. Jeg kunne ikke forstå det.. De tvang mig til en psykolog, men hun kunne aldrig hjælpe mig. jeg skar stadig i mig selv reglmæssigt, og jeg var også begyndt at drikke ofte. I en brandert, – ikke for at opmærksomhed men "hævn" over noget, jeg ikke engang var sikker på hvad var – fortalte jeg hende, at jeg var blevet voldtaget. Snart vidste alle det, jeg krøb mig ind i et mussehul. Min mor prøvede at snakke med mig om det, men jeg nægtede. For det ville betyde, at jeg blev nødt til at lyve igen og det ville jeg ikke. Min mor var ked af det, men hun vidste det aldrig. Jeg var så træt af alt, at jeg begyndte at pjække fra skole. Jeg lavede aldrig mine ting mere, jeg, der ellers var så dygtig. Hvad skal jeg gøre? Jeg har været på medicin, men følte ikke det hjalp det store. Jeg føler ikke jeg kan snakke med min psykolog om det. Jeg tænker stadig over selvmord, og det er som om, at hver dag bliver jeg stærkere og stærkere til at gøre det. Jeg skærer stadig i mig selv reglmæssigt og skændes med mine forældre. hvad skal jeg gøre? Jeg har prøvet alt. Intet virkede. Jeg har aldrig betroet mig til nogen. Især ikke om det med voldtægten. Du er den første. Jeg vil være normal. Jeg troede det her var en fase, men jeg er ikke sikker mere. Lad være med at skælde mig ud og fortælle hvad jeg har gjort forkert, for jeg er hundrede procent klar over det hele.
 
Skrevet af: Luise

Svar fra psykolog Eric Allouche

Hej Luise
Hvor modigt af dig at skrive de ting om dig selv og skælde dig ud er helt sikkert, hvad jeg mindst har lyst til. Derimod kunne jeg ønske for dig, at du ikke er så hård ved dig selv. Du spørger om du er ond, jeg har faktisk ikke mødt et ondt menneske og tror ikke på at der findes onde mennesker, men man kan af forskellige grunde komme til at gøre noget der gør en selv eller andre ondt. I din beskrivelse lyder det til, at det en del af tiden er pinefuldt at være dig, nu har du taget et vigtigt skridt ved at skrive dette brev. 
Næste skridt kan være at tale med en voksen om alt det her du går rundt med. Jeg kan forstå du går ved en psykolog, men ikke synes du får hjælp af hende. En mulighed kunne være at vise hende dette brev, eller bare fortælle hende noget af det, for så får hun en bedre chance for at hjælpe dig og hjælp har du brug for, du skal da ikke gå rundt og have det så skidt! Hvis du ikke kan overskue det er det også muligt at finde en ungdomsrådgivning i det område hvor du bor og prøve at tale med dem om problemerne. 
Der findes også forskellige telefonrådgivninger, f.eks. Livslinien, der hjælper mennesker med selvmordstanker og der er man jo anonym. Jeg ved ikke hvordan forholdet er til dine forældre nu, men kunne du tale med en af dem om det ville det også være rigtigt godt. Når man går med så store og svære følelser som du gør, er det ikke ualmindeligt, at man får lyst til at ryge, hash, drikke og/ eller skære i sig selv. Nogle gange kan man kalde det selvmedicinering, fordi det nu engang er den måde man kan finde på, at dæmpe følelserne på, men der findes andre måder, der fungerer bedre så det handler om at finde den rigtige måde at hjælpe dig på. Jeg kan forstå du har prøvet noget medicin, der ikke hjalp dig, der findes mange slags medicin i forhold til at hjælpe en med psykiske problemer, det kunne du måske snakke med din læge om…og/ eller han kunne henvise dig til en læge, der ved endnu mere om den slags medicin og dermed finde noget der kan hjælpe dig. 
Jeg kan se på den måde du har skrevet brevet på, at du er rigtig god til at formulere dig og beskrive dine følelser. Jeg vil virkeligt ønske at du vil lade din psykolog se det ….så hun kan hjælpe dig! Hvis du har lyst til at læse om eller chatte med andre piger, der også kan have det svært, kan du gå ind på girltalk.dk Jeg håber virkeligt du får den hjælp du har brug for til at få det liv du ønsker dig! 
Mange gode tanker fra Silas
 

0 kommentar

Skriv en kommentar

Relaterede spørgsmål

Pige / kvinde17 år

er det normalt eller en hashpsykose?

nu er det 3 dage siden jeg sidst har røget, og der fik jeg en lille green out. men det er som om det ikke er helt gået væk og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. jeg har fået så meget angst de sidste ...
Pige / kvinde40 år

Oxycondon

Hej Er så fortvivlet og på randen til at blive skør i hovedet af at tænke mig gul og blå, for at finde på løsninger som virker. Min man er i behandling på CSU for misbrug af Oxycondon. Han lyver om...
Pige / kvinde57 år

Min søn bruger tramadol ca 4 piller pr dag

Hvad kan jeg gøre for at hjælpe – han tager dem mest til nat – vi har prøvet udtrapnong gennem lægen – men de tog han kørekort – det skal han bruge tul sit job – så ha...
Se flere spørgsmål >