Depression – depersonalisering og derealisation

Jeg er en pige på 16 år der i et år har følt mig helt ved siden af mig selv. Jeg er som person meget følsom og har altid fået af vide at jeg ser "skygger"- altså oplever og ser jeg ting og tolker dem helt anderledes end andre. Jeg har også meget svært ved at stole på mig selv og er enormt usikker. Jeg er lige startet i gymnasiet, og har ellers gået på en almindelig folkeskole hvor jeg blev mobbet og udstillet af både mine bedste venner og veninder, og mine lærere. Jeg bor med min familie, men har en ældre søster på 18 med OCD, angst og mange andre diagnoser. Min mor har også været nede med stress 2 gange og begge mine forældre er generelt bare meget stressede. Min søster fik det alvorligt dårligt for 3 år siden, hvor det også begyndte at komme til mig. Jeg har været meget tilsidesat i mit hjem, og mobningen har også haft konsekvenser for mig, men det er først blevet rigtig slemt i 2017. 

Jeg oplevede at jeg specielt var ked om vinteren, og følte ikke rigtig jeg kunne komme ud af sengen ligesom mange andre unge. Men det er med årene blevet en daglig oplevelse, at jeg føler mig deprimeret. Jeg har en slem knæskade,  som gør at jeg ikke kan dyrke motion som jeg har kunne før. Jeg kan ikke cykle, løbe el. lignende uden smerter, hvilke også påvirker mit humør meget. Angst er også noget der fylder enormt meget i mit liv. Jeg tør ikke fx. at tage offentlig transport eller snakke med nye mennesker til fester, som normalt ikke har været noget problem for mig. Men hvad der bekymrer mig allermest, er den her "uvirkelighedsfølelse" som jeg konstant har. Jeg har svært ved at beskrive det, men det kan forklares som et filter der lukker mig af fra virkeligheden. Jeg føler ikke der er en tydelig grænse melllem mine drømme og virkeligheden. Jeg føler at alt er lidt tåget, både min hukommelse men også når jeg fører en almindelig samtale. Jeg føler ikke den kærlighed til min familie, som jeg har gjort før, som om der er en glasvæg mellem mig og omverdenen. Der er ikke noget der er vigtigt, for mig, ikke forstået som "det kan da også bare alt sammen være ligegyldigt", men mere som om at intet har nogen som helst betydning for mig. Jeg har svært ved at kommunikere, og min angst præger også meget dette. Jeg har læst om depersonalisering og derealisation, som begge har symptomerne som jeg føler konstant. Det her er alt startet uden jeg vidste det bevidst, men for ca. et år siden da min bedstefar, som jeg havde et føllelsesmæssigt meget tæt bånd til, døde. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med den her følelse, og jeg er bange for at jeg er den eneste der oplever det. 

Mvh