Kære Eric,
Opdagede i ugen op til efterårsferien at min søn var begyndt at eksperimentere med amfetamin.
Blev meget ked af det og konfronterede ham med min opdagelse, han benægtede det ikke, men gik i forsvar og prøvede at negligere det med, at det kun var sket et par gange. Jeg vidste dog på daværende tidspunkt, at det havde stået på siden den første fest på gymnasiet.
Prøvede hele tiden at opretholde en god kommunikation med ham og fik ham forklaret hvad det sætter gang i af bekymringer fra min side og konsekvenser for ham selv ved brugen af euforiserende stoffer.
Han har altid været en velfungerende dreng med en stor omgangskreds og sunde interesser, så det kom bagpå mig at han var begyndt med stoffer.
På efterskolen var der en del problemer med nogle unge som var kommet ud i et hashmisbrug og desværre er de to af dem nogle gode barndomsvenner af min søn. Ved ikke om det hele er startet der med lidt hash indimellem og det så er eskaleret efter starten på gymnasiet.
I den sidste tid er der forsvundet penge herhjemme – senest i går, hvor der manglede 200 kr i min pung, går til ham og spørger til om han har taget dem – hvilket han benægter. Det er kun ham der har været hjemme i løbet af dagen og derfor ved jeg at det er ham!
Hvad gør man så ? Acceptere hans svar eller ? Bliver vred når han stjæler fra mig – han har indrømmet at han før har taget penge fra mig, da jeg tit har en del kontanter liggende (er selvstændig).
Vi har nu valgt herhjemme at vores punge og kontanter ikke længere ligger fremme, men bliver gemt, så han ikke kan komme til dem.
Føler mig så magtesløs og frustreret over de valg han har truffet lige nu! Føler at han spiller russisk roulette med sit liv! Jeg vil på ingen måde acceptere brugen af stoffer, men jeg vil også gerne støtte ham i at komme ud af det. Det er bare svært når han benægter brugen af stoffer lige nu – han bliver ved med at sige at vi bare kan teste ham og at vi skal stole på ham. Men jeg stoler ikke på ham og jeg tror heller ikke på ham. Det slider at skulle være mistænksom hele tiden og jeg har så ondt i maven når han kører hjemmefra, for jeg ved at jeg ikke kan stole på ham lige nu.
Vi har valgt at kontakte en misbrugskonsulent i dag og få os en snak omkring hvad vi skal gøre og hvad vi kan gøre i forhold til min søn.
Men jeg ved ikke om jeg skal finde en psykolog til ham, så han kan få snakket ud om det der måtte være årsagen til at han er startet på brugen af stoffer.
Hvad siger din erfaring dig vedr. unge og brugen af stoffer – hvad kan man gøre som forældre ?
Prøver at lade være med at vise ham min vrede, men holde en fornuftig dialog med ham.
Er bekymret for fremtiden – vil han kunne fortsætte på gymnasiet hvis misbruget fortsætter ? Hvad har et langtidsmisbrug af konsekvenser ?
Er så ked af det og kan mærke at det påvirker min hverdag og gør det svært at holde fokus på arbejde, da jeg er konstant bekymret.
Har brug for gode råd …