Kan ikke stoppe mit weekendbrug af kokain eller MDMA.

Kære brevkasse.

(Undskyld at det blev et lidt et langt indlæg, men følte at jeg gerne ville belyse alle trådene i mit misbrug, så i også har et grundlag for at give et mere nuanceret svar) 

Jeg skriver, fordi jeg har brug for hjælp eller gode råd til at stoppe med at tage stoffer i weekenderne en gang for alle.

For nogle år siden havde jeg et misbrug af hash, som jeg røg alle hverdagsaftener over en periode på ca. 6 måneder, for at slippe for mørke tanker som i særdeleshed kan opstå i mig når solen er gået ned. Jeg opdagede selv mit problem, uden nogen andre opdagede noget, og fik det løst rimelig hurtigt. Nu ryger jeg kun hash hvis andre tilbyder, og det er kun en 2-3 gange om året det sker. 

I gymnasiet startede mig og en masse andre drenge fra vennegruppen at eksperimentere med kokain eller MDMA som "prikken over i'et" til festlige arrangementer eller særlige begivenheder. Efterhånden som vi blev vant til at tage stoffer var det sjovt nok en "særlig begivenhed" hver gang det blev fredag, og dette kunne nu også være torsdag eller lørdag, eller flere af de tre dage i streg. Jeg har altid gået og tænkt at jeg sagtens ville kunne stoppe hvis jeg gad – havde ligesom et slags bevis for at jeg havde den evne, pga. mit stop med mit hashmisbrug. 

Men her kommer mit problem. Nu er det så gået op for mig at jeg ikke kan stoppe, selvom jeg virkelig gerne vil!! og det er nærmest fysisk umuligt for mig at sige nej hvis nogle tilbyder. Min kæreste har direkte og indirekte gjort mig opmærksom på problemet. Hun stiller ikke regler eller ultimatummer op, men jeg kan mærke at mit brug påvirker hendes humør, og hun vil ofte kun ytre sin mening hvis jeg åbner op for emnet – hvilket jeg synes er sødt og en del af de mange grunde til at jeg elsker hende. Nu tegner der sig et mønster, som hedder: Jeg lover hende, på min egen opfordring, at stoppe for altid, det løfte kan jeg så ikke efterleve hvorefter hun bliver ked af det og skuffet. Jeg mener det VIRKELIG når jeg siger til hende at jeg gerne vil stoppe, og kan sagtens holde mig fra det hvis jeg ikke drikker alkohol. Men når jeg så er til opvarmning med drengene, som iøvrigt også følger et fast mønster, melder lysten sig ALTID hos os alle sammen efter første eller anden øl, og jeg tænker "hvad fanden, min kæreste finder alligevel aldrig ud af det", så jeg lyver over for hende hvis hun spørger om vi var på stoffer i weekenden. Ligeledes får jeg sværere og sværere ved at være social med den gruppe, uden alkohol eller stoffer, det er som om, pga. vi har oplevet stoffer sammen så mange gange, synes et ganske normalt socialt arrangement med dem, at være røvsygt, måske fordi vi alle sammen ved hvor nemt det kunne blive rigtig sjovt. Når jeg er sammen med folk. som ikke tager, kan jeg sagtens lade vær, men har dog alligevel oplevet at tage tidligt væk fra et arrangement for at opsøge coke-gruppen. Jeg skal med andre ord være geografisk langt væk, så tænker jeg slet ikke over at stoffer er en mulighed. Her den anden dag begyndte jeg så at tænke over om jeg ville kunne sige nej til drengene og være den eneste som, ikke tog stoffer i det selskab, og det tror jeg bestemt ikke – men så slog det mig, hvis nu jeg vidste at min kæreste forlod mig hvis jeg indtog stoffer en gang til, ville jeg så kunne holde mig fra det? Og der blev jeg sgu i tvivl om jeg ville kunne det – og det skræmmer mig RIGTIG MEGET, at stofferne kan vinde over en person, som jeg elsker højere end noget andet i verdenen, og vil være sammen med hele mit liv – og hvordan kan jeg være i tvivl, når stoffer ikke bringer noget godt med sig ud over de få timer det virker. Hun giver mig til gengæld en hel masse livsglæde og energi – så svaret er jo nemt nok. Kan bare næsten ikke udleve det i praksis, og jeg hader mig selv for det.

Hvad skal jeg gøre? Mit weekendbrug påvirker min kæreste, svækker mine relationer og jeg kan af en eller anden mærkelig grund ikke stoppe, selvom der synes at stå meget på højkant. Derfor mener jeg nu det er et misbrug. Skal jeg opgive alkoholen, eller at gå i byen? Har heller ikke lyst til at afskære mig fra drengene, fordi så har stofferne "vundet", kan man sige. 

Mvh den meget fortvivlede fyr.