Depersonalisering?

Hej jeg er en dreng på 17 som går i 1.g og nu for lidt over et halvt år siden, den 17/1 har prøvet at ryge hash for første og sidste gang.

Jeg var sammen med en flok venner som alle gjorde det, og har flere gange sagt nej, fordi sådan noget slet ikke er mig, men fordi der var en flok på 8 stykker der alle havde det sjovt med det, bukkede jeg under for gruppepresset.

Det var ikke fordi jeg røg specielt meget, men rigeligt til at jeg kunne mærke det, og havde det ikke ubehageligt selve aftenen. Dagen efter vågner jeg og har ikke sovet så meget, så det hele er lidt koget og jeg lægger ikke rigtig mærke til noget specielt. Dagen efter har jeg det stadig lidt mærkeligt, så jeg søger på google omkring hash og virkningen af det osv. Jeg trøster mig selv med at der står, at det stadig kan sidde lidt i en noget tid efter, og især hvis man aldrig har prøvet det før, men jeg lægger mærke til at jeg har det lidt underligt. Dagen efter igen i skolen føler jeg mig meget paranoid, har ingen emotionelle følelser og har meget svært ved at koncentere mig og huske, og føler mig på en måde fraværende når jeg er sammen med mine venner. Jeg kan generelt mærke at noget er galt. Jeg bliver ret nervøs og søger selvfølgelig på Google igen, hvilket selvfølgelig også kun gør det hele værre, og jeg har i løbet af dagen fået overbevist mig selv om at jeg har fået en psykose og får schizofreni. Et par dage går videre hvor jeg stadig har det underligt på en måde der er svær at forklare, kan bare mærke at noget slet ikke er som det burde, og jeg er sikker på at hashen er årsagen til det. Jeg siger det så til min far en fem dages tid efter og får samme aften et angstanfald, fordi jeg oplever symptomerne og blev bange for at de aldrig går over, og på en underlig måde føler jeg at alle de minder jeg har er forsvundet, eller i hvert fald meget distancerede, som om det ikke er mine. hvor jeg tror jeg skal dø og hyperventilerer osv og ved ikke hvem "jeg selv" er. Min far har selv prøvet at ryge et par gange da han var ung uden problemer, så han overbeviser mig om at der ikke kan ske noget af at prøve det en enkelt gang.

Efter noget tid hvor tingene ikke rigtigt har ændret sig, men jeg bare føler at jeg mister mig selv, fordi der går længere tid siden jeg har været "mig selv", tager vi kontakt til lægen, og pga corona snakkede jeg med hende online, og hun mener at det lyder som angst/stress, og at hun er helt sikker på at hashen ikke har gjort noget, fordi jeg kun har røget en enkelt gang. Jeg har før været lidt stresset fordi der var en del at se til, men det har aldrig rigtigt været så voldsomt, så jeg er lidt skeptisk over den forklaring. Jeg snakker med hende et par gange, og bliver henvist til en psykolog. Psykologen fortæller mig også at hun aldrig har hørt om sådan noget skulle være pga. hash, og at det er mere fordi jeg har overtrådt en personlig grænse, hvilket det på en måde også var…

Selvom både lægen og psykologen prøver at overbevise mig om at det kommer af stress, har det så ikke afholdt mig fra at "selvdiagnosere", og jeg kom efter en masse surfing frem til noget der hed dp/dr som beskrev det nærmest perfekt hvordan jeg har oplevet det. Jeg har så tænkt til mig selv at det måske ikke er det smarteste at gøre, og siden jeg ikke ligefrem er sikker på at det er det jeg lider af, eller om det egentlig bare er stress og det hele "sidder i mit hoved" ville jeg give det et forsøg at skrive herinde. Det jeg er allermest bange for er at glemme mig selv, for har ikke kunne finde hoved og hale i noget som helst, og corona har bestemt ikke gjort det hele mindre deprimerende. Førhen havde jeg aldrig rigtigt oplevede nogle voldsomme traumer, og jeg var altid en der klarede sig godt i skolen let uden at skulle tænke over det. Nu har jeg svært ved de mindste ting, og har ikke overskud til særlig meget (svært ved at huske ting og planlægge eller "se" fremtiden). Udover det har jeg svært ved at sove, og føler at jeg altid går rundt lidt som en zombie, så føler mig aldrig rigtig træt om aftenen, og kan vågne tidligt op uden rigtigt at føle mig træt. Til at starte med kunne jeg få angstanfald når jeg vågnede, men nu har jeg det hele tiden som om at jeg holder tilbage på et angstanfald, eller "noget" som jeg skal ud med, som jeg ikke kan komme ud med indeni. Og så fordi jeg har været så heldig at blive ramt med en god omgang fnat for en måneds tid siden, har jeg haft lidt ekstra at tænke på… Nu hvor jeg skriver det hele ned er det lidt en lettelse, men føler mig også dum over ikke at have gjort mere ved det. Heldigvis har jeg nogle gode forældre jeg kan snakke med om det, men de siger ligesom psykologen at det blot er fordi jeg tænker for meget over det (hvilket muligvis er sandt), men jeg kan ikke ignorere de ting jeg oplever, som er noget af det mest skræmmende jeg nogensinde har prøvet. Det er som om jeg er i en slags "void" og jeg tror ikke på at datiden er sket og at fremtiden kommer til at ske, eller hvem jeg er. Føler mig virkelig bare lost.

Sry for psokopatlang besked, men hvad er der sket?