Spørgsmål:

Sociale problemer efter mange års misbrug

Dato: 10.03.2020

Køn: 

Pige/Kvinde

Alder: 

24år

Hej! Jeg skriver herind, fordi jeg de sidste 11 år, siden jeg var 13, har haft periodevis men stort set konstant misbrug af alkohol og senere hash og en sjælden gang i mellem andre stoffer og medicin. Før jeg begyndte at drikke som 13-årig havde jeg det allerede svært socialt. Jeg var klassens stille pige og havde svært ved at få venner, så første gang jeg oplevede rusen af alkohol, blev jeg nærmest afhængig af at drikke igen og igen fordi jeg oplevede, at det blev nemmere at holde ud og være mig selv og være afslappet socialt. Som årene gik blev mit forbrug større og i mange perioder drak jeg dagligt eller i hvert fald flere gange om ugen. Jeg har virkelig svært ved at være social nu, fordi jeg føler, at folk uden et lidt større forbrug af alkohol/hash er svære at snakke med. Det er som om, de lever i en anden verden, og jeg har derfor tendens til at ende med at være sammen med mennesker som ligesom jeg selv har et misbrug. Men nu er jeg stoppet med mit forbrug og vil ikke længere være sammen med andre som bruger rusmidler, men det er som om, jeg stadig har svært eller nærmest umuligt ved at åbne op over for folk, som ikke har haft/har et misbrug. Jeg har forsøgt med psykologhjælp og psykoterapi men intet har hjulpet mig til at få det bedre eller turde være mig selv. Det er nok også fordi, jeg er i tvivl om hvem jeg egentligt er/hvordan jeg skal være, fordi jeg i så mange år har rust mig med alkohol og hash, så det er blevet en del af mig. Jeg føler ikke, jeg har så meget at snakke med folk om og har ikke nogle specielle interesser, jeg kan dele med nogen, da jeg det meste af tiden bare har dulmet mig med rusmidler... Hvordan kommer jeg bedst muligt ud af min skal og tør være mig selv også uden rus???

Svar: 

Hej med dig

Det er et svært spørgsmål du stiller. Jeg vil prøve at besvare det så godt jeg kan, men det kommer til at være lidt langt.

 

På en måde er det du beskriver meget almindeligt. Jeg har mange gange hørt personer fortælle mig hvordan deres første møde med alkohol eller hash gjord at de lige pludseligt følte sig mere afslappet, åben og social kompetent. Men for mange, kammer det over på et tidspunkt, de føler at de ikke kan være social uden alkohol/hash og til gengæld gør deres konstante forbrug af rusmidler at de bliver mere eller mindre udstødte af de "almindelige" mennesker og kommer til kun at omgå -og føle sig tilpas med- personer som også beruser sig.

 

Det der er særlig med din situation er at du begyndte så tidligt, hvilket må betyde, for det første, at du ikke har haft mulighed for at træne dine sociale kompetencer da du var ung, og for det andet at du må have oplevet særlige vanskelige ting i din barndom for at have behov for at beruse dig på denne måde.

Lad os starte med det første. Langt de fleste mennesker oplever i deres ungdom at socialt samvær bliver vanskeligt når de bliver teenager. Hvordan skal man opføre sig for at være velanset og få venner, og hvordan skal man opføre sig ift. personer fra det andet køn? Hvad så hvis man ikke er morsom eller dygtig til small talk? Og hvad så hvis man ikke dyrker sport, ikke spiller musik, og er som sådan ikke særlig dygtig eller interesseret i noget specielt? Man får alle de år mellem, lad os sige 11-12 år og 20-25 år til at afprøve sig selv i forskellige sociale situationer og finde ud af hvordan man bedste tackler dem, og som regel ender det med at man finder sin egne måde at bevæge sig på en nogenlunde tilfredsstillende måde i sociale sammenhæng. Men hvis man har tilbragte disse vigtige år halvberuset eller næsten kun sammen med en lille gruppe ligesindede, vil man kun udvikle få måder at være social på, og så vil man opleve at man er ret hjælpeløs når man bevæger sig udenfor sin gruppe, eller ikke er beruset. Hvordan skal man så løse det problem, når man som dig, er et stykke over de 20 år? Som jeg ser det, er det ligesom at lære et nyt sprog (eller at lære at svømme eller at cykle) når man er voksen. Tingene kommer ikke af sig selv længere og man skal være parat til at arbejde hårdt og længe for at mestre noget som et barn vil mestre i løbet af få uger/måneder. Har du lyst til at lære at være social,  så må du betragte det som noget du skal lære. Prøv at kigge omkring dig og iagttage hvordan folk omkring dig tackler forskellige sociale situationer og så prøve at efterligne det som du godt kan lide. Prøv også at se hvordan folk gør det i film, i litteratur, m.m. Heldigvis er der tusindvis af kilder man kan blive inspireret af...og så skal du praktisere det og se hvordan det fungerer for dig. Nu skal du pas på, målet er ikke at du kommer til ar opføre dig som en anden person end  den du er, men at du bliver god til at udtrykke den person du er i sociale sammenhæng...så du skal ikke sigte efter at opføre dig på en måde som ikke er dig...hvilket fører os til det andet punkt.

 

Når man begynder at drikke så tidligt og så massivt, som det du beskriver, er det ofte fordi der er noget som ikke stemmer i ens liv. Måske er man blevet udsat for en eller anden form for omsorgssvigt eller overgreb, måske er man blevet mobbet, m.m. Alle disse ting kan gøre at man f.eks. får en meget lavt selvværd, "mister kontakt med sig selv", m.m., og så kan det føre til at man ikke synes at man er interessant eller har ret til være der, eller som du skriver det at man ikke rigtig ved hvem man er. I denne sammenhæng tænker du måske, når jeg skriver "at du ikke skal opføre dig på en måde som ikke er dig", "Helt ærligt Eric, har du ikke læst det jeg skriver. Hvis jeg er i tvivl om hvem jeg er, hjælper det slet ikke at du skriver at jeg skal pas på ikke at være en anden person end mig selv". Til en vis grad er det en rigtig bemærkning, men sagen er at man kan ofte være i tvivl om hvem man er...men at man til gengæld er ofte ret klar over hvem man ikke er. Man opdager således hurtigt at nogle ting føles helt forkert når man har afprøvet dem, og så ved man, om ikke andet, at "det der, det er ikke mig". Det jeg vil sige med det, er at du ikke skal sigte efter at finde ud af hvem du er, fordi det er en næsten umulig opgave, men at du skal være opmærksom på den du ikke er, og så lade være med at gå ad denne vej. Den du er vil komme helt af sig selv i takt med at du holder op med at være den du ikke er.

 

Endeligt vil jeg gerne sige, nu at jeg psykolog, at jeg kun kan anbefale dig til at arbejde med disse ting med en psykolog (eller lign.). Jeg ved godt at du skriver at du har prøvet det og at det har ikke hjulpet, men du skal ikke give op fordi den/de første psykologer du har mødt ikke passede til dig. Sådan sker det ofte. Det er noget meget personligt over hvordan man får det men en psykolog, så man skal finde den person man svinger godt med, og det kan tage flere forsøg.

 

Jeg håber at mit svar kunne hjælpe dig lidt.

 

Held og lykke med din forandring :-)

Eric

Erics billede

Besvaret af: Eric Allouche