Spørgsmål:

Selvmordstanker

Dato: 17.10.2018

Køn: 

Pige/Kvinde

Alder: 

17år

Hej jeg er en pige på 17 år, som har desperat brug for hjælp. 

Det hele startede, da jeg var lille, hvor min far begyndte at tage mange stoffer, ryge hash, drikke sig fuld og aldrig var hjemme (det skal lige siges, at mine forældre blev skilt lidt efter min fødsel, så jeg har aldrig oplevet dem sammen eller deres skilsmisse, men jeg har altid været ude ved min far hver anden weekend).

Min far fik sig en kæreste lidt efter min mor, som han boede sammen med i 4 år. Hans kæreste var rigtig modbydelig mod både mig og min mor. Det endte tit med, at min far tog ud med sine venner og efterlod mig med hans kæreste, som både slog mig eller efterlod mig helt alene hjemme som 2 årige. Jeg fik det rigtig dårligt psykisk i en tidlig alder, hvor jeg tit kom hjem til min mor fra en weekend ude ved min far og hans kæreste, hvor jeg sad og slog mit hovede ind i vores radiator og krasede mig selv, mens jeg græd i flere timer (dette er ikke rigtig noget, jeg kan huske, da jeg var så lille, men noget som min mor har fortalt mig). Det var nogle rigtige turbulente år, hvor der båede var masser af skænderier mellem mine forældre og samtidig var min mor også rigtig syg. Min mor har en speciel hjerne sygdom, som hun har kæmpet med i flere år og stadig gør, som resulterer i, at hun ikke altid kan gå eller se og får det rigtig dårligt med mange smerter.

 

Jeg har døget med rigtig svære depressioner gennem meget af mit liv. Jeg har været ude for nogle grimme ting, hvor jeg er blevet overfaldet af en mand, da jeg var omkring de 8 år og igen overfaldet af en anden mand, da jeg var omrkring 12 år. Jeg har derfor fra 8-14 år haft det rigtig dårligt psykisk efter de turbulente situationer, hvor jeg blev indlagt hele tiden og lavede selvskade og forsøg på selvmord.

Det blev så bedre efter et par år, men kom rigtigt slemt tilbage lige da jeg blev 16 år, hvor jeg tog en overdosis af panodil piller og røg på hospitalet. Jeg oplevede flere gange, at når jeg var alene hjemme, så fik jeg mine "anfald", som gjorde at jeg kunne bruge flere timer på at ligge på gulvet i foster stilling og skrige og græde til at jeg brækkede mig.

Jeg har derfor været indlagt igen op til flere gange og været på psykiatisk afdelling, hvor jeg fik en dianogse med meget svær depression. 

Jeg begyndte så at få medicin og samtaler mod min depression. I starten var jeg rigtig god til at tage min medicin, men medicinen hjalp mig ikke rigtig, så jeg blev sat op i dosis flere gange, hvilket stadig ikke hjalp. Så jeg blev rigtig dårlig til at tage min medicin og derfor fik det endnu værre, da jeg ikke tog mine antidepressiv piller, som jeg skulle. Jeg fik virkelige voldsomme humørsvininger, som gjorde at jeg blev lidt "mærkelig" og begyndte at bilde mig selv ind i at høre stemmer og opleve ubehagelige ting, når jeg var alene, som at se ting der ikke var der. 

Efter nogle samtaler med min psykolog hvor jeg fortalte om, mine problemer og mine oplevelser alene hjemme, ringede min psykolog til mig og mine forældre om, at de ville stoppe med at give mig medicin og at jeg i stedet skulle tjekkes for psykose eller en anden dianogse. 

Jeg blev rigtig ked af det over, at de ville tjekke mig for psykose, for det var ikke lige det, jeg havde regnet med, så jeg sagde til mig selv og mine forældre, at jeg ville stoppe med at gå til psykolog på psykiatisk afdelling.

Jeg har aldrig følt, at ting som psykolog kunne hjælpe mig, så jeg har hurtigt trækket mig væk fra det igen og det samme gjorde jeg, da jeg hørte, at de ville tjekke mig for noget andet.

 

Ca. et halvt år senere, hvor jeg stadig er syg, går jeg fra min kæreste, som jeg havde været sammen med i 2,5 år, fordi jeg havde alt for mange humørsvingninger og ikke var klar i mit hoved længere. 

Jeg begyndte så at ryge rigtig meget hash, fordi jeg ikke følte, der var noget hjalp mig og havde desperat brug for ro i mit hovede, hvilket har hjalp mig rigtig meget.

I dag ryger jeg stadig meget hash, for at blive ved med at have det godt og få den ro, for hvis jeg ikke ryger i en periode, falder jeg i igen og får det psykisk rigtig dårligt. Det er egentlig ikke, fordi jeg har tænkt mig at stoppe, for det er det eneste, der har hjulpet mig og der holder mig igang med at leve mit liv videre. Det er heller ikke fordi, at jeg føler mig psykisk rask endnu, men som sagt hjælper det på det, og det er mit medicin i øjeblikket. 

Men jeg har det stadig ikke godt. Jeg har hver dag selvmordstanker og lysten til at forsvinde fra alt. Mne forældre ved det ikke, da jeg ikke snakker så tit med min far længere, da han selv gik ned med en depression for et halvt år siden (han ryger ikke eller tager stoffer længere, og han har fået styr på sit liv med arbejde osv og er generelt blevet en meget bedre far). Min mor er stadig rigtig syg, så lige nu bor jeg alene med min mor, hvor mig og min mor tit er op og skændes, fordi vi begge 2 nok ikke har det så godt og vi begge hurtig kan have en svær dag, hvor der ikke skal så meget til, før vi kommer op i det røde felt. Jeg har prøvet at fortælle hende flere gange, at jeg har det som jeg har, men hun lytter ikke rigtigt. Det er rigtig stramt til tider at være hjemme, for der er tit dårlig stemming, da min mor har det dårligt. 

 

Jeg har det derfor rigtig svært med det hele, da det eneste jeg kan tænke på hver dag er, at jeg skal begå selvmord og ikke kan overskue at være her længere. Det ikke fordi, det altid er "mig selv", der tænker det, men mere som om at det er mit hovede, der selv styrer det. Det er som om, at jeg ikke kan styre mine tanker, men at det bare er noget min hjerne tvinger mig til at tænke, for jeg prøver tit at undgå at tænke på selvmord. 

Jeg kan ikke holde ud længere at være ked af det, gå med det hele selv og have så mange humørsvingninger hele tiden. Jeg ved godt, at jeg burde sige det til mine forældre eller andre, men det kan jeg ikke få mig selv til. Derfor skriver jeg herinde, for det er min eneste mulighed for at leve, for jeg ved ikke ikke, hvad der kommer til at ske, men jeg tror ikke, jeg holder ret længere, inden jeg kollapser fuldstændig indeni og kunne finde på at tage mit eget liv. 

Jeg håber i kan hjælpe mig, for jeg kan ikke længere leve mit liv sådan.

 

 

Svar: 

Hej med dig

Tak fordi din mail.

Du må undskylde at det har taget mig lang tid at skrive tilbage, men de problemer du beskriver er både så gamle og så omfattende at jeg har været i tvivl om det jeg skulle skrive til dig.

Der er desværre grænser for hvor meget hjælp man kan få via en mailudveksling i en brevkasse, og ift. det du skriver tænker jeg at det vil være en bjørnetjeneste at lade dig tænke at det kunne være tilstrækkeligt.

Min bedste råd er derfor at du henvender dig til din kommune for at få en form for hjælp som har reel chance for at hjælpe dig.
Så længe at du ikke er 18 år, har din kommune en særlig forpligtelse til at hjælpe dig, og derfor er det vigtigt at du handler hurtigt.

Det virker til at du har brug for er at få støtte ift . dine psykiske problemer, din boligsituation og i mindre grad dit hashforbrug.

Det meste oplagt at gøre er at kontakte din kommunale sagsbehandler og forklare hende/ham at du har brug for hjælp fordi tingene går ikke godt hjemme og at du har det dårligt psykisk. Hvis du ikke ved hvem din sagsbehandler er eller hvordan du skal kontakte hende/ham, kan du også bare skrive "navnet på din kommune+børn og unge+ mistrivsel"i Google og se om du bliver henvist til en person, et tlf. nr. eller en mailadresse som er brugbar.

En anden mulighed er at du snakker med en "voksen" person du stoler på (en lærer, en familiemedlem, din læge, m.m.), fortæller om din problemer og beder hende/ham om at hjælpe dig med at kontakte kommunen mhp. at få støtte Hvis det er en person som arbejder i en skole eller lign. skal du vide at alle offentlige ansatte i Danmark er særlige forpligtet til at hjælpe unge under 18 år.

Jeg håber at mit svar kunne hjælpe dig lidt.

Jeg er ked af ikke at kunne dig nogle konkrete råd ift. hvordan du kan tackle din situation, men som sagt, jeg tænker at hvis jeg gjord det, så vil det få dig til at spilde en masse vigtig tid på et håbløst projekt, og vil dermed være en bjørnetjeneste.

Du er velkommen til at skrive igen hvis du ikke ved hvor du skal henvende dig til i din kommune, eller hvis du synes at du ikke bliver taget alvorligt, så skal jeg nok hjælpe dig med at finde en relevant person.

Held og lykke med det.

Eric

 

Tags: 

  • Selvmordstanker
Erics billede

Besvaret af: Eric Allouche