Spørgsmål:

Parforhold

Dato: 29.12.2017

Køn: 

Pige/Kvinde

Alder: 

46år

Hej, Jeg er frygtelig frustreret og aner ikke mine levende råd. Jeg er 46 år, fraskilt og med 3 børn (1 voksen datter og to hjemmeboende teenagere). Jeg har igennem 5 år boet sammen med min kæreste, som er yngre end jeg. Mine problemer er flere:
1. Det er umuligt at have en ordentlig diskussion med min kæreste – han siger nogle meget grimme ting. Jeg spørger ham nogen gange om han virkelig mener det og han svarer f.eks. “JA”. Mindre end en time bagefter benægter han at han har sagt det – det kunne han aldrig finde på, det må være noget jeg har fundet på eller jeg overreagerer, sådan var det slet ikke sagt eller ment osv.
2. Hver gang vi står i en diskussion er alt MIN skyld – jeg er “uvidende” og dem i verden der ved noget, ville jo give ham ret, han er kun interesseret i “sandheden” og ikke i hvad jeg mener, han siger ting som: “du tænker forkert…. hvis vi skal være sammen så skal du ændre måden du tænker på … du vil bare vinde diskussionen, du lytter ikke, du forstår ikke, det ved du ikke noget om osv. osv. osv.
3. Han vil rejse – men ikke med mig eller børnene, for det er ikke rigtigt at rejse. Jeg siger at det må han da gerne, problemet er, at han ikke har råd til det. Han skal jo også være med til at betale de faste udgifter herhjemme og han tjener en helt almindelig løn.
4. Han vil have en motorcykel… samme problem som ovenstående.
5. Han føler sig ikke hørt i forholdet. Han vil flytte til en anden by – sælge mit hus og købe et sammen. Jeg vil ikke flytte pga. børnene som er rigtig glade for at bo her og går i en virkelig god skole mv. Så bliver det til, at jeg ikke imødekommer hans ønske og at han ikke kan være i et forhold hvor der ikke bliver lyttet til ham. Han har ikke selv penge at skyde i et hus, så planen er, at pengene fra mit hus skal skydes i vores fælles hus.
6. Han fortier ting for mig – f.eks. fandt jeg for nyligt ud af at han havde røget hash med venner som han ofte besøger. Han har tidligere i 20’erne været ude i et misbrug, men kom ud af det. Jeg reagerer voldsomt på det – både fordi jeg har været meget tydelig omkring at hash og stoffer IKKE er ok og fordi jeg altså har teenagedrenge boende hjemme. Jeg har forsøgt at forklare ham, at han jo ikke bare er påvirket under rusen, men i mange uger bagefter. Det slår han bare hen – det er en skrøne i hans øjne. Jeg føler min tillid til ham er brudt, fordi han har skjult det for mig.
7. Han fortæller mig ofte, at han ikke ønsker at have børn – og ikke er familietypen – og jeg spørger ham ofte hvad han så laver sammen med os.
8. Han vil bestemme over børnene – f.eks. råber han ind i hovedet på min 13-årige søn at han intet må sige, da min søn teenager som han er – ikke lige kan få taget sig sammen til at begynde på lektier og trækker tiden ud og brokker sig. Jeg siger ikke noget, da jeg ved af erfaring at det giver en kæmpe konflikt – men tager den bagefter med ham, at jeg slet ikke synes det er i orden at han råber min søn ind i hovedet på den måde. Det er ok han siger til ham at nu skal han altså gå igang, men at råbe på den måde synes jeg er groft og så lige ind i min søns hoved. Vi har mange konflikter vedr. opdragelse af børnene, dan hans metoder består af tvang/straf og mine består af dialog og gensidig respekt. Så bliver det igen til, at han ikke bliver hørt i forholdet og at der ikke er plads til ham og at han vil have lov til at råbe, som det passer ham.
8. Han siger jeg har ødelagt så meget for ham i hans liv – og nægter bagefter at have sagt det!
9. Han er ikke der hvor han siger han er – jeg kørte min ældste på arbejde og på vejen kører jeg forbi det sted hvor han siger han er – det ligger på vejen til min søns arbejde – men der er hans bil ikke! Jeg spørger hvor han er – og så har vi en ny skrålekoncert – han vil ikke fortælle hvor han er og det skal jeg ikke blande mig i.
10. 2-3 gange om ugen smutter han ud til sine venner. Jeg må ikke spørge hvor han skal hen, ikke vide hvem han er sammen med eller spørge hvad han har lavet hår han kommer hjem (gerne sent om natten ved 2-4 tiden).Sig mig – er det mig der er noget galt med her? Jeg oplever jeg er træt og udmattet og uendelig frustreret. Jeg synes jeg virkelig arbejder hårdt på at få forholdet til at fungere. Han siger han manlger “underholdning” –
jeg køber tv til ham, han siger han ikke har mulighed for at træne, jeg renoverer et helt rum og indretter til træningslokale med maskiner og det hele. …. og sådan fortsætter det. Imens sidder jeg en stor del af tiden alene derhjemme – han arbejder i weekender og er væk 3 dage og så 2-3 dage med vennerne også og så er der 1-2 dage til mig. Og der vil han have sex, for ellers får han for lidt sex og vil også gå for så kan han ikke være lykkelig i forholdet.
Jeg har pointeret tidsfaktoren for ham – men så må vi bare gøre det på andre tidspunkter siger han. Jeg har piskesmæld og kæmper og passer mit arbejde og børnene og hjemme. Synes det er urimeligt!Kan ikke forstå, at han ikke hverken kan eller vil behandle nogen af os bare med en smule respekt eller empati og føler slet ikke jeg kan nå ham når jeg tager det op – det bliver til diskussioner og alt ansvar på mig og trusler om at gå hvilket han har gjort før.Hvad i alverden skal jeg gøre? Er der nogen måde jeg kan nå ham på?

Svar: 

 

Hej med dig

 

Først og fremmest vil jeg gerne fremhæve at mit specialområde er misbrug og at jeg ikke har særlig forstand på parproblemer. Dog vil jeg gerne prøve at besvare din mail.

 

Som du beskriver dit parforhold, er det svært at tænke andet end at I burde gå fra hinanden, da du kun beskriver problemer -hvor mange af dem er meget alvorlige- og du ikke nævner en eneste ting som binder jer sammen.

 

Mit umiddelbare indtryk er så at I ikke er gode for hinanden og at I er i gang med spilde hinandens tid.

 

Spørgsmålet er så, hvorfor I stadig er sammen? Han virker ikke til at være glad for det liv han har sammen med dig og dine børn, og jeres forhold virker til kun at give dig frustration og irritation.  

 

Hvis du nu var en teenager eller i 20´erne, vil jeg tænke at du ikke kender dine grænser og lader din kæreste behandle dig på en uhensigtsmæssig måde fordi du ikke ved bedre, men du er 46 år og må have en vis erfaring for hvornår et parforhold ikke længere giver mening.

 

På lignende måde, hvis I havde fælles børn, vil jeg kunne forstå at du finder dig i meget, bare for at give jeres børn gode opvækstvilkår. Men igen, det er ikke jeres fælles børn, og så virker det til at din kæreste hverken er et familiemenneske eller er særlig gode for dine børn.

 

Så, med mindre der er mange eller vigtige positive grunde for at I er sammen som du har glemt at nævne, må man antage at det muligvis er negative grunde som binder jer sammen. Min sparsomme erfaring med parproblemer, er at der er mange par som bliver sammen af ret dårlige grunde; frygt for ensomhed, selvpineri, dårlig selvværd, ønsket om lave den om eller "redde" ham/hende, m.m. Problemet er at når man sidder midt i det, så ser man det fra en helt anden vinkel, og enten ikke kan se disse dårlige grunde eller opfatter dem ikke så dårlige som de egentlige er.

 

En måde at løse det, er at prøve at se situationen fra et andet perspektiv og spørge sig selv: "Er jeg et godt forbillede for mine børn i det jeg gør lige nu? Hvis min datter eller min søn skulle komme i den samme situation som mig, hvad vil jeg tænke og hvad vil jeg råde hende/ham til at gøre?".

 

Hvis du tænker at du vil, i en lignende situation, råde din datter til at blive ved "i medgang og modgang", så ved du hvor du står...og hvis du tænker at du vil råde din datter til at hun skal skynde sig at afslutte det forhold, så....

 

Jeg håber at mit svar kunne hjælpe dig lidt.

 

Godt nytår

 

Eric

 

Erics billede

Besvaret af: Eric Allouche