Spørgsmål:

Er min voksne datter misbruger af stoffer

Dato: 01.08.2019

Køn: 

Pige/Kvinde

Alder: 

53år

 

Hej,

 

Jeg er i tvivl om, hvorvidt min voksne datter på 30 år tager en eller anden form for stoffer, mens min søn på 27 år og hendes far er overbevidst om, at det gør hun.

 

Hendes far og jeg blev skilt for ca. 12 år siden.

 

Min datter er mor til to børn på 6 og 8 år med fast arbejde. Fraskilt, men fik umiddelbart efter separationen en kæreste, som hun har haft nu i ca. 2 år og som hun overvejer at flytte sammen med. Det er mit indtryk, at hverdagen fungerer fint, at mine børnebørn trives og at hun passer sit arbejde, som hun virker glad for. Hendes kæreste har også fast arbejde. Hun har børnene hver anden uge, altså en deling på 7/7 med sin eksmand, der bor i opgangen ved siden af.

 

Min datter lider af en spiseforstyrrelse, som hun har fået nogenlunde styr på, ligesom hun som ung pådrog sig selvskade ved at snitte i sit lår (hvilket hun holdt skjult i mange år) og på et lidt senere tidspunkt forsøgte hun at skære i sine håndled en nat til en fest, uden at det dog heldigvis var alvorligt. Hun gik efterfølgende til psykolog, hvor hendes far og jeg støttede hende.  Det har aldrig været let at nå ind til hende og få hende til overfor os (familien) at sætte ord på, hvad det reelle problem har været/er, men det er formentlig en stor følelse af mindreværd, lavt selvværd m.m.

 

Jeg har altid følt at min datter og jeg har været tætte, og hun har altid betroet sig til mig (i det omfang hun har fundet det nødvendigt/haft behov for), hvorimod hun har haft et anstrengt forhold til sin far, som hun føler har været for hård, streng og svær at tale med.

 

Som voksen har min datter også været hos psykolog, dels i forbindelse med sin spiseforstyrrelse, hvor hun for omkring 3-4 år siden deltog i et tilbud med gruppeterapi m.v. og hvor både hendes bror, far og jeg et par gange var med til orientering for de pårørende, og for nylig i forbindelse med nogle samarbejdspro­blemer med sin eksmand, hvor hendes arbejde stillede psykologbistand til rådighed 5 x 1time.

 

For ca. 1 år siden holdt vi en jubilæumsfest for min mand og hans kollegaer, hvor vores sammenbragte børn med kærester også deltog. Efter den fest nævnte min søn overfor mig, at han mente, at min datter og hendes kæreste havde været på stoffer og dette sagde han også til hende, hvilket hun dog benægtede. Jeg opdagede ikke selv noget under festen, men kan efterfølgende godt se, at der nok var noget, hvor hun agerede/reagerede anderledes end hun plejer.

 

Det var lidt baggrundinformation.

 

For ca. 2 måneder siden holdt min mand og jeg så en sommerfest for ca. 40 mennesker, hvor min datter og hendes kæreste deltog. Min søn og hans kæreste deltog også, men kom lidt senere. Min søn overhørte min datter sidde ved bordet og tale om sin barndom til nogle fjernere familiemedlemmer. Der blev sagt flere ting af min datter omkring sin barndom, som min søn ikke var enig i og som han i hvert fald ikke mente, skulle italesættes ved en sommerfest. Derudover mener han, at min datter var tydeligt påvirket af en eller anden form for stoffer.

 

Det skal i den forbindelse nævnes, at min søn selv på et tidspunkt prøvet at tage stoffer et par gange og har haft en omgangskreds, hvor flere gjorde dette. Det gør han ikke længere, men han kender på denne baggrund de forskellige reaktioner m.v.

 

Min søn vælger efter sommerfesten, at kontakte min datter og foreslår, at de mødes. Han orienterer sin far og mig. Jeg nævner overfor ham, at han måske ikke skal fortælle sin søster, at han har snakket med os. De mødes og han konfronterer hende med udtalelserne, som hun argumentere for, herunder at flere af dem er taget ud af kontekst, og at hun har været fuld. Da min søn nævner, at han har talt med deres far og mig om hendes opførelse under festen, rejser hun sig grædende og løber væk fra bordet. Siden da, altså for ca. 2 måneder siden, har der ikke været kontakt mellem mine børn.

 

Min søn fortæller mig, at han ikke overfor sin søster har sagt noget om, at han mener, at hun var påvirket, men at han alene har konfronteret hende med de udtalelser, hun var kommet med.

 

Umiddelbart efter deres møde ringer hun grædende til mig. Jeg spørger ind til situationen og får så også spurgt, om hun var påvirket af stoffer, hvorefter hun smækker røret på. Og umiddelbart efter får jeg en meget vred sms om, ”at vi skal holde os uden af hendes liv og hun er færdig med at blive anklaget for så absurde sindssyge ting”.

 

Samtidigt skriver hendes kæreste til mig på sms senere om lørdagen. ”At min datter er fuldstændigt ødelagt fordi hun skal forsvare sig overfor en historie M (hendes bror) har fundet på omat hun har taget stoffer til sommerfesten og at det er fuldstændigt sindssygt”. Han pointerer flere gange, at hver min datter eller ham tager nogen form for stoffer. Også selvom det rent faktisk kun er mig, der har nævnt noget om stoffer og jeg er fuldstændig uforstående overfor deres voldsomme reaktion.

 

Det skal også lige nævnes, at min søn positivt gennem en fælles bekendt til kæresten ved, at kæresten i hvert fald tidligere (også umiddelbart før han mødte min datter) har taget stoffer og også tidligere har røget hash. Min datter og hendes kæreste har mødt hinanden i techno-miljøet og deltager stadigvæk i festivaller/events/koncerter i dette miljø.

 

Hendes kæreste skriver rigtig mange ting til mig, som jeg forsøger at svare på, bl.a. nævner han, at ”N (min datter) er træt af at føle at hendes familie synes hun gør tingene forkert og ikke er god nok eller at de måske ligefrem skammer sig over hende”, hvortil jeg svarer, at jeg aldrig nogensinde har skammet mig over min datter og at jeg er umådelig stolt over hende på alle måder og også med hensyn til uddannelse og job, og den måde, hun tackler at være mor på, og at jeg ærligt talt bliver vred over, at han flere gange nævner, at jeg skammer mig over hende.

 

Det er som nævnt en længere korrespondance der slutter af med, at han skriver, ”at det kan godt være at jeg er vred, men han er rasende”. Det sidste føler jeg faktisk er truende.

 

Jeg prøver at ringe til min datter søndag aften, men hun svarer ikke og jeg får en ny sms, hvor hun bl.a. skriver, ”at hun ikke har lyst til at snakke med mig og at hun aldrig før har oplevet sig så forkert”.

 

Jeg skriver tilbage og der følger et par sms’er, hvor hun bl.a. skriver: ”og så sender du M (hendes bror). Bag min ryg. Og gør hele min person og den jeg er, så forkert, at det må være fordi jeg er på stoffer!. Hvad fanden er det for noget?” Og efterfølgende: ”jeg skal ikke se M igen, jeg har aldrig oplevet at blive forrådt i så stor grad af et menneske der skulle stå mig nært og være min fortrolige. Jeg har også brug for at sætte vores kontakt på standby”. Og i en ny sms: ”at jeg er udmærket klar over, hvordan virkeligheden er. Og du kan  tro, at jeg nok skal indrette mig efter den”.

 

Min datter, hendes kæreste og børnene skulle et par dage herefter på 14 dages ferie og vi aftalte kortfattet umiddelbart inden de tog afsted pr. sms, at vi kunne mødes, når de var hjemme igen.

 

Jeg mødtes med min datter i går og vi fik snakket.

 

Hun var meget ked af, græd og rystede. Sagde at hun havde savnet mig og vores fortrolighed. Jeg var jo den eneste hun havde, som hun kunne snakke med. Jeg græd også.

 

Jeg spurgte igen ind til, om hun havde været påvirket, idet hun højlydt havde sagt nogle – for mig - grænseoverskridende ting til festen(bl.a. at hendes kæreste havde bollet en anden mand i røven), at vores naboer under en samtale med hende havde undret sig over, at hun hele tiden sad og fugtede sine læber med tungen mens de snakkede (hvilket ifølge min nabo, der også har kendskab til stoffer/miljøet, havde fået hende til at tænke på, at der måske var stoffer involveret), ligesom jeg havde undret mig over, at hun på et tidspunkt fortæller mig, at hun har drukket 14 øl og er fuld (og underforstået derfor måske opførte sig lidt anderledes), men at hun overfor mig ikke virkede snøvlende eller så træt/fuld ud overhovedet.

 

Hun fortalte, at hun var ked af nogle af de ting, hun havde sagt og var ked af, hvis hun havde overskredet mine grænser. Hendes psykolog havde fortalt hende, at hun skulle tale om tingene, og det var så det hun gjorde. Hendes tørre læber måtte være fordi, hun havde haft det dårligt med sin spiseforstyrrelse og derfor havde været ude og kaste op 3 gange. Det måtte være forklaringen på det. Det havde måske nok heller ikke været 14 øl og eftersom hun havde kastet op, så var det nok derfor, at hun ikke virkede fuld.

 

Min søn og hendes far mener, at hun manipulerer med mig og at hendes problem er meget større end vi umiddelbart tror. At hun forsøger at flytte fokus væk fra sig selv ved overfor mig at fokusere på, at hendes bror forsøger at kontrollere og diktere, hvad hun skal tale om med hvem og hvornår.

 

Hun sendte også en sms i går efter vores møde, der sluttede af med ”Jeg har det forfærdeligt mor. Det føles om at jeg ikke længere har en familie der elsker mig. Jeg er så sur på mig selv over at jeg er sådan som jeg er”.

 

Jeg aner ikke, hvordan jeg skal gribe det an. Hun vil jo ikke indrømme, at hun har et misbrug (hvis hun har det).

 

Hun forklarer, at ja, hun har taget stoffer, men sidste gang var for omkring 1½ - 2 år siden og at hun ikke har gjort det siden, og at kæresten heller ikke har. Han har godt nok røget en joint ind imellem. Til festerne drikker de kun, selvom der er nogle af vennerne, der tager stoffer.

 

Skal jeg konfrontere hende yderligere? Skal jeg lade som ingenting? Skal jeg bare være der? Jeg er også bange for at skubbe hende væk. Jeg savner jo også vores fortrolighed, men omvendt, hvis hun har et problem, hvad er så løsningen? Jeg er virkelig i vildrede.

 

Når jeg sidder overfor min søn og hører på hans argumenter og betragtninger, så er jeg ikke i tvivl om, at hun tager stoffer. Når jeg er sammen med min datter, der grædende forsikrer, at det gør hun ikke og om jeg ikke godt vil tro på hende, så tror jeg på hende.

 

Jeg aner ikke mine levende råd.

 

Pernille

Svar: 

Hej

Tak for dit brev. Jeg tænker at vi som forældre altid gerne vil gøre det som vi synes er det bedste for vores børn, problemet er at det ikke altid er det de også synes er det bedste. De har jo retten til at gøre med deres liv som de vil. Jeg synes I i familien dig og din søn har gjort noget, har reageret på det i har set, hørt og oplevet. I har fortalt det til din datter. Hun ved nu at I er bekymrede. Jeg tænker umiddelbart at hvis I ønsker evt. at kunne være til hjælp senere, så er det vigtigt i ikke presser så meget på at hun helt afbryder forbindelsen.

Måske vil det være meget godt at du får en snak med hende om at den bekymring du har som mor, den har hun åbenbart ikke (kan vi konstatere), så hun har sikkert styr på hendes liv, men du vil bare sige til hende at hvis hun skulle få brug for hjælp, så er du der selvfølgelig, men at det vil være op til din datter at tage det op igen. Du sender hermed et signal om at du er bekymret, men at du respekterer hende som person når hun siger hun har styr på det og at du er der hvis hun får brug for støtte.

Så tænker jeg du også måske for at berolige dig selv, eller blive bekræftet i din bekymring, at du kan kigge på dine børnebørn. Hvordan reagerer de? Er de som de plejer? Viser de tegn på ændret adfærd? Hvis børnene begynder at reagere ud over det der er normal udvikling. Så tænker jeg du måske skal gøre noget. Jeg tænker at du så skal finde nogen du kan tale med om hvordan du reagerer, hvis du bliver meget bekymret for børnene, så har du jo pligt til at lave en underretning, men det er jo et stort skridt og så skal du finde en du kan vende din bekymring med, så du kan reagere på en god måde for børnebørnene og din datter.

Jeg ved ikke om svaret giver mening, men ellers skriv gerne igen.

mvh

Flemming 

Flemmings billede

Besvaret af: Flemming W. Licht