Methylphenidat som slankemiddel

Jeg beklager at dette er lidt langt. Jeg har forsøgt at gøre det kort:

Jeg er genetisk disponeret for at have en stor appetit og har været overvægtig siden jeg var barn (Jeg tænker det er grundet leptinresistens). Jeg har siden jeg var 13 år været på forskellige slankekure/livsstilsændringer, tabt mig og taget endnu mere på ad flere omgange. Da jeg var 14 år tabte jeg mig fra 79 til 65 kilo og lykkedes med at holde vægten under 70 kg. indtil jeg var 17 år. Dette var 3 år, hvor jeg ikke var overvægtig, men jeg havde aldrig før haft en så ringe livskvalitet. Jeg brugte sindsygt meget energi på, med nød og næppe, at holde vægten og kalorieindtaget nede. Jeg var meget begrænset i mit sociale liv, og det var en kæmpe stressfaktor. Dette var uden medicinering umuligt at fortsætte med at holde og da jeg begyndte at give slip endte jeg på 94 kg. (Jeg er 166 cm)

I februar 2019, havde jeg mistanke om, at jeg havde en form for opmærksomhedsforstyrrelse. (Jeg blev som 3-4 årig diagnosticeret med atypisk autisme, men mener selv dette var en fejldiagnose) Jeg blev henvist til en psykiater som bad mig udfylde et grundigt spørgeskema, hvortil han mente det så ud til at jeg kunne have ADHD/ADD i mild grad, og jeg fik en recept på Methylphenidat. Jeg doserede op til 10 mg X 3-4 gange dagligt i samråd med psykiateren og reagerede ved, i takt med indtagelsen, at svinge mellem at føle mig euroforisk og depressiv (Ca. 30-60 minutters varighed ved både euforien og nedturen). Jeg fortalte min psykiater om disse bivirkninger og han sagde, at det selvfølgelig var noget vi skulle holde øje med. Jeg har siden fortsat med at tage medicinen som anvist og disse bivirkninger er nu meget mere milde og oftest slet ikke eksisterende mere. Nok fordi jeg har udviklet tolerens.

Jeg har tænkt mig til at jeg nok ikke har ADHD/ADD siden jeg ikke oplever samme effekt af medicinen som andre jeg kender med disse diagnoser, men tilgengæld har jeg efter påbegyndelsen af denne medicinering tabt mig 20-25 kilo uden det store besvær, og jeg er ENDELIG blevet fri for at kæmpe mod min krops biologiske drifter(Sult), endelig fri for konstant at føle mig forkert og flov over mig selv. ENDELIG kan jeg være som alle andre. En kæmpe byrde er faldet fra mine skuldre og det har givet mig så sindsygt meget mere livskvalitet, glæde og overskud, men samtidig med dette er jeg også bekymret for følgevirkningerne for det svarer jo lidt til at tage amfetamin hver dag i microdoser, og det har jo en påvirkning på den fine hjernekemi, som man helst ikke må pille ved. Kan jeg risikere at ødelægge min evne til at føle naturlig glæde på sigt? Jeg har en gang i mellem nogle dage, hvor jeg ikke tager medicinen, og jeg tager heller ikke medicinen om aftenen. Jeg kan sagtens være i fint humør uden abstinenser, når jeg ikke er medicineret, men jeg kan ikke appetitregulere uden.

Hvis jeg ikke har den her medicin kan jeg enten vælge at give slip og nok ende med at veje 120 kg+ eller bruge al min energi på at holde min vægt nede. Jeg tør ikke spørge min læge til råds i frygt for at få frataget medicinen for jeg har VIRKELIG brug for den, så jeg lyver lidt for min læge ift. virkningen, og hvad jeg egentlig bruger den her medicin til og hvilken virkning jeg oplever.

Er det farligt det jeg har gang i? Hvilke konsekvenser kan det have?