Den frustreret kæreste

Hej med jer

Jeg er en kvinde på 40, og kærester med en ung mand på 30. Vi har kendt hinanden i mange år.

Da vi for alvor begyndte vores forhold for ca 2 år siden, gik det op for mig hvor, stort et problem han har med at indtage kokain, han ryger dagligt hash ca en til to joints om dagen, men dette er ikke det største problem for mig pt  i starten tog han coke foran mig et par gange hvor jeg fortalte ham at jeg ikke brød mig om at han gjorde det og især ikke foran mig, så det stoppede han med, men så blev han bare væk de dage han så skulle hygge med vennerne og hørte ikke meget fra ham de efterfølgende dage, da det så blev for meget, blev det påtalt, hvor jeg fik udtrykt mig på en måde overfor ham med respekt for hans valg, men at dette ikke var noget jeg kunne leve med eller være i på længere sigt, vi har haft mange gode snakke og jeg har prøvet at hjælpe på alle mulige måder, men synes ikke rigtig at noget af det virker, synes jeg har givet ham plads til at ændre på det tsille og roligt, men det er som om der ikke rigtig sker ændringer eller udvikling.

Han lover gang på gang at han vil holde op, og ringer ned på et misbrugscenter og aftaler en tid hvor han kommer til samtale, og hvor han her får at vide at han høre under den anonyme gruppe, og han begynder at træne,men kommer så ikke til de møder han skal til og ender med at falde i igen og igen, jeg er ikke i tvivl om at han rigtig gerne vil stoppe, men han formår det ikke og heller ikke med hjælp fra mig.

Stofferne styre ham, og det gør for ondt som kæreste at se på, det er vores/mit største problem i vores forhold, jeg har prøvet at være meget nysgerrig og lyttende på hvorfor han gør det, og tænker at vi står i et meget stort dillema ifht at han er omringet af det både på jobbet hvor han arbejder og i vennekredsen. 

Mit problem med det er, at det skader ham og at han aldrig rigtig er sig selv og når han lige er ved at være sig selv, så tager han det igen også starter vi forfra, vi bor sammen men har sendt ham hjem til sin bror flere gange, hvor han så er vendt tilbage, fordi han har fået mig overbevist om at nu er det nu, jeg tror ikke længere på det, og det gør pisse ondt at skulle indrømme, at man ikke kan være i det længere, fordi jeg også bliver nød til at passe på mig selv i alt det rod her.

Jeg er frustreret, og tænker om jeg bare skal sige til ham at, jeg gerne vil være sammen med ham, men at han bliver nødt til at finde et andet sted at bo, indtil og hvis han får kontrol over det, eller når han har fået det på afstand. Føler mig holdt for nar og jeg bliver ked af det hver gang han tager det. Det er ikke kun i weekenderne men han indtager det også i hverdagene, hvilket jeg er meget uforstående overfor.

Vi har snakket fremtid, børn hus mm, men tør ikke sålænge dette er så stort et problem for ham og sådan som situationene er pt.

Vi er begge rigtig glade for hinanden hvorfor det gøre det endnu svære at gå fra ham.

What to do.

med venlig hilsen den ret frustreret kæreste