Hjælp til at komme videre

i de 18 år vi har været sammen har han røget weed/hash i snart 17/ 16 af dem. Da vi mødtes, røg han fra morgen til aften. Jeg kan huske at om morgenen jeg ventede med at stå op indtil at han havde fået de første par joints så han var rolig. ellers så kunne han godt finde på at råbe af folk ud på gade hvis han synes de larmede,kast rundt med ting og sager hvis de stod i vejen. Så jeg vidste sanset godt hvad for en type han var men alligevel, blev jeg sammen med ham. Men da vi ventedede os, lykkedes det for ham at stoppe. Han røg så kun cigaretter, jeg kan huske hvor mærkeligt det var at se ham med en cigarette i munden og ikke en joint ! han stoppede i ca. 2 år måske under jeg kan ikke hel huske. Men så genoptog han lidt. Først en gang i mellem, indtil det blev hver aften, hele dage om weekenderne og feriedage og til sidst (for allerede mange år siden) var han tilbage til fra morgen til aften, eklusiv hash og weed, ingen cigaretter, kun hvis vi var ude i det offenlige. Og dog – på et tidspunkt er han også blev ligeglad med at alle kan lugte det, at man kan se at det ikke er bare en cigarette han har i hånd. Vores børn er vokset op i det. De ved hvad han ryger, sidne jeg ved ikke hvornår. Måske da de var små, passede han lidt på så at de ikke fik sagt noget om det i bornehaven eller noget. Men nu er det bare "normalt" at Far ryger som han gøre. Hans rygning har haft så mange betyding for vores liv både det financielle og det sociale. For vores livstil, og vores mental sundhed. Alt er bare ødelagt, jeg er ødelagt og jeg tror nok også vores børn er. Over en lang periode er vores liv blevet til en routine hvor han lever sit liv og vi agerer rundt omkring. Det sker intet. Vi er gået i stå. Der er ikke nogen der tør at snakke om misbrug fordi så får man at vide at man er ikke bedre på så mange andre områder at vi må heller tænke over det i stedet for at kritiserer ham. Lige som den gang han blev stoppet af politiet, kontrolleret positiv for hash, mistede kørekort, fik en bøde osv. Da datteren spurgte om ikke han skulle stoppe, blev hun sat på plads. Blot en eksampel. i stedet for man vælger at lade være med at køre, og så alle tilhørende opgaver lander på mig den anden voksne i huset der har kørekor men det er selvfølgelig ok. Vi er nå så langt at jeg er virkelig bekymret for vores børn og hvordan de har det. teenageren er for eks. overvægtig som kunne måske være en konsekvens af situationen, pre-teenageren har virkelig store problemer med det sociale og at styre sin vred. Jeg ved at jeg har en del ansvar i det med at jeg ikke har gjort noget, og føler mig fanget uden at se hvordan vi kan komme ud af denne situation. Det er svært at finde andre i det samme situation eller at læse om lignende oplevelser på nettet. Jeg vil gerne videre men jeg ved jeg ikke kan det uden hjælp, jeg ved simpelthen ikke hvem eller hvor jeg skal starte. Tak fordi du læste med, jeg håber du måske har et par gode råd til mig.