
Hej, for godt 4 år siden, boede og arbejdede jeg i udlandet i et halvt år. Mens jeg var afsted begyndte jeg at eksperimentere med stoffer som hash, kokain, ketamin, mdma og lsd, sammen med de andre. Det blev oftere og oftere, og i slutningen var det næsten dagligt. Jeg stoppede da jeg kom hjem til Danmark igen, men når jeg har været ude og rejse, har jeg taget noget igen. Det sidste år til to, har jeg ikke rørt hårde stoffer, men røget hash en gang i mellem. Men lysten til at tage ketamin og kokain er blevet en del stærkere de sidste par måneder. Jeg er dog bange for at det kan have en negativ effekt på mit studie og at jeg i værste tilfælde kunne ende i et misbrug. Alligevel kan jeg ikke slippe tankerne om det, og ved ikke helt hvad jeg skal gøre

Kære du
Dine tanker kredser om at tage stoffer, som du tidligere har eksperimenteret med og erfaringsmæssigt har oplevet udvikle sig til et næsten dagligt forbrug. Du ved ikke, hvad du skal gøre.
Gad vide….
Jeg kan ikke lade være med at tænke på…Gad vide, hvad stoffer repræsenterede for dig under dit udlandsophold? Hvad brugte du stoffer til? Hvordan fik du det, når du tog stoffer? Hvad er der er sket i løbet af de sidste måneder siden dine tanker kredser om at tage kokain og ketamin igen? Hvordan ser dit liv ud nu? Og dengang? Er du glad? Er der ting, som udfordrer dig? Hvilke kontekster bevæger du dig i og hvem har du meningsfyldt samvær med? Hvordan trives du på dit studie? Og i dit privatliv? Og mange flere ting. Vær nysgerrig på dig selv.
Studier og rus
Når du er studerende, har du brug for at være på dupperne ift. at bevare overblik, fokus og koncentration og være i stand til at planlægge, strukturere og samarbejde. Et kontinuerligt forbrug af rusmidler vil for de fleste udgøre en negativ effekt i større eller mindre grad – også i studiesammenhænge, hvor dit fremmøde og dine vigtige kognitive funktioner er afgørende for din deltagelse og læring i undervisningen – og i studielivet generelt.
Dine særlige erfaringer
Du har før haft et forbrug, der begyndte at fylde meget i din hverdag og er lykkedes med at stoppe op. Måske kan du bruge netop disse personlige erfaringer til at tage stilling til, hvor meget du synes, det er okay at rusmidler fylder i dit liv og er der nogle rusmidler, der er mere okay end andre? Og hvad siger din erfaring omkring frekvens og mængder – hvornår, hvor ofte og hvor meget er okay? Og hvor svært/let vil det være for dig at eller skulle stoppe igen eller holde igen og bevare kontrollen over dit indtag. Hvad siger dine erfaringer dig ift. den pris, det kan ende med at koste dig at genoptage et forbrug af kokain og ketamin?
Reflekter og Ræk ud
Der er mange spørgsmål, du kan stille dig selv ift. at blive klogere på hvorfor rusmidlerne kommer på besøg i dine tanker oftere og oftere. Og hvad du skal holde øje med, så du ikke mister grebet. Måske kan du finde lidt svar på egen hånd og forsøge at give dette lidt opmærksomhed – MEN du kan også overveje at række ud og tale med en nær relation og vende dine tanker og bliver klogere på, hvad der rumsterer i dig OG/ELLER benytte dig af et af de tilbud, der findes rundt om i hele landet – nogle gange er det rart og hjælpsomt at tale med en neutral voksen når man er i tvivl eller bekymret.
Du kan følge linket herunder og finde hjælp i hele Danmark. Der findes god og gratis anonym og uforpligtende rådgivning her. Du kan finde hjælp, dér hvor du bor:
Find rådgivning og behandling nær dig – Netstof
Du er altid velkommen til at skrive igen, hvis du har brug for at stille uddybende eller opklarende spørgsmål.
Bedste hilsner
Camilla
SMS-coachen er gratis og anonym. Alle samtaler slettes efter de afsluttes af vores rådgivere.