Hej jeg er 19 år og tager kokain ved ik hvad jeg skal gøre for at stoppe kan nemlig godt lide følelsen jeg for af det og er bange for at komme til at trække folke jeg holder af med ud i det og er også bange for at miste min familie og venner pga det
Hej du 19årige
Tak for dit brev og din ærlighed.
Her kommer et par ideer til dig, som du kan tænke over og måske afprøve.
Hvad giver og tager Kokain
Du er allerede på sporet af, hvad kokainen gør for dig og hvad du risikerer, kokainen kommer til at tage fra dig, hvis du fortsætter som hidtil. Hvis du mærker godt efter, hvad kokainen får dig til at føle, vil du få et hint om, hvad du skal fokusere på når du vil prøve at stoppe. Måske giver kokainen dig en følelse af overskud. glæde og selvsikkerhed, en belønning eller måske en pause fra noget, som fylder negativt for dig?
Jo mere du undersøger, hvad kokainen gør for dig, jo klogere bliver du på, hvad du har brug for at give mere opmærksomhed i dit liv.
Jo mere bevidst du er om kokainens pris, jo nemmere bliver det for dig at tage en beslutning og lægge afstand til kokainen for alvor.
Kokain og Alkohol er gode venner
Indtag af kokain følges ofte sammen med alkohol, så vær opmærksom på om din lyst til at tage kokain kommer når du også drikker alkohol. Når man skal slippe kokainen oplever mange unge, at det bliver afgørende at være bevidst om sit forbrug af alkohol og lave nogle regler for sig selv omkring antal genstande, gå hjem fra byen tid, ikke drikke på dårligt humør m.m. Måske endda holde sig lidt væk fra byen eller bestemte miljøer/netværk i en periode. Jeg ved ikke om det er sådan for dig, men måske kan du give det en tanke?
Ræk ud efter dine gode hjælpere
Jeg får indtryk af, at det er vigtigt for dig at passe på de mennesker i dit liv, du holder af. Dine vigtige relationer vil sikkert også gerne give dig omsorg og være din ven i nøden. Måske har dine tætteste allerede lagt mærke til at du bokser med kokainen? Måske har du en særlig god ven eller et nært familiemedlem, som du er tryg ved og kan række ud til? Tal højt om, at du gerne vil noget andet og at du er bange for at miste dem, du holder af. Hjælpen kommer når du rækker ud. Det er nemmere at starte en forandring med gode hjælpere omkring dig, som kan støtte dig i at sige nej tak og lægge afstand til kokainen.
Gør noget andet end det du plejer
Afprøv nye eller genoptag glemte aktiviteter, som gør/engang gjorde dig glad og opdyrk fællesskaber og relationer, hvor kokainen ikke har plads. Kom ud af dit hoved og brug din krop. Dyrk sport, træning, dans og få mentale pauser/ventiler gennem kreativitet, som appellerer til dig – f.eks. musik, sang, skrivning, tegning, håndværk – hvad som helst, som opbygger dig, booster dit selvværd og er meningsfyldt for dig.
Vær tålmodig med dig selv
Kokain kan have en stærk kraft i sig og være svær at slippe, men det kan godt lade sig gøre og det skal nok lykkes dig. Vær stædig og tålmodig – også selvom det måske ikke lykkes i første forsøg.
Husk at det også kan være en kæmpe hjælp at tale med en fortrolig og neutral voksen. Der findes god og gratis hjælp. Du kan følge linket herunder og finde hjælp i hele Danmark.
Find rådgivning og behandling nær dig – Netstof
Du er altid velkommen til at skrive igen, hvis du har brug for at stille uddybende eller opklarende spørgsmål.
Bedste hilsner
Camilla
SMS-coachen er gratis og anonym. Alle samtaler slettes efter de afsluttes af vores rådgivere.