Bekymret forældre

Min søn har det seneste halve år ændret adfærd på sit efterskoleophold. Han har delvis været oprigtig i forhold til hvad han har prøvet i starten. Han bliver så taget i en snap hvor han sniffer panodiler. Jeg reagerer prompte og tager en snak med ham og efterskolen. Jeg fortæller han har overskredet en grænse for hvad han vil indtage og fortæller ham at han skal passe på sig selv. Jeg taler længe med ham om at sige fra på de rigtigte tidspunkter eller bede om hjælp. Han skal til en fødselsdag med 15 andre efterskoleelever med voksenopsyn og jeg fortæller at jeg viser ham min tillid og jeg håber ikke han misbruger den. Han fortæller at så dum som han har været er han aldrig mere. Han får lov til at overnatte hos en efterskolekammerat hele weekenden. Aftenen inden vælger han at tage i byen med sin ven. Han har endnu aldrig fået lov til af mig at gå i byen. Jeg ved intet om dette men han fortæller det efterfølgende. Vi taler løbende sammen og jeg tror at er ok. Lørdag får jeg en bekymret opringning fra Fødselsdagsfesten i KBH at min søn er faldet om. Jeg beder hende ringe til en ambulance og kører straks mod KBH, det tager mig 3 timer at køre fra Sønderjylland til KBH. Redderen formaner ham og kammeraten om at de skal blive til de bliver afhentet ellers laver de en efterlysning på dem. Min søn bliver ked af det. Den anden dreng er lige glad og sviner den voksne til med ukvemsord. Min søn er ked af det da jeg henter ham og tager med hjem. Vi taler ikke meget da han jo stadig er påvirket. Jeg skal på arbejde søndag aften og holder SMS kontakt og kan se at han staver forkert i teksten indtil sent på aftenen og tænker at vi tager den mandag. Mandag går jeg en lang tur med ham. Jeg forsøger at spørge ind til hvordan han fik fat i stofferne og hvad det gav ham i første omgang. Han fortæller beredvilligt om at de købte dem fredag og aftalet at tage dem lørdag. Historien varierer lidt fra at han var med til at det var hans ven der viste ham dem. Jeg begynder så at spørge ind til hvordan han har det lige nu og han fortæller at han bare har brug format komme end på efterskolen igen. Han spørger også ind til om han kan tage med en planlagt elevfest. Jeg fortæller at så langt kan jeg ikke overskue at tænke lige nu da jeg er meget berørt af at han har taget stoffer og ikke helt er klar til at give ham et svar. Han forsøger at forhandle sig frem til et kompromis. Det kan jeg heller ikke lige nu. Jeg fortæller jeg har brug for at tale om hvad der gør at han siger ja til flere at de ting han gør i stedet for at sige nej. Vi har tit talt om at hans store brødre ikke har kunne undgå at være sammen med andre der tog stoffer eller røg hash, men at det altid er legalt at sige nej uden at være udenfor. De har altid været vellidt alligevel. Jeg kan ikke få ham i tale til at fortælle noget. Han virker næsten følesløs når jeg taler om følelser. Jeg kan slet ikke komme i kontakt med ham. Han lukker af. Min søn er generelt en god dreng der gør som han får besked på. Han er dog blevet sløset med alt gennem de seneste halve år. Lader mig ikke komme tæt på længere. Jeg har altid haft et tæt forhold til mine børn. Min mand og jeg har valgt at flytte hver for sig. Jeg har gennem mange år været den bærende kraft i vores ægteskab men har haft en mand der ikke kunne åbne sig og ofte havde en udfordrende adfærd hvor jeg til tider har måtte tage nogle valg for at børnene ikke blev berørt. Den ældst søn hader sin far grundet dette men de yngste har ikke fået så meget med. Jeg havde håbet at ved at flytte og give de to yngste muligheden for en normal hverdag ville hjælpe min yngste søn: I stedet synes jeg de eskalerer nu. Vi bor i en by der er berygtet for overflod af narkotika så jeg føler han er mest sikker på efterskolen. Men det er han jo heller ikke. Vi valgte efterskole grundet vold og narkotika i folkeskolen i 7 klasse. Han har utryk ved at gå i skole. Jeg arbejder selv med udsatte unge og oplever at der ikke er langt fra at de begynder at handle til at de kommer lang ud hvor de ikke kan bunde. Jeg har holdt ham hjemme og har kontaktet kommune for at få nogle trivsel samtaler da jeg ikke kan nå ind til ham. Jeg er virkelig bekymret og aner ikke mit levende råd. Han har lukket mig helt ud af sit univers. Jeg er bange for at han ikke kan sige nej. Jeg har en oplevelse af at han begynder at søge de forkerte venner og taler aldrig om de gamle længere. Jeg aner ikke mit levende råd og er selv udfordret på at jeg jo som mor har følelser i klemme. Jeg ønsker er godt råd til hvordan jeg kan få åbnet op for ham igen og se min dejlige dreng der trives. For det kan jeg se at han ikke gør.