Hvordan står jeg i mod og holder fast
Spørgsmål fraPige / kvinde49 år
Hejsa Jeg står i en situation hvor jeg har brug for råd/vejledning til at holde fast i min beslutning om at gå fra min kæreste. Jeg har levet sammen med ham i snart 8 år. Han tog mig med storm og vi flyttede sammen efter få måneder. Stod dengang og ville gerne starte på en frisk med mine børn så vi rykkede teltpælene op og flyttede ind hos ham. I starten tænkte jeg ikke rigtigt over om han havde et problem med hash eller andet men det skulle senere vise sig. Jeg har flyttet et par gange men han har tigget og bedt mig tilbage med lovning om at nu var det slut. Første gang fik jeg ham i ambulant behandling på psykiatrisk og han blev medicineret og fik diagnosen ptsd og det holdt knap 2 år hvor han var helt clean. Så startede han i job efter lang sygemelding for et år siden og i starten var det alkohol han tyede til og snart var det amfetamin og pot igen. Han formåede at passe job uden problemer. Sådan var det i måneder indtil han havde en dårlig dag der skabte en stor komflikt med min ældste og der fik jeg nok. Fik kommunens hjælp til at få børnene til deres far, til nyt sted at bo osv. Flyttede i al hemmelighed i frygt for hans temperament og reaktion. Skrev til ham at jeg havde fået nok osv. Så tiggede og bad han om nåde og lovede behandling osv. Det holdt han oz men kun 3 mdr indtil behandleren mente at det klarede han jo fint så de kunne snakke hvis han havde behov. Det resulterede i at han kort tid efter fortsatte sit misbrug men det blev til enten Ritalin, amfetamin og pot han tyr til nu. Han formår stadig at fastholde og passe sit job sideløbende med søvnløse nætter. Hans start af misbrug igen har så nu kostet mig mine børn, min famile og mig selv. Børnene er hos deres far og min familie kan ik holde til at se hvor ødelagt jeg er nu. Jeg er depressiv, og er psykisk nedkørt med stress som nu også giver fysiske problemer. han kontrollere mig, hvem jeg ringer og skriver med. Er konstant mistroisk og sidst han blev vred smadrede han fjernsynet. Jeg er konstant på overarbejde for at vurdere hans humør og om jeg skal træde varsomt for ikke at trigge ham. Må indrømme at jeg nok er lidt bange for hans vrede. Jeg vil bare gerne væk, være mig selv og få samvær med børn og kontakt med min familie igen. Men hvor går jeg hen, hvordan holder jeg fast i min beslutning og mest af alt hvordan undgår jeg at falde for hans måde at tigge om nåde? Undskyld mit lange indlæg. Mvh en nedkørt pårørende
Svar fra rusmiddelekspert Lone Walsøe
Kære nedkørte pårørende
Tak for dit brev. Jeg enig med dig i, at du er på overarbejde og har været det meget længe. Du lever i konstant alarmberedskab, har mistet det kæreste du har, tilsidesætter egne behov og er blevet syg af det. Det værste er næsten at du er kommet til at tilsidesætte dig selv så meget, at det til sidst har frataget dig din handlekraft. Den er du nødt til at genfinde – og du har den et sted, brevet her er bl.a. et bevis på at den findes.
Du skriver at du tidligere er faldet for hans måde at tigge på. Gad vide hvad det er; får du ondt af ham? Er det synd for ham? Truer han dig? Er det minder om den første forelskelse? Håbet om forandring? På det du skriver her, har du konkrete erfaringer nok til at vide at det ikke holder. Du skal bruge de erfaringer du allerede har. Så når du hører din samlever tigge og bede om nåde, så skal du huske, at det har du hørt mange gange før og at det er tom snak, der kun har til formål at bevare kontrollen over dig. Så lyt ikke til de ord – lyt til dine egne.
Du skal træffe din beslutning om at forlade ham, fordi det er det du gerne vil. Dvs. at du gør det ikke på baggrund af noget han har gjort, som han kan gøre godt igen. Du gør det, fordi du har fået nok, fordi du vil have et liv med dine børn, din familie og dit helbred. Og det er ikke foreneligt med det samliv.
Når man er udmattet som du er, kan det føles uoverskueligt at kæmpe sig ud af denne stilstand, ja nogle gange endda lettere at blive i det velkendte, selvom det er både ulykkeligt og utrygt. Men det går ikke, du kan ikke leve i den angsttilstand, så du må tage handling på det. Du skal tage dine forholdsregler dvs. sikre dig, som du gjorde engang for dine børn. F.eks. tage på krisecenter eller flytte til et sted hvor du kan være tryg og nogen kan hjælpe dig med at komme på benene igen.
Når du har gjort det, må du slutte forbindelsen til ham, så du ikke igen bliver hvirvlet ind i løfter om forandringer.
Jeg vil råde dig til at kigge fremad – til at se det liv for dig, som du hellere vil have og så gå efter det. Det skal give dig kampgejst og hjælpe dig positivt i den ønskede retning.
Jeg vil ønske dig held og lykke – bedste hilsner Lone