Amfatamin, han siger det ikke er farligt

Hej Jeg er gift med min mand, vi har været sammen i lidt over 10 år, og har netop liget fået vores første barn sammen. Vi er begge uddannet og arbejder. Min mand har for nogle år siden fået udredt at han efter egen mistanke har symptomer på AD(primært koncentrationsbesvær, og der med ikke ADHD) han medicineres med consertra daglig 18 mg og oplever en go effekt af det, og vores hverdag er ikke påvirket her af. Han har i flere år taget amfatamin sammen med sine venner til fester, da han var yngre gjorde han det hver gang han var til fest, hvilket periodevis var én gang hver weekend. I starten var jeg ikke klar over det men fandt ud af det en dag. Jeg har aldrig brudt mig om det, og altid bekymret mig meget om det, han har flere gange sagt og lovet mig at han ikke længere gjorde det. – hver gang jeg har opdaget det, har han sagt til mig at nu liver han og stoppe og han skal nok lade være med at tage det. Han har ofte sagt til mig, at han har helt styr på det, og ikke har et misbrug fordi han selv kan styre hvornår han vil tage det. Endvidere siger han, at han ikke har nogle bivirkninger af det efterfølgende. Jeg troede at han endelig var stoppet med det, men har I år opdaget at han flere gange har taget det. Det gør mig så ked af det og bange at han ikke kan ligge det fra sig og retfærdigør det, når jeg konfrontere ham med det. Jeg føler slet ikke jeg er opdraget til overhoved at acceptere den slags. Jeg skuffer mig selv så meget hver gang jeg går på kompromis med det, og lader mig bilde ind at nu er han stoppet. Nu er vi så blevet forældre, og han har igen taget det, det gør mig så ked af det, jeg kan slet ikke forstå hvordan han kan få sig selv til det. For mig virker det så uansvarligt, og sørgeligt at gøre sådan noget når man er forældre, og at man virkelig ikke kan holde sig fra det er meget bekymrende. Han bliver ved med at sige at, det ikker farligt for ham, og at hans krop er vant til det iform af den daglige consertra og at der ikke er forskel på det og amfataminen. Endvidere siger han at han kan tåle det fordi han lider af ad/ADHD. Han mener ikke at han oplever nogle bivirkninger. Vi har denne gang desværre måtte tage en lang diskusion om det, da jeg ikke længere stoler på ham når han siger han vil stoppe, da jeg oplever det bare er noget han siger uden at mene det, for at få ro. Jeg kan og vil ikke længere acceptere det her, jeg føler vi er for gode til at bøvle med sådan noget og specielt når man har et barn. Han siger han ikke har lyst til at stoppe, og ej heller ser sig i stand til det, han er vild med den følelse rusen giver ham, og han ser ingen tegn på hvordan det kan skade ham. Han mener jeg jeg fjollet og der ikke er grund til bekymring. Samtidig retfærdiggøre han det ved at sige t stort set alle tager det nu og hans det dr i sådan et lille omfang at hvis jeg pressede ham til behandling så ville alle grine da han ikke har et misbrug. Jeg elsker min mand højt, men jeg er nået grænsen nu, og vil ikke byde min datter det, jeg kan ikke leve med tanken om at min mand og hendes far tager amfatamin. Han har her til sagt at hvis mit krav er er han skal snakke med en professionel så skal jeg arrangere det for ham, men han tror ikke på det vil hjælpe. ( jeg er med på han har sagt at han faktisk ikke føler lyst til at stoppe da han ikke selv mener det er et problem eller farligt for ham, og at han kun tager det ca. 6-12 gange på et år. Jeg vil gerne vide om det er mig der er helt forkert på den og overreagere? Kan man ikke sige der er et uhensigtsmæssigt forbrug/misbrug? Er amfatamin ikke farligt? Selv om man har taget det i mange år, så kan man vel godt lige pludselig se en reaktion? – i så fald hvilke? Er det rigtigt at det ikke er farligt hvis man har en ADHD lidelse. (Når han tager det siger han at han tager fra et 1/2 / 1 helt gram, og ikke har haft behov for at øge det gennem årene. Han siger direkte at kan tåle det.?? Hvor vil vi/jeg evt kunne finde en professionel som vil kunne tage nogle samtaler med min mand? – jeg tænker om musbrugscenteret måske er i overkandten? Samt at han har lyst til at være anonym og ikke møde nogle efterfølgende som sku have set ham der? Vil en psykolog kunne hjælpe? I såfal vil det være en speciel psykolog som vi skal lede efter?